Når man insisterer på at være yogalærer, ikke yogasalgsassistent, må man med jævne mellemrum spørge sig selv, om man stadig har en plads i yogaverdenen, eller om det, man tilbyder, simpelthen er forældet. Om man burde dreje nøglen om og overlade besværet til dem, der er meget bedre end man selv er det til at gøre yogaen til forretning og eleven til kunde. For uden elever er der vel slet ikke brug for en lærer. Og da især ikke en gammeldags en af slagsen, der insisterer på, at hun ikke primært er en serviceudbyder på lige fod med negleteknikeren og Wolt-buddet. Og at det, hun underviser, ikke centrerer sig om forbrug, optimering og kortvarige glimt af velvære. Selvom det er forbrug, optimering og kortvarige glimt af velvære alle tror, de vil have.
Read MoreEn af de mentale gaver, som yogaen potentielt kan give os, er en kropsliggjort oplevelse af livet, når det er allermest enkelt. Hvor alt det, vi hele tiden bliver bedt om at være og forholde os til uden for yogasalens trygge vægge, glider i baggrunden. I en sådan grad at vi af og til næsten glemmer, at det eksisterer. Lidt som når en sommerferie er bedst, og man vandrer rundt på må og få og suger verden til sig.
Vi kender dog sikkert alle sammen til oplevelsen af, hvor hurtigt de gode, nærværende sommerferievaner forsvinder som dug for solen det øjeblik, vi vender tilbage til hverdagen igen, og følelsen af nærvær erstattes med følelsen af at være konstant overvældet.
Nogenlunde sådan oplever jeg nogle gange at blive overvældet, når jeg støder på opslag om yoga på de sociale medier. Først og fremmest fordi jeg har så utrolig svært ved at genkende mig selv og min undervisning i dem.
Read More”Hvis du er yogalærer, kender du så ikke et godt stræk for...?” er et af de spørgsmål, man hyppigst bliver stillet, når man fortæller nogen, at man underviser i yoga.
Og jo, det gør jeg nok, men det er ikke sikkert, at det stræk vil gøre meget andet end at symptombehandle, og hvis du virkelig vil slippe af med de skavanker, du går og døjer med, er det ofte nødvendigt træde et skridt tilbage og se dem i et større perspektiv. For hvad skal styrkes? Hvad skal strækkes? Og hvorfor er smerterne overhovedet opstået?
Men er der noget, mine 25 år i den alternative branche har lært mig, så er det, at det mest usexede svar, jeg overhovedet kan give på ”et godt stræk”-spørgsmålet er et, der handler om det større perspektiv.
Read MoreHvor vestlig medicin kan have en tendens til at se mennesket som en krop skabt af enkeltdele, der ikke har nogen direkte relation til hinanden – hvorfor for eksempel speciallæger meget sjældent har en viden, der ligger uden for deres eget ekspertområde – tager vi i kinesisk medicin udgangspunkt i helheden. Og ikke bare i den fysiske, men også i den mentale del af helheden.
Helt grundlæggende kigger vi på energibalancen hos den person, vi sidder overfor, og stiller som en start spørgsmålet: Er der underskud eller overskud?
Read More” (...) like a word, I hold no weight in this world yet still carry my own life,” skriver Ocean Vuong i On Earth We’re Briefly Gorgeous.
Som mennesker tilbringer vi en stor del af livet på udkig efter lykken, og for nogle af os fører vores søgen os til yogaen.
Men yoga eller ej: Særligt på vores Nordeuropæiske breddegrader har lykken ofte trange kår, fordi den som regel tager udgangspunkt i et værdisæt, der for de fleste af os kun kortvarigt og i glimt vil kunne præsentere os for det, vi forbinder med en tilstand, vi vil kalde lykkelig. Fordi det er et værdisæt, der sætter individet i forgrunden og forlanger, at vi arbejder for fremgang, succes og også meget gerne stående klapsalver fra livet. Alternativt, hvis vi ikke lykkes som vi får at vide, at vi bør, er vi i fare for at hensygne i fortvivlelse over, at vi, i et samfund, hvor egoet belønnes, er lykkens diametrale modsætning, nemlig en fiasko.
Read MoreHvis vi har bildt os selv ind, at vi mere end noget andet i verden ønsker os et liv, hvis vej er velkendt og uden sideveje og mulighed for svinkeærinder, er det ikke usandsynligt, at lige præcis vores fantasi har sine begrænsninger. Ved blandt andet at få os til at tro, at alt hvad der ikke er i fuldkommen overensstemmelse med vores egen idé om, hvordan vores livs manuskript skal skrives, er skræmmende farligt. I stedet for befriende og lykkeskabende på en måde, som vi slet ikke kan forestille os, men som vil åbenbare sig, hvis vi tager første skridt ad en vej, vi ikke selv har planlagt ned til mindste detalje.
Read MoreMin tur fra Prana til metroen lørdag eftermiddag gav mig en god grund til at insistere på vigtigheden af meditation.
For gaderne var tæt pakkede af mennesker på lørdagsshopping med poserne fulde af forbrugsgoder, der muligvis gavner den højt besungne vækst, men som også mindede mig om, at vores globale overforbrug netop har givet os den vådeste novemberdag nogensinde, en sommer og et efterår fyldt med ekstreme vejrfænomener, samt det varmeste år siden man begyndte at måle den slags.
Og efter en dag med fokus på vores dybe forbundethed med alt andet og alle andre var det virkelig svært at træde ind i den kollektive disconnect, der får os til at glemme, at vores egen Black Friday- og juleshopping har en direkte indvirkning på tingenes tilstand. Fordi verdens beboelighed påvirkes af de valg, vi alle i fællesskab træffer lige nu. Og at vi i jagten på det perfekte liv med det perfekte udseende og den perfekte bolig på paradoksal vis er i gang med at ødelægge den bolig, vi alle deler.
Read MoreDen tilfredshed, som yogafilosofien beskriver, er en tilstand, der kan sanses helt ind i knoglerne. Det er ikke den mere gængse tilfredshed, der er baseret på de succeskriterier, vi som samfund dømmer os selv og andre ud fra, og som, i modsætning til yogaens, hviler på et yderst skrøbeligt fundament, fordi den aldrig rækker så dybt ind i hjertet, at den ikke er afhængig af omstændighederne: Vores vellønnede job, vores parforhold – ofte kørt som en velsmurt, men måske ikke ligefrem passioneret maskine - samt de mange materielle goder, vi omgiver os med, og de dyre middage og spændende rejser vi bruger som afledningsmanøvrer fra det faktum, at vi ikke ved, hvordan det føles at være tilfredse på en måde, der ikke er baseret på hvad vi ejer og hvor succesfulde vi er, men som er vores, uanset hvad.
Read MoreElsker man, som jeg, sommerens bløde energi, med masser af svømmeture og dasen i solen, gode middage til langt ud på natten med venner og bekendte, og spontane sammenkomster, gerne med en solnedgang i bag- eller forgrunden, så er der noget lidt melankolsk over disse sensommerdage, hvor det er tydeligt, hvilken vej det går – også selvom solens varme stråler har velsignet os den sidste uges tid.
For selvom jeg også elsker efteråret, med stabler af bøger, der skal læses, rare uldsokker og masser af god kaffe og hjemmebag (eller i mit tilfælde realistisk set nok snarere kager fra de skønne mennesker hos Emmery’s på hjørnet ved Prana), så er jeg bare aldrig helt færdig med sommeren.
Read MoreMed overfyldte kalendere er det ikke mærkeligt, at livet, selv når det flasker sig allerpænest, med jævne mellemrum slår os lidt ud og føles temmelig udmattende. Og når livet så – som det jo har tendens til – flasker sig mindre pænt, så ramler læsset.
For hvordan håndterer vi travlheden, når vores børn pludselig får det svært? Hvor finder vi overskuddet til at tage en nødvendig konflikt med vores ekspartner? Hvordan rummer vi vores aldrende forældres sundhedsmæssige udfordringer? Og hvordan håndterer vi en ubelejlig forelskelse, som muligvis ikke passer ind i vores velstrukturerede selvbillede og velsmurte familielogistik, men som passer ind i vores hjerte? Kort sagt: Hvad gør vi med alt rodet? I særdeleshed det rod, der ikke i længden kan skubbes ind i det skab, hvor vi gemmer alt det, vi ikke kan overskue at tage os af? Det rod, der kræver, at vi giver os tid til det? Er stille med det? Når vi ikke har nogen tid at give af, fordi vi har så travlt med ikke at gå glip af noget som helst, og når stilheden, der gør, at vi kan træffe bæredygtige beslutninger, har været fuld af larm alt for længe.
Read MoreHvordan forestiller du dig de perfekte omstændigheder for en dyb, nærende og måske endda erkendelsesvækkende yogapraksis? Er det noget med en lysfyldt sal med træbjælker i loftet og udsigt til en skovsø igennem store vinduer? Er det måske i Rishikesh, i en ashram ved bredden af Ganges? Eller i en strand-shala i Goa, hvor havbrisen blidt kærtegner din hud i shavasana?
Eller hvad med en slagmark? På randen af en krig, hvor du i din stridsvogn skal kæmpe mod folk, du har kendt hele livet? Folk du endda ser op til og holder af? Folk som du med meget stor sandsynlighed vil blive nødt til at slå ihjel? Nej, vel?
Read MoreI mine første år som yogaudøver overlappede mine universitetsstudier med min nye måde at være i verden på, der stort set var antitesen til det, jeg havde lært som studerende: I yogaen, som jeg mødte den, var der masser af krop og meget lidt intellektualisering.
Min baggrund taget i betragtning faldt det mig selvfølgelig naturligt at bede mine medpraktiserende om titler på bøger, jeg kunne fordybe mig i, for at få en større forståelse af, hvad det var, vi lavede på vores måtter, men det var ikke vejen frem, fik jeg at vide. For vores form for yoga var ”99% praksis og 1% teori”.
Read MoreDen første gang, jeg tog mine løbesko af for på bare tæer at træde ind på en yogamåtte, havde yogaen allerede taget de første spæde skridt mod at blive mainstream.
Men den var stadigvæk meget stærkere i sit traditionelle end i sit kommercielle udtryk, og de fællesskaber, man som nyforelsket udøver trådte ind i, lå - på godt og ondt - langt fra nutidens beigefarvede wellness-pakker til fortravlede middelklassekvinder, der har brug for et plaster på det moderne livs konstant blødende stress-sår.
De praksisser, jeg dengang blev præsenteret for, kom således meget hurtigt til at handle om alt andet end velvære og afspænding. I stedet kastede jeg mig dumdristigt ud i at transcendere både kroppen og egoet, og meget af det, vi udsatte os selv og hinanden for i den periode, var ganske voldsomt og nok også for voldsomt.
Read MoreNår vi fejrer det kinesiske nytår i slutningen af januar, er det 25 år siden, jeg tog min første yogaklasse. Det er et jubilæum, som jeg vil glæde mig over.
Deltagere på Pranas 200-timers uddannelse beskriver ofte, hvordan de har haft yogaen i deres liv igennem et stykke tid, men ofte med længere pauser undervejs. Det giver god mening, når man tænker på, hvordan livet har det med at bevæge sig i ofte uforudsete retninger. Men for mig har livet aldrig bevæget sig væk fra yogaen, siden jeg i vinteren 1998 i London, hvor jeg dengang boede og studerede, rullede en yogamåtte ud i kælderen i mit lokale fitnesscenter for første gang. Og nu har den i mere end halvdelen af mit liv været det sted, hvor jeg altid finder ro, rum og taknemmelighed, også i svære tider.
Read MoreNår vi i en yogasammenhæng ganske ofte taler om at give slip, mener vi ikke, at vi skal give slip på vores dybe relationer til andre mennesker og i stedet sidde uinvolveret og i ophøjet majestæt på en bjergtop. Det vi slipper er ikke kærligheden. Det er vores frygt for at få hjertet knust, når vi overgiver os til kærligheden, vi slipper.
Vil vi leve et fuldt liv, kan vi nemlig ikke undgå fra tid til anden at få hjertet knust. Fordi livet kun for alvor bliver meningsfyldt, hvis vi investerer netop hjertet og risikerer det.
Read MoreHver dag, når jeg ruller min yogamåtte ud, ser jeg frem til en rejse, der er vigtigere end nogen anden rejse, jeg kan tage på, nemlig rejsen ind i mig selv. Og for en kvinde, der helst ville være på farten og på opdagelse i verden det meste af tiden, er det faktisk lidt af en indrømmelse.
Det har ikke altid været sådan. I mine første år med yogaen var det udførelsen af de stillinger, jeg som udøver af en traditionel praksis med en fast sekvens altid skulle lave, der fyldte mest. Var jeg god nok til dem? Kunne jeg presse mig så dybt ind i dem, som jeg så andre udøvere gøre det? Var dette mon den mirakuløse gang, hvor min krop ikke var min krop men en, der var meget smidigere og stærkere?
Read MoreEt af de spørgsmål, som yogafilosofien har fået mig til at stille og udforske i min fysiske og meditative praksis er: Hvem er jeg? Svaret - energier i konstant forandring – har givet mit ego mindre at holde fast i, ligesom det har gjort dét endeløst at endevende min egen lidelseshistorie langt mindre interessant, end jeg måske umiddelbart havde troet, det ville være, dengang jeg startede på yogaen.
Med til spørgsmålet ”Hvem er jeg?” hører også overvejelser over, hvordan de filtre, jeg ser mig selv og verden omkring mig igennem, er opstået.
Read More”Hvilken slags yoga underviser du egentlig?” er et af de spørgsmål, jeg virkelig ofte får stillet. Og det er faktisk ret enkelt at svare på. Det kræver bare en lidt længere forklaring...
Kigger man rundt i det moderne yogalandskab, bliver man mødt af et virvar af retninger. Du kan gå til hatha, vinyasa, power, ashtanga, yin, kundalini, iyengar, hot, flow, aerial, restorativ og sikkert en masse andet, som selv ikke jeg, der arbejder i branchen, har hørt om.
Read MoreOgså i yoga dukker ideen om kvinden som først og fremmest form desværre af og til op. Som kvindelig yogalærer har du groft sagt to aldre, når den vestlige fortælling om kvinden får lov til at bestemme i en yogasammenhæng: Den, hvor du har værdi, fordi du er ung, lækker og smidig, men ikke sjældent bliver anklaget for at være useriøs, hvis du poserer på fotos, der viser at du er ung, lækker og smidig. Og den, hvor du har samlet årevis af viden og erfaring, men hvor du ikke længere anses for at være relevant, fordi du ikke længere er ung og lækker (selvom du nok stadig i et eller andet omfang er smidig). Dine mandlige kollegaer, derimod, har sjældent en udløbsdato.
Read More(…) Nu sad jeg så endelig et sted, der i næsten ti år havde været min trygge havn midt i livets mange storme og opdagede, at jeg ikke længere var sikker på, hvordan det føltes at være lykkelig. Jeg vidste, hvordan der var at føle sig stærk. Ukuelig. Som en overlever. Men lykkelig? Det havde jeg glemt.
Som det ofte sker i den slags situationer, faldt jeg kort efter min ankomst over et citat, der ganske præcist indkapslede, hvordan jeg havde det. På min yndlingssten ved vandet læste jeg: ”I dream of never being called resilient again in my life. I’m exhausted by strength. I want support. I want softness. I want ease. I want to be amongst kin. Not patted on the back for how well I take a hit. Or for how many”.
Read More