Perfekt eller fri - om glansbilleder og nullermænd

Når vi mødes den første dag på vores 200-timers grunduddannelse, er en af de ting, vi deler med hinanden, hvorfor vi ønsker at bruge en periode af vores liv på at fordybe os i yogaen, så vi måske på sigt kan begynde at dele den med andre.

En gennemgående - og meget, meget fin - grund er ønsket om redskaber til at kunne give yogaen og alt det gode, den har gjort for os - mentalt såvel som fysisk - videre til andre.

Selv gjorde jeg mig aldrig de store overvejelser om, hvad arbejdet med yogaen skulle føre med sig, da jeg for mere end 25 år siden begyndte at undervise. Jeg elskede den bare for højt til at sige andet end ja, når jeg blev tilbudt hold, og sådan endte den med at blive min livsvej. Det har jeg aldrig nogensinde fortrudt, selvom det ikke er et job med særlig stor sikkerhed.

I løbet af de morgenklasser, vi mødtes til i uge 31, blev jeg mindet om en af de ting, jeg altid har elsket mest ved mit arbejde, nemlig at jeg er til stede i øjeblikket efter shavasana, når mine elever vender tilbage fra det sted, hvor de bare har været, uden at behøve at være eller gøre noget særligt. Det sted, hvor vejrtrækning, ro og fornemmelsen af simpelthen at være i live, fylder det meste.

For en af de mentale gaver, som yogaen potentielt kan give os, er jo en kropsliggjort oplevelse af livet, når det er allermest enkelt. Hvor alt det, vi hele tiden bliver bedt om at være og forholde os til uden for yogasalens beroligende vægge, glider i baggrunden. I en sådan grad at vi af og til næsten glemmer, at det eksisterer. Lidt som når en sommerferie er bedst, og man vandrer rundt på må og få og suger verden til sig.

Vi kender dog sikkert alle sammen til oplevelsen af, hvor hurtigt de gode, nærværende sommerferievaner forsvinder som dug for solen det øjeblik vi vender tilbage til hverdagen igen, og følelsen af nærvær erstattes af følelsen af at være konstant overvældet.

Nogenlunde sådan oplever jeg nogle gange at blive overvældet, når jeg støder på opslag om yoga på de sociale medier. Først og fremmest fordi jeg har så utrolig svært ved at genkende mig selv og min undervisning i dem.

Når yoga præsenteres særligt grafisk lækkert - i bløde farver og med tøj, der matcher - fristes man let til at tro, at en rigtig yogapraksis hænger uløseligt sammen med et perfekt indrettet hjem eller en lækker yogaskole i overvejende beige nuancer.

Jeg ved ikke, hvordan det sted du folder din yogapraksis ud derhjemme ser ud, men min yogamåtte er rullet ud der hvor jeg også opbevarer mine kufferter og ganske ofte også et par gedigne nullermænd, ligesom mit yogaudstyr som regel ligger hulter til bulter. Dette opvejes på ingen måde af mit hjemmeyogatøj, der ikke sjældent er mine pyjamasbukser og en meget, meget gammel herreundertrøje. Simpelthen fordi det er det tøj, jeg bevæger mig allermest frit i. Og alle, der kommer i Prana ved, at vi hverken kan tilbyde et lækkert loungeområde med altid nylavet Pukka-te eller lækre badefaciliteter. Til gengæld knirker vores gulv stort set over det hele.

Selvom jeg er yogalærer på fuld tid, lever min hverdag heller ikke i nogen særlig grad op til det mindfulde glansbillede, der folder sig ud ved bredden af en skovsø, fordybet i avancerede asanas på en eksotisk tropestrand eller lyttende til havets bølger på en blæsende efterårsdag.

Af og til oplever og har jeg oplevet ovenstående, men langt oftere tripper jeg utålmodigt i den lange kø ved selv-checkud maskinerne i Netto, når jeg er træt efter en lang arbejdsdag, men er løbet tør for mælk, og ingen af de handlende foran mig virker som om de nogensinde har set en supermarkedsvare eller et kreditkort før. Ligesom jeg beder medpassagerer, der insisterer på at tale højt og vedvarende i stillekupéen, om at holde mund eller sætte sig et andet sted hen i det trods alt temmelig lange tog, frem for at finde ind i mit eget indre rum af overbærende, indre stilhed og lade dem snakke i fred.

Men intet sted har jeg sværere ved at genkende mig selv og min yogapraksis end i den moderne manifestation af yogaen, der handler om at stramme op, glatte ud og tabe sig.

En hjørnesten i mit liv som yogaudøver har altid været yogafilosofien, som er et - til tider radikalt - opgør med de mønstre, der holder os fast og stjæler vores frihed. Og intet mønster er vel stærkere og mere frihedsstjælende hos kvinder i hvert fald i Vesten end det, der insisterer på, at vi skal se ud på en særlig måde - helst hvide, en str. 0 og højst 35 år gamle, også selvom vi er væsentlig ældre. Er man i sin rejse med yogaen ikke blevet præsenteret for yoga som en invitation til at stille spørgsmålstegn til de mønstre, der både samfundsmæssigt og på et mere personligt plan fastholder os i en drøm om at være perfekte, er det meget let at komme til at sælge yogaen som en vej til det perfekte liv, det perfekte jeg og det perfekte udseende, fordi det er det, man altid har fået at vide, at man skal stile efter.

Selv elsker jeg en praksis, der er dynamisk og stærk, men jeg elsker den, fordi den tillader mig at stå stærkt i verden. Når jeg styrker mine arme, er det ikke for den kosmetiske effekt. Det er, så jeg har en fysisk fornemmelse af, at jeg har kræfterne til at knuse ethvert glasloft, der prøver at holde mig nede, og som fratager mig friheden til at gøre lige præcis, som jeg har lyst til. Også at vende ryggen til dem, der prøver at bilde mig ind, at jeg ikke er god nok, som jeg er, men skal bruge alle de penge jeg har og flere til på at blive perfekt, og at min yoga helst skal matche dette behov.

Men problemet er jo, at denne jagt på perfektion - både når det kommer til vores omgivelser, vores mindfulness og vores udseende - aldrig nogensinde kan nås - hvorfor en yoga, der sælges på de præmisser, altid vil komme til kort, når det handler om at opnå egentlig, blivende, erkendt sindsro.

For vi bliver aldrig smukke nok, perfekte nok, balancerede nok. Indtil vi vælger en anden vej. Den hvor vi er nok. Midt i det, der ikke er et glansbillede. På vores slidte yogamåtte. I vores hullede nattøj. Med børn der ser larmende TV. Og en aftensmad, der hovedsageligt består af tørt rugbrød og pålægsrester.

For yogaen sker jo midt livet. Der stort set altid vil insistere på at være rodet, kaotisk, svært at gennemskue og alt andet end fotogent. Vi praktiserer, fordi vi har et liv. Ikke fordi det liv skal være perfekt. Og det, der virkelig hjælper os, er praksissens øjeblikke af ærligt nærvær, en evne til at stå fast og små glimt af ren væren. Så den kan fungere som et tiltrængt alternativ til en drænende perfektion, der i sidste ende ikke kan føre til vedvarende tilfredshed, fordi den aldrig vil kunne gå hånd i hånd med sand frihed. Den frihed hvor vi er nok.

Kan det lade sig gøre at give sin sensommersundhed et boost uden at fokusere på vægttab og udseende? Det undersøger vi på forløbet Vidunderligt vital - en bæredygtig, holistisk bootcamp, som starter d. 24/8. Du kan deltage i Magstræde (3 pladser tilbage) eller helt eller delvist online.

Du kan også få en smagsprøve på forløbet på den tre timer lange workshop Sund balance i sensommeren d. 24/8 kl. 11-14. Der er fire pladser tilbage.

Er du interesseret i vores basisuddannelse på 200 timer? Så send en mail til pranayogashala@gmail.com, så giver vi besked, når datoerne for næste forløb er på plads.