Om livsveje, vildveje og yoga på udsalg

“Fuck kapitalismen”, skrev min søn for nyligt til mig i en sms. Han er inkarneret FCK-fan og var gal over, at klubbens ejere i langt højere grad er interesserede i at tjene penge på fodbold end i selve fodbolden.

Uden brug af eder kunne jeg fortælle ham, at det forholder sig på nogenlunde samme måde i yogaens verden.

Tilbage i 2003 deltog jeg i min første uddannelse hos min lærer, Richard Freeman.

Uddannelsen foregik på hans skole, Yoga Workshop i Boulder, Colorado.

Boulder blev dengang nok kun overgået af Kathmandu når det kom til den største koncentration af nepalesiske butikker med varelagre, der primært bestod af røgelse, gudestatuer og farvestrålende stoftasker.

I coop’en, der lå lige om hjørnet fra shalaen, kunne man få en portion vegansk frokost for en slik, og den blev serveret af ansatte, hvis primære forudsætning for at arbejde der var dreadlocks, ikke hurtighed.

Når vi snackede i pauserne, spiste vi ofte soja-is i hampekiks, produceret af en af mine medstuderendes venner i deres køkken, og du skulle lede længe efter et par yogaleggings til 100$, for Lululemon var endnu ikke kommet til byen og Planet Nusas ejere var lige startet i folkeskolen. Jeg kan ikke engang huske, hvad vi havde på, men vi havde sikkert købt det i Indien.

Yoga Workshop passede godt ind i Boulders energi af nøjsomt hippieliv.

Man trådte direkte ind i yogarummet, og kunne - efter man havde stillet sine sko ved indgangen - rulle sin måtte ud, hvor man kunne finde lidt plads, gerne med overlap til sidekvinden.

I det bageste hjørne var der et enkelt toilet med en tvivlsom skyllefunktion, og der var hverken bade- eller omklædningsfaciliteter.

Der var heller ikke en receptionist, men simpelthen et bord med en stofpung, hvor man lagde penge for yoga og tog sine egne byttepenge. Systemet var baseret på tillid, ikke på online-betaling og et nidkært ført regnskab, men ingen - eller i hvert fald ganske få - kunne finde på at snyde Richard.

Der var selvfølgelig ingen online-booking, så man dukkede bare op og håbede på det bedste. Og selvom der ikke var meget plads, var der altid plads nok.

Undervisningen bestod af lige dele asanapraksis, en god portion chanting i Richards helt skarpe og præcise form (”don’t be a hippie with your OM”) og masser af yogafilosofi, der radikalt ændrede den måde, jeg var og er i verden på, og som - ud over fødslen af min søn - har haft en mere gennemgribende effekt på mit liv end noget andet, jeg har oplevet, og som jeg i dag, så godt jeg kan, prøver at dele med andre.

Jeg fortsatte i mange år med at rejse til Boulder. Det var besøg, hvor jeg fra gang til gang oplevede, hvordan byen forandredes, og skolen med den.

Google åbnede et stort kontor. Lejlighedspriserne skød i vejret. Coop’en lukkede, og det gjorde de nepalesiske butikker også. De blev erstattet af kaffebarer med kaffe til 8$, som de færreste af mine gamle venner havde råd til.

Lululemon fik sin første butik, og pludselig var der en slags dresscode på skolen, der ikke var den gamle ”hvad der lå tættest på sengen, da jeg væltede ud af den kl. 5.30 for at tage til morgen-mysore”, men snarere neglelak-der-matcher-leggings-der-matcher-top.

Men det var dog stadig ganske mildt i forhold til de nye boutique yoga studios, der åbnede ved siden af kaffebarerne. Her skulle man passere igennem butikslokaler, der solgte alt hvad et hvidt middelklasse kvindehjerte - inklusiv mit eget - kunne begære af yogaudstyr, og det var svært ikke at gå fra sin klasse uden at have brugt minimum det dobbelte af klassens pris på indkøb.

Klasserne var også af en lidt anden kaliber end dem, jeg tog hos Richard.

I tråd med alt det lækre udstyr var der primært fokus på wellness, og yogafilosofien var skiftet ud med ”sæt en intention for din klasse”. Hvilket forvirrede mig. For hvis målet med yoga, som yogafilosofien havde lært mig det, var at stilne tankernes drejninger, hvad var så pointen med at få dem til at dreje, inden man startede sin praksis, ved at rode rundt efter en intention? Og hvorfor i det hele taget have andre intentioner end målet med yoga? For hvis man nåede det, kunne alt andet vel være temmelig ligegyldigt?

Igennem årene så jeg, hvor hårdt Richard og hans hustru Mary arbejdede for at holde skolen kørende i en virkelighed, hvor tilgangen til yoga langsomt men sikkert transformeredes fra den klassiske filosofis radikale måde at skabe frihed på til et forsøg på at gøre den til noget, der kunne sælges.

I dag forstår jeg, hvordan det føles at insistere på at holde fast i visionen om yoga som livsvej, når de fleste andre ser den som et produkt. Som ”Instant wellness, just add breath, herbal infusions and cashmere throws”. Som i lige så høj - eller måske endda højere - grad en vej til strammere baller som til sindsro. Som en forretning, der på bekostning af underbetalte undervisere tjener penge til investorer, der intet særligt kendskab har til yogaen, og heller ingen særlig kærlighed, ud over måske som en sikker indtægtskilde.

Spørgsmålet ”Er der ikke en fare for, at yogaen bliver udvandet, når den undervises i fitnesscentre?” hørte jeg for første gang stillet på min uddannelse tilbage i 2003.

Richards svar var, at yogaen i fitnesscentrene kunne nå et publikum, der ellers aldrig ville finde den, og at mange efter i nogen tid at have praktiseret der med stor sandsynlighed ville få vækket lysten til at gå dybere.

Det var uden tvivl korrekt dengang, for mange af os, der brændte for yogaen i en grad, så vi dedikerede vores liv til den, underviste i bl.a. fitnesscentrene, så vi kunne få råd til endnu en uddannelse, endnu en rejse til Indien, endnu en workshop med en erfaren lærer. Men sådan er det ikke længere.

I dag lukker den yoga, der undervises i kæderne, sig ofte om sig selv, uden nødvendigvis at have nogen forbindelse til yoga som vejen til mental frihed.

Her sælger man noget, der holder os fast i den overflade, som yogaen ellers altid har været en vej ud af. Dette kan komme til udtryk i et næsten hysterisk fokus på detox’et sundhed. Eller en dyr wellness-rejse til Maldiverne. Eller i endeløse fotos af mere eller mindre erfarne udøvere i yogastillinger, som bliver tillagt en vigtighed i sig selv, som de ellers aldrig har haft. Eller i en lille smule sindsro. Men ikke så meget, at vi mister lysten til at forbruge.

Og hvordan skal man få folk ført fra det sted og over på den lange, seje rejse mod at slippe sine tankemæssige vanemønstre, inklusiv dem, der fortæller, at det er vigtigt at lave stillinger, som kan fotografes? At det er vigtigt optimere og forbruge? Måske med lidt ufarlig feel-good filosofi om at mærke sig selv smidt oveni? Når de ikke engang ved, at den vej eksisterer?

Yoga Workshop findes ikke længere. Bygningen blev revet ned, og skolen lukkede. Det er længe siden, jeg sidst var i Boulder, men jeg forestiller mig ikke, at den er blevet erstattet af en skole af samme kaliber. Præcis som i resten af verden, hvor begrebet ”yogaskole” ikke længere er det, vi efterspørger, ligesom det, vi selv er i forhold til yogaen, har ændret sig.

Da jeg startede min yogarejse, var jeg yogaelev. Jeg udvalgte den eller de lærere, som jeg ønskede at lære af - både i København og i udlandet - og størstedelen af min tid og mine penge gik til det, ligesom jeg planlagde mit liv omkring den undervisning, jeg ønskede at modtage. Jeg har aldrig fravalgt en workshop på grund af en sommerhustur eller fest, men jeg har ofte gjort det modsatte.

I dag er man ikke længere elev. Man er forbruger. Man er kunde. Og som kunde efterspørger man et fleksibelt produkt, der passer ind i en presset hverdag og en af og til stram økonomi. 10 klasser at vælge imellem om dagen for 200,- om måneden og første måned gratis? Ja tak! For som smør er yoga bedst, når den er billigst. Og den skal også helst kunne tilgås fra morgen til aften og lige, når det passer en, særligt hvis det er en workshop, man skal bruge lidt flere timer på. Hvilket vil sige helst på en ferie- eller helligdag. Eller absolut ikke på en ferie- eller helligdag. Eller gerne på en feriedag, men så kun om morgenen...

Når man så, som jeg gør det, insisterer på at være yogalærer, ikke yogasalgsassistent, må man med jævne mellemrum spørge sig selv, om man stadig har en plads i yogaverdenen, eller om det, man tilbyder, simpelthen er forældet. Om man, som de nepalesiske butikker i Boulder, burde dreje nøglen om og overlade besværet til dem, der er meget bedre end man selv er det til at gøre yogaen til forretning og eleven til kunde. For uden elever er der vel slet ikke brug for en lærer. Og da især ikke en gammeldags en af slagsen, der insisterer på, at hun ikke primært er en serviceudbyder på lige fod med negleteknikeren og Wolt-buddet. Og at det, hun underviser, ikke centrerer sig om forbrug, optimering og kortvarige glimt af velvære. Selvom det er forbrug, optimering og kortvarige glimt af velvære alle tror, de vil have. Og stiller man det sådan op, virker kampen ærlig talt tabt på forhånd.

Men når man stiller det sådan op, har man også misset en vigtig pointe. Nemlig at yoga - til forskel fra fodbold - aldrig været en konkurrencesport.

Yogalæreren kan og skal ikke vinde over kapitalismen. Hun skal ikke engang konkurrere med den. Hun skal tilbyde et alternativ. Hun skal tilbyde yoga. Så udøveren atter kan blive elev - ikke bare af hende, men af livet og kroppen og den visdom, der findes der - frem for kunde. For succes i yoga kan ikke måles i kroner og ører. Men, hvis man da overhovedet kan tale om succes, i autenticitet. I en insisteren på at yogaen altid først og fremmest er en vej til mental frihed, der måske hverken er let eller snorlige, men som, når man først har betrådt den, er den eneste vej at gå.

Det betyder ikke, at yogaskoler som Yoga Workshop eller Prana kan eksistere for evigt. For man kan selvfølgelig ikke betale regninger med autenticitet.

Men det betyder, at yogaen i det øjeblik, den forsøges solgt som andet end en radikal erkendelse af sindets veje og vildveje, holder op med at være yoga. I særdeleshed hvis den måde, den sælges på, fastholder os på vildvejene.

Derfor vil yogaen som en lotusblomst altid svæve over alle mudrede forsøg på at gøre den til en kommerciel størrelse, simpelthen fordi alt, hvad der er kommercielt, er yogaens modsætning, uanset hvor pæne stillingerne er og hvor gode intentioner, man har.

Og kan det af og til, når man er en moderne formidler af en gammel livsvej, være svært at holde humøret oppe, så er det i hvert fald en ting, man kan glæde sig over. Ikke fordi det betyder, at ens egen lille yogaskole vil eksistere for evigt. Men fordi det betyder, at den yoga, som man elsker, vil.

Læs om alle de måder, vi deler yoga på hos Prana, på www.pranayogashala.dk  

Hos os kan du deltage på almindelige klasser, på et 200-timers basisforløb, der starter til februar, på videreuddannelsesforløb, hvis du allerede underviser, og meget mere.

Vi har hverken badefaciliteter, loungeområde, onlinebooking eller playlister. Men vi elsker yoga.