Lys i mørket

Jeg har tilbragt mere tid sammen med de døde end stort set alle, jeg kender.

Ikke på en synsk ”I see dead people”-måde (faktisk kan jeg med absolut sikkerhed sige, at jeg aldrig har mødt et eneste spøgelse), men helt konkret. For jeg underviser i anatomi. Og fordi det er noget, jeg finder uhyre vigtigt, da det giver mig mulighed for at give mine elever ejerskab over deres kroppe ved at forstå dem, og fordi jeg er evigt fascineret af vores fysiske struktur, har jeg deltaget i flere hands on-dissektionskurser.

Her har jeg med en skalpel i hånden haft den store ære at nærstudere forskellige generøse donorer.

Udover at lære mig om anatomi og om kroppens fantastiske forbindelser via vævet har de også givet mig en anden vigtigt læring. Nemlig at når vi er døde, så er vi døde.

Vi er ikke uhyggelige eller for den sags skyld ulækre, som gyserfilm ellers elsker at lade os tro. Vi er simpelthen væk. I energetisk, skønt ikke fysisk forstand. Vi er fravær af livsenergi - af qi og prana - og således er vi ikke rigtigt mere. I hvert fald ikke på den måde, der gør os til os. For efter døden bliver vi i den grad til jord. Om vi genopstår, skal jeg ikke kunne sige.

Men det jeg kan sige, på denne dag, hvor den keltiske tradition Samhain fejres som kristen Halloween (eller Allehelgensaften på dansk), og hvor grænsen mellem de levende og de døde siges at være allermest porøs er, at døden ikke som sådan skræmmer mig.

Det der skræmmer mig er at vi i snart fem år har levet med en ikke sjældent nærmest invaliderende grundangst, der har forringet og formindsket vores evne til fuldt og helt at favne livet.

Det ved jeg, fordi jeg driver en lille forretning, der er afhængig af, at man har lyst til at lægge planer for fremtiden - om det så bare er, at man vil deltage på en to timers-workshop om tre uger - og at man synes, at det er bedre at have det godt end det er ikke at have det godt. Og begge dele har haft trange kår i meget, meget lang tid.

Lad os tage et kig på det sidste: Verden er lige nu oversvømmet af konflikter og krige, der i fortvivlende, hjerteknusende grad rammer uskyldige. Det er svært at forstå den smerte, det forvolder, og endnu sværere at leve med, også for os der har det privilegium at leve i den mere fredelige del af verden. For kan vi stadig leve vores liv, som om intet var hændt, selvom forfærdelige ting bliver ved og ved og ved med at hænde?

En vinteraften i starten af året var jeg på vej fra Prana for at ordne nogle ærinder, inden jeg skulle hjem.

Jeg går gerne en omvej ned igennem Bibliotekshaven, når jeg har tid, for det er et af mine mentale hvilesteder i byen. Men den dag fandt jeg ikke hvile. For på vej fra haven tilbage mod byens butikker hørte jeg en kvindelig læge tale til en støttedemonstration for Palæstina. Om hvordan forældre inden de kyssede deres børn godnat om aftenen, skrev deres navne på de små arme, så de kunne identificeres, hvis de på grund af bombardementer ikke vågnede op igen.

Jeg tænkte på min egen søns bløde, buttede arme, som jeg kyssede, når han skulle sove, da han var lille, og mit hjerte gik i tusind stykker.

Og i Israel har jeg lige nu en gammel veninde, der sidder med sin nyfødte søn i favnen og ikke aner sine levende råd.

Hvordan forholder man sig til sådan en konflikt? Når det eneste, man ønsker er, at dem der skaber volden, stopper? Så forældre trygt kan putte deres børn igen.

Den aften skulle jeg som sagt ordne nogle ærinder. Men turen fra Christiansborg Slotsplads til Magasin var ikke lang nok til, at den kolossale afstand fra døde børn i Mellemøsten til shoppende middelklassedanskere, trygge i deres velfærd - med bugnende opsparingskontoer og en velstand, der kun er de færreste i denne verden forundt - kunne tilbagelægges. Jeg måtte vende om og køre tomhændet hjem, dybt fortvivlet over ulighed og uretfærdighed.

I dagene, der fulgte, spurgte jeg mig selv, som både mange gange før og siden, hvordan man kommer videre derfra, når man laver det, jeg laver.

Hvordan overbeviser man folk om, at de bør fokusere på deres sundhed og velvære, når verden brænder? Hvordan kan man se sig selv i øjnene, når man skal lave opslag om, at det her akupressurpunkt er godt, når man er snottet, og denne her yogaøvelse afspænder en stram nakke?    

Jeg tvivler på, at jeg nogensinde finder svaret. Men en ting ved jeg: Verden lige nu er ikke et kønt sted. Efter på tirsdag er den måske endnu mindre køn.

Også i Danmark fortæller forretningsdrivende om en stigning i aggressive og ubehagelig kunder og grædende ansatte. Selv så jeg for nyligt en salgsassistent i Silvan blive voldsomt overfuset på en ellers ganske fredsommelig søndag.

Da jeg bagefter henvendte mig til hende for at høre, om hun var okay, kunne hun fortælle, at hun slet ikke vidste, hvorfor den kvindelige kunde havde været så rasende. Hun var selv lige kommet til, da hun begyndte at råbe.

Det føles af og til, som om vreden ligger og ulmer overalt, både - i meget høj grad - online, men også ude i virkeligheden.

De to mænd i mit liv er begge store FCK-fans, og selvom jeg ved, at de kan passe på sig selv, var jeg alligevel temmelig glad for, at ingen af dem var til kampen i søndags mod Brøndby, hvor det lange uvenskab mellem de to klubber brød ud i decideret vold. Da min søn et par dage senere var på arbejde udendørs et sted med mange Brøndby-fans bad jeg ham om ikke at bære tøj, der viste hans tilknytning. Og det er fuldkommen absurd! For det er jo trods alt bare fodbold.  

I en letantændelig verden fristes man til at gemme sig væk. Til at vente på, at det er overstået. Men hvad hvis det aldrig bliver overstået? Hvor længe skal vi så gemme os?

I Buddhismen taler man om, at modgiften til vrede er medfølelse. I yogafilosofien er den sindsro. Men jeg vil, som tingene ser ud lige nu, opfordre til, at vi trækker på en tredje modgift. Nemlig glæden. Og i særdeleshed livsglæden. At vi fylder verden med alt det, der er godt. At vi træder ind i gode og nærende fællesskaber, frem for frygtsomt at gemme os væk. At vi minder os selv om, at vi ikke hjælper dem, der får livet frarøvet, ved at give vores eget liv frivilligt fra os ved at leve det i en venteposition.

For vi kan sagtens være glade og medfølende på en gang. Sorgen kan godt sameksistere med begejstringen.

Og det føles faktisk som om jeg har universet med mig, når jeg siger det. For i år er Halloween, hvor vi fejrer mørket og de døde, sammenfaldende med den indiske lysfestival Diwali, hvor det godes sejr over det onde og dermed lysets tilbagekomst fejres.

Og hvordan kan man egentlig ære de døde bedre end ved at minde sig selv om, at lyset skal fejres? Og at livet skal leves her og nu?

For når vi er døde, er vi døde. Hverken mere eller mindre. Men når vi lever, ja, så lever vi. Og det kan gøres mindre. Meget, meget mindre. Eller det kan gøres stort. Så stort, faktisk, at vores strålende hjerter, som en indisk lysfest, kan sende lys langt ind i det mørke, der alt for længe har fyldt alt for meget. Og vi kan næppe gøre det alene. Men vi kan helt sikkert gøre det sammen.

Glædelig Halloween og glædelig Diwali til os alle 🎃🕯

Hos Prana inviteres du ind i et varmt fællesskab med plads til alle og plads til alle følelser. Læs på siderne her om vores forskellige måder at dele yogaen på.