Kan et hjerte være for åbent?

Ordet ”hjerte” bliver flittigt brugt i yoga. Næsten lige så flittigt, får man af og til fornemmelsen af, som på hjertekirurgiske afdelinger verden over. Her er man dog nok primært fokuseret på at få hjerter til at slå godt og stabilt. I yoga, derimod, vil vi gerne have dem til at åbne sig.

Som vi træder ind i den måned, vi ofte betegner som ”hjerternes fest”, har jeg funderet lidt over det åbne hjerte. Og spurgt mig selv om, det kan være for åbent.

Som både behandler og yogalærer ser jeg i disse dage klienter og elever, der bruger de ting, jeg tilbyder i Prana, som en måde at håndtere hjertet på. Ikke det hjertekirurgiske, selvfølgelig, men det åbne. For med det væld af familiære og sociale sammenkomster, som julen ofte byder på – og af og til også kræver et ikke sjældent smertefuldt fravalg af  – kan det åbne hjerte godt udfordres. At høre en yogalærer kvidre om det smukke i at holde hjertet åbent kan derfor opleves som en alt andet end glædesfuld påmindelse om, hvor ondt det gør, når hjertet bærer på smerte, særligt den smerte der er opstået, hvis det i sin åbenhed er blevet svigtet.

I kinesisk medicin ser vi på hjertet som bolig for Shen, sindet. Alt hvad vi oplever passerer således igennem hjertet, hvorfor det er på overarbejde i perioder med mange indtryk. Samtidig spiller hjertets evne til energetisk at skabe varme en aktiv rolle i produktionen af qi – ved at opvarme den før-himmelske qi fra nyrerne – og i vinterkulden og mørket, som påvirker nyrerne negativt, skal vi derfor passe ekstra godt på det og dets varmende effekt.

Så giver det overhovedet mening at snakke om ”hjerteåbnende” praksisser midt i hjerternes fest, hvor vi måske i langt højere grad kunne have brug for at være lidt varsomme med, hvor meget vores hjerte åbnes?

Som kommende forældre er det første, vi hører til vores barn, deres hjertelyd.

Lyden af min søns hurtige, kraftfulde hjerteslag indprentede sig i min hukommelse på en jordemoderklinik på Vesterbro engang i efteråret 2004/vinteren 2005, og nu hvor han netop denne morgen, 20 år senere, er rejst ud i verden indtil midten af april, kan jeg stadig helt tydeligt huske det. Og intet har nogensinde lydt smukkere.

Men så meget glæde, som hjertet kan bringe, så meget kan det også slå os ud.

En af de ting ikke så få konfronteres med ved juletid, er det der i det forgangne år er mistet.

Det kan være et brud med en romantisk partner eller tabet af et familiemedlem, der ikke længere er hos os. Men det kan også være, at vi efter mange års tilløb har valgt en familierelation fra, fordi vi endelig har opgivet håbet om nogensinde at få skabt en forbindelse, der opvejer alt for mange år med svigt. Fordi vi ikke endnu engang vil udsætte os selv for at skulle fordøje julemaden med den kolossale side order af kamel, der skal sluges, hvis relationen skal bevares. Og så kan det være bedre at spise alene, også selvom det gør ondt.

Men der er også smerten, som er indlejret i glæden. Fordi det man har mistet er så dyrebart, at man aldrig ville have været det foruden.

Sådan en smerte ramte midt i november en del af yogaverdenen, som jeg selv i mange år var en del af. For tirsdag d. 12/11 vågnede vi op til nyheden om, at ashtanga yogaens elskede hovedlærer, Sharath Jois, var gået bort dagen forinden. Han havde været på en undervisningsturné i USA, og på en vandretur med en gruppe elever sagde hans hjerte stop.

Sharath, der kun var et par år ældre end mig, var siden min spæde start som ashtanga yoga-udøver tilbage i slutningen af 90’erne altid en fast bestanddel af yogaens firmament. En der altid havde været der og en der, troede vi, altid ville være der.

Første gang Sharath besøgte København, dengang som assistent for sin bedstefar, den daværende guru, deltog jeg i undervisningen.

Efter den guidede klasse kom min søn, på det tidspunkt i kravlestadiet, forbi med sin far for at hilse på. Og da han et kort øjeblik blev sat ned på gulvet, kravlede han forbi den alenlange kø af yogier, der ville røre guruens fødder og direkte hen til den dengang ganske unge mand med det varme smil, der sad lidt for sig selv, og som hjertens gerne ville hilse på min lille dreng. Vi faldt i snak om at være forældre til småbørn, for hans egen datter er kun lidt ældre end K.

Da jeg nogle år senere deltog i endnu et event, var den oprindelige guru gået bort, og det var nu foran Sharaths stol, at den alenlange kø sneglede sig. Jeg fik en fornemmelse af, at han ikke havde glemt, hvordan han for ganske kort tid siden plejede at sidde for sig selv, og at gururollen på den måde – i hvert fald på det tidspunkt af hans liv - var arbitrær, og at han egentlig bare gerne ville undervise i yoga uden at have det store behov for, at man tilbad ved hans fødder. Og i en yogaverden, hvor det af og til kan være svært at komme til for bare egoer, var det i mine øjne et utrolig sympatisk træk.

Selvom mange af mine tidligere ashtanga-kollegaer går ind i juletiden med et kæmpe savn, ikke mindst fordi de travleste måneder at mødes i Mysore hos Sharath plejede at starte på denne tid af året, er jeg dog ikke et sekund i tvivl om, at ingen af dem hellere ville have været tiden med ham foruden, på trods af den smerte, de føler over det alt for tidlige tab af ham. Og det minder os om en af de fineste gaver, som yogaen har at tilbyde os, nemlig vores yogafamilie. Der som alle familier nok kan have sine dysfunktionelle sider, men som for mange af os er blevet i hvert fald et supplement til den familie, vi altid har ønsket os.

Og det bringer os tilbage til det åbne hjerte, og hvordan vi bedst muligt tager vare på det.

Filosof og digter David Whyte siger i sin nye bog Consolations II om kærligheden, at den er ”the daily experience of living in a world that is better than anything we could ever have imagined in our previous longings” (s. 165).

Men som alle der har elsket ved, kommer kærligheden med en pris. For den følges uundgåeligt hånd-i-hånd med frygten for at miste den eller det, vi elsker.

Ikke desto mindre er det svært ikke at ønske sig at leve i en verden, der er bedre end noget, vi nogensinde kunne have forestillet os. Uanset prisen. Og den verden kan kun blive vores, hvis vi holder hjertet åbent. Og minder os selv om, at det engelske courage/mod kommer af det franske couer (hjerte). Og at et åbent hjerte ikke er en sårbar ting, men det mest modige, vi kan forestille os.  

Og det kan ændre den måde, vi går til det åbne hjerte på. Ikke som noget, der bringer os i fare, men som noget, der inviterer os til at leve vores liv ærligt og nærværende.

For hvis hjertet er det sted, som alle vores oplevelser filtreres igennem, kan vi med yogaen øve os i at være helt og fuldt til stede i disse oplevelser. Opmærksomme på både de gode og de mindre gode, der passerer igennem hjertet, og ikke mindst på, hvordan vores krop og sind reagerer på dem. Så vi med tiden kan lære at vælge mere af det til, der gør hjertet godt, og, i så høj grad som det overhovedet er muligt, at vælge det fra, der gør det modsatte.

Således bliver vejen til mindre smerte ikke at lukke hjertet. Eller at passe så meget på det, at intet nogensinde får lov til at gøre ondt. Fordi vi forstår, at stor kærlighed ikke kan eksistere uden potentialet for stor smerte. Vi kan også minde os selv om, at intet menneskeliv nogensinde har været smertefrit. Men at mange menneskeliv i lange stræk har været uden nævneværdig glæde. Og er det så ikke bedre at favne glæden, når vi alligevel aldrig kan gå fri af smerte? Fordi glæden polstrer os til de mørkere dage, især hvis vi forstår ikke at holde krampagtigt fast i den.

Det åbne hjerte bliver dermed et aktivt valg af et liv i ærligt nærvær. Ikke noget, der slår os omkuld. Men noget, der giver os styrken til at klare en dag mere. Også når den dag er svær. Fordi det er den eneste måde vores længsler kan erstattes af et liv, der er bedre end noget, vi overhovedet kan forestille os. Ikke altid perfekt måske, men ærligt, nærværende og modigt vores. Og med plads til mere kærlighed, end vi vidste eksisterede, før vi åbnede hjertet.

Skøn december til jer alle ❤️

Vær med til vores nytårsklasse Med hjertet forrest d. 31/12 kl. 11-12.15 (tilmelding nødvendig).

Lær at integrere yoga, yogafilosofi og kinesisk medicin i dit eget liv på vores 200-timer Yoga Alliance-godkendte yogalæreruddannelse, der starter d. 22/2-25.