Yoga som livspraksis - tanker på vej ind i et nyt år

Hvad beriger os med en fredfyldt fornemmelse af vedvarende tilfredshed? Og hvad gør det modsatte?

Som vi med forsigtige skridt bevæger os ind i et nyt år – mange af os stadigvæk lettere forslåede af det forgangne års udfordringer – er der forskellige måder at favne, og lade sig favne af, det nye på.

Vi kan være stålsatte i vores overbevisning om, at det er NU, de nye, gode vaner skal implementeres. Ud med det usunde, ind med det sunde og masser af hård træning. Men hvis det nye ikke støttes af en eller anden grad af tilfredshed og endda velbehag undervejs, har de nye vaner som regel trange kår. For kun de færreste af os finder vedvarende glæde i præstationen. Der skal også helst lidt nydelse til, og selvom dette muligvis skyldes min egen præference, så er jeg altså ikke sikker på, at vedvarende nydelse findes i hverken sellerijuice eller træning, hvor man føler, at man dør en lille smule hver gang. Ikke i så høj grad som den findes i et velsmagende måltid eller i træning, hvor man føler sig strålende og nærværende i live, i hvert fald.

En af de ting, der for en yogalærer ikke udelukkende skaber en følelse af tilfredshed, er de sociale medier, som vi langt hen ad vejen og særligt, hvis vi driver et yogastudie, er nødt til at være aktive på. For det er selvfølgelig dejligt at interagere med vores elever og måske finde nye interesserede, som vi kan dele vores undervisning med, men ikke sjældent er det svært at italesætte de gaver, som en livslang yogapraksis giver, når det sted, man prøver at italesætte dem, er skabt til de hurtige quick-fixes og til ting, der går viralt. Og meget kan man sige om en stabil yogapraksis, men den er altså ikke skabt til at gå viralt.

Men selvom jeg i perioder kan være inderligt træt af de sociale medier, på en måde som jeg aldrig nogensinde bliver træt af min undervisning eller min egen praksis på, fik jeg alligevel en lille gave af Instagram i julen. For her faldt jeg over et opslag, hvor tre yogalærere i ramme alvor diskuterede, hvordan man kunne opnå at få 230.000 følgere, som den ene af dem åbenbart havde. Som om det var et mål i sig selv.

Men hvad nytter 230.000 tusind følgere, hvis det man deler, er det, der gør det muligt at få så mange følgere? Nemlig det overfladiske, de hurtige løsninger og frem for alt den fortælling, som ikke er og aldrig har været yogaens: At vi aldrig rigtig er gode nok. At der altid er noget, der skal strammes op, glattes ud og trænes væk. For det er jo det, der sælger: At tale til folks usikkerhed, så de bliver ved med at købe. (Der findes selvsagt populære og samtidig seriøse yogalærere med mange følgere, også nogle af dem, jeg selv er dybt inspireret af, men det er stadigvæk ikke dem, der er mest populære).

I sin kerne tilbyder yogaen det fuldkommen modsatte af forsøget på at sælge os den usikkerhed, der får os til hele tiden at forbruge. Og min gave fra Instagram var én gang for alle at lægge længslen efter det store og imponerende fra mig. For jeg kan og vil ikke sælge hurtige løsninger. Det har jeg aldrig gjort, og det kommer jeg aldrig til at gøre.

Det, jeg deler, er det yogaen har givet mig siden jeg var 24. I slutningen af januar er det 27 år siden, jeg for første gang stillede mig på en yogamåtte og begyndte den helingsproces, som har lært mig at føle selvkærlighed og -respekt, noget jeg ikke havde med mig fra min opvækst. For jeg er - som mange andre, der har gjort yogaens til deres livsvej - vokset op i en familie, hvor mentale ubalancer fyldte, men desværre også blev fejet ind under gulvtæppet og til dels drukket væk af voksne, der ikke havde redskaberne til at håndtere deres udfordringer på en moden måde.

Jeg har bevæget mig nogenlunde uskadt igennem og ud af den slags svære forhold, som man så let ender i, hvis man aldrig har lært, hvordan ubetinget kærlighed føles. Jeg har med yogaen opdaget, hvordan det altid at gå på æggeskaller i sine relationer muligvis giver en evnen til at kunne aflæse alle energier i et rum hele tiden, hvilket er temmelig brugbart for en yogalærer. Men jeg har også erkendt, at det ikke er en bæredygtig måde at leve på i sit privatliv, og at man godt kan øve sig på og med tiden endda lære at leve i relationer, hvor man føler sig tryg.

Med yogaen har jeg formået at stille skarpt på min egen families generationelle traumer, så de ikke er blevet givet videre til min søn, som derfor har kunnet bevæge sig ud i verden med en kropsligt funderet fornemmelse af at være inderligt elsket og helt og aldeles god nok lige præcis som han er. Og selvom jeg i mange år fortalte mig selv, at det trods alt var glædeligt, at jeg fra en tidlig alder havde lært at være selvstændig og passe på mig selv, har det været lidt af en øjenåbner at se, at man kan blive lige præcis så selvstændig som jeg er det igennem oplevelsen af urokkelig kærlighed, i hvert fald så længe den ikke er omklamrende.

Igennem yogaen har jeg også lært at elske min krop. Jeg har lært at nære den med ting, der gør den godt, og som jeg nyder at spise. Så jeg bliver mæt og aldrig føler, at jeg giver afkald på noget, endda helt uden dårlig samvittighed. Jeg har lært at bevæge den på en måde, der får den til at føles på en gang stærk og blød, i stand til både at stå fast og gøre det, som jeg har brug for fysisk at kunne gøre med et af og til fysisk krævende job, men uden at miste evnen til at slippe og slappe af.

Og intet af det er kommet uden et vedvarende fokus og et ønske om at leve et liv i den mentale balance, som jeg med udgangspunkt i min opvækst absolut ikke har kunnet tage for givet.

Og yogaen har været med mig hele vejen. På mange måder, men først og fremmest ved at lære mig, hvordan jeg igen og igen kan undersøge mine tankers mange drejninger. Ved at stille skarpt på, hvor de drejer hen. Og om det er et brugbart sted at være. Eller om jeg ikke har været der nok gange til at vide, at jeg næppe finder noget særlig godt der.

Det er selvsagt, for enhver der har stillet bare den mindste smule skarpt på sindet, et arbejde, der næppe nogensinde slutter. Men med den plads til det, som yogaen giver, er det et arbejde, der bliver ved med at give. Og gaven er sindsro. En væren i verden, som giver friheden til at man kan få øje på alt det smukke og gode frem for at man udelukkende fortaber sig i alt det svære.

Og det er nok derfor, at jeg nogle gange sukker lidt opgivende over meget yoga på de sociale medier. Fordi yogaen i sin kerne ikke er endnu et sted, hvor vi skal præstere eller nøjes med hurtige løsninger, der sjældent løser særlig meget. Men derimod er en livspraksis - og en livslang praksis - der viser os vejen hjem til os selv.

Så det er mit håb for 2025. Ikke at få 230.000 følgere. Men at kunne blive ved med at dele yogaen som en livspraksis, der hjælper dig til at stå på én gang stærkt og blødt i verden, og som inviterer dig til at elske dig selv på en måde, der føles som frihed.

Vores 200-timers uddannelse tager udgangspunkt i yogaen som en livspraksis, med plads til både yogafilosofi, bevægelse og sindsro mv. Vi starter til februar, og der er stadig plads.

På alle vores ugentlige klasser er det muligt at modificere det, vi laver, så alle får noget ud af undervisningen. Vi har derfor ikke niveau-inddelte hold, og du er velkommen på det hold, der passer dig. Nogle er mere dynamiske, nogle er mere stille, men har du ikke store skader, passer de alle til dig. Du kan købe enkelte klasser, klippekort, betale for en måned eller for en længere perioder. Medlemskaber inkluderer vores online-gruppe, hvor du ugentligt får en ny klasse, samt adgang til ca. 200 yogavideoer.

Hvis du vil i gang efter en skade eller operation, kan du overveje at starte op med et privatforløb, hvor du får tid til at lære din krop at kende igen.