Yogaens svanesang eller en ny begyndelse? Om yoga, "yoga" og kvinders sundhed

”There is an entire generation of women who are drowning, because they were raised with traditional gender roles while being empowered to be independent. These women still take on the majority of house duties while simultaneously killing it in the workplace. They’re tired”.

Da jeg læste dette citat af en Dr. Boyd på Instagram for nylig, kom jeg til at tænke på en veninde. Hun er enlig mor til tre børn, har selvfølgelig fuldtidsarbejde for at forsørge dem, betale husleje osv., og hun skal altid holde tungen lige i munden for at få tingene til at gå op i en højere enhed, både økonomisk og tidsmæssigt.

Hun var derfor virkelig stolt, da hun kunne vise sin mor et foto af de nye, tætte og mere energirigtige vinduer, hun havde fundet penge til at få installeret.

”Nå, men kan du så også finde tid til at gøre de der vindueskarme rene?” var morens respons.

Det er hverken første og helt sikkert heller ikke sidste gang, at 50’ernes kvindesyn sniger sig ind i hverdagen hos en moderne kvinde, for hvem funklende vindueskarme ikke som udgangspunkt er et statussymbol, men hurtigt kan blive det, hvis hun mødes af omverdenens fordømmelse. I hvert fald bliver de let en kilde til dårlig samvittighed, også selvom det er hendes eget hårde arbejde, der har betalt for dem.

På weekendens workshop om kvindebalance i Prana dykkede vi med hjælp fra både kinesisk medicin og hormonlære ned i, hvad der sker, når vi udsættes for vedvarende stress.

Her mindede vi som altid deltagerne om, at stress ikke kun er en reaktion på virkelig fare, men også en reaktion på en fare, der i højere grad er imaginær end reel. Og en af de helt store stressfaktorer er ikke at ”passe ind i flokken”.

For selvom vi ikke længere deler huler med vores stamme, er vi evolutionært ikke fulgt helt med det hyper-individualiserede samfund, vi lever i, og andres mening om os betyder derfor stadig noget. Også ofte meget mere end den burde.

I den forbindelse er det for mig altid tankevækkende, at mange af de symptomer, som en længerevarende udskillelse af stresshormonet kortisol medfører, til forveksling ligner overgangsaldersymptomer hos kvinder. Og selvom det er en diskussion til en anden dag, hvor vi kan mødes i Prana og bruge nogle timer på at gennemgå dette emne, så kan jeg ikke lade være med at tænke på, om den epidemi af voldsomme overgangsaldersymptomer, som mange, og i særdeleshed højt performende kvinder, i disse dage fortæller om, i højere grad skyldes stress end det faktum, at de er født som kvinder og har nået en vis alder. Og det spiller en rolle, hvordan ubehaget – selvom det vil opleves ens uanset hvad vi begrunder det med - er opstået.

For den ene grund kan, til dels i hvert fald, gøres personlig: ”Du har det skidt, fordi du er kvinde. Det er helt normalt. Det må du lære at leve med”.

Den anden grund er systemisk. Den skyldes den måde, vi skaber samfund på, og derfor kræver den, at vi i stedet for at lægge ansvaret på skuldrene af den enkelte kvinde som samfund tager en diskussion om, hvordan vi mindsker den stress, der gør kvinder syge. Og den understreger også, som feminister i den første bølge for snart mange år siden beskrev det, at det personlige ikke bare er personligt, når det kommer til kvinders rettigheder og i dette tilfælde sundhed. Det personlige er politisk.

Som yogalærer synes jeg egentlig, at jeg sidder med mange gode kort på hånden, når det kommer til at hjælpe mine kvindelige – og selvfølgelig også mine mandlige – elever til større trivsel.

Der er selvfølgelig den nedregulering af et stresset nervesystem, som yogaen er kendt for at understøtte (i hvert fald den yoga, der ikke stresser yderligere med et opskruet tempo, hårdt fysisk pres og høj musik. At man kalder en praksis for ”yoga” er jo nemlig ikke nok til at hele et nervesystem, der er fastlåst i en stresstilstand, hvis indholdet ikke rent faktisk fordrer til en nedregulering af nervesystemet.)

Men der er, ud over mange skønne redskaber i yogaen værktøjskasse også – og det er for mig faktisk endnu vigtigere, når stress skal undgås – det kritiske blik, vi med yogaen kan lære at kaste på, hvordan vi er i verden og hvilke mønstre, der styrer denne væren.

Det blik er i bund og grund yogaens kerneessens, i hvert fald hvis vi vil lære at stilne sindets drejninger, hvilket igennem de sidste par tusind år har været målet med yogaen.

Jeg bliver dog mere og mere bevidst om, at denne kerneessens er truet.

Der har længe været snak om kulturel appropriering af yogaen, og en stor del af denne appropriering kommer fra den måde, som sen-kapitalistiske markedskræfter har taget yogaen til sig på.

Fra at være en praksis, der viser os vejen til frihed, er yogaen i stigende grad i fare for at blive misforstået som en praksis, der holder os fast i overfladen. En praksis, der i højere grad end mental frihed handler om nye sæt matchende yogatøj i sæsonens farver, om yoga-events for influencere med uddeling af goodiebags fyldt med lækre cremer og andet skønhedstilbehør, om at filme sin praksis så man kan dele den på de sociale medier og få likes for hvor smidig, stærk og mindfuld man er og meget mere af alt det, der fylder, når vi bruger ordet ”yoga” i dag.

Og hvem kan ikke lide alt, hvad der er lækkert?

Min rolle her handler da heller ikke så meget om at være puritaner, men simpelthen om at påpege, at så længe vi kalder det for yoga, som holder os fast i et mønster af forbrug og i vigtigheden af andres blikke på os, så bruger vi yogaen som en måde at holde fast i stressen på. Frem for en måde til at formindske den på.

Når det sker, bliver yogaen til endnu en kilde til stressrelateret mistrivsel og potentiel sygdom. Frem for en måde at mindske disse tilstande på.

Og når det sker, vil jeg insistere på, at vi ikke længere kan kalde det, der tilbydes, for yoga. Men bare ”yoga”. Og i ”yoga” er der ikke længere et spor af den frihed at finde, som ellers altid har været yogaens endemål.

Hvordan kommer vi videre herfra? spørger jeg for tiden næsten hver dag mig selv. Og ikke mindst: Hvordan kommer jeg videre?

Er det blevet tid til, at jeg kaster håndklædet i ringen og nøjes med at fokusere på min egen praksis frem for at bruge min viden til at være der for andre?

For jeg kommer aldrig til at tale sen-kapitalismens sprog, når det kommer til yoga, og bare det at jeg bruger et ord som ”sen-kapitalisme” i en tekst om yoga kan være grund nok til, at jeg aldrig får en eneste ny yogaelev på besøg i Prana. For det er godt nok ikke lige så lækkert som en gavepose med en lemongrass facemist, en lipbalm af økologisk honning og en ny yogatop!

Lige nu aner jeg det simpelthen ikke.

En ting jeg med sikkerhed ved er dog, at jeg netop har undervist et retreat i Thailand for en gruppe af yoga- og livserfarne kvindelige yogaudøvere, hvor vi fra første dag trådte direkte ind i kernen af yoga.

Vi sansede det at være til, når selvet blev sat på pause. Vi stillede igen og igen, med en ikke lille grad af frygtløshed, skarpt på vores tankemæssige vanemønstre og på at slippe dem, der ikke skulle med videre. Vi mærkede, hvad kroppen rent faktisk havde brug for, når vi gav os tid til at lægge afstand til det, vi syntes, vi burde gøre, når snakken falder på sundhed. Og vi undersøgte den sindsro og potentielle frihed der er, når vi ikke længere tillod at få trukket et alt for snævert kvindebegreb ned over hovedet.

Som vi rundede af sidste dag, var det lige præcis denne frihed, der var i centrum i deltagernes tilbagemeldinger.

Taknemmeligheden over at have stillet skarpt på friheden til at stå autentisk og med plads til det sansemættede liv. En plads, der opstår, når bekymringen om andres tanker om os forstummer. Glæden ved den gave det er at vælge sig selv til og andres ideer om os fra. Og gaven det er at vide, at vi ikke er de eneste, der ønsker dette, og at vi kan støtte hinanden i at få det opfyldt.

Ovenpå sådan en oplevelse kan jeg ikke rigtig forestille mig ikke længere at skulle dele yogaen som en vej til selvindsigt og frihed, som jeg har gjort det i mere end et kvart århundrede nu. Men så vender jeg tilbage til et vintertungt Danmark og savner opbakning til mit arbejde, og så kommer jeg alligevel i tvivl.

Ikke desto mindre er jeg, også baseret på weekenden om kvindebalance og den vigtige viden og de vigtige diskussioner, vi delte der, villig til at give yogaen i Prana en sidste chance. For der er brug for små yogasteder, hvor yogaen ikke handler om præstation. Ikke handler om at se ud på en særlig måde. Eller være klædt på en særlig måde.

Der er brug for yogaskoler, hvor du i din praksis kan lægge afstand til andres forventninger til dig – og også til dine egne – og simpelthen bare være. Lige præcis som du er. I hvert nærværende åndedrag. Så din yoga kan blive din vej ikke bare til sundhed, men også til frihed. Og til et liv med plads til dig, støvede vindueskarme eller ej.

Brug et halvt år på at fordybe dig i yogaens essens, integrere den i dit liv og få redskaberne til at dele den med andre. Vi starter vores 200-timers basisuddannelse op d. 22/3, og vi har mere end 12 års erfaring med at uddanne yogalærere i Prana.

Er du allerede yogalærer – eller simpelthen en dedikeret yogaudøver – har vi masser af spændende og inspirerende workshops på programmet – f.eks. den 55-timers overbygning om yogaens klassiske aspekter: Pranayama, yogafilosofi og meditation.

Du kan altid finde en oversigt over vores mange skønne tilbud på Nyt fra Prana-siden. Jo før du tilmelder dig, jo gladere bliver vi, og med din tilmelding er du med til at sikre, at vi fortsat kan tilbyde yoga som en vej til større sindsro og mental frihed i Magstræde.