Kvinde, kend din frihed

af Ann-Charlotte Monrad

På grænsen mellem København og Frederiksberg blev jeg fanget af et voldsomt regnvejr i dag. Jeg søgte ly under halvtaget på en tankstation og brugte de første øjeblikke på at skælde lidt ud på Danmark, hvor jeg som de fleste andre danskere har været fanget siden efteråret 2020. For ikke bare har anden nedlukning været en lang vandring op ad bakke for så mange af os: Selv ikke vejret har givet os et hårdt tiltrængt pusterum ved bare at være godt.

Jeg blev færdig med at skælde ud inden regnen stoppede, og der, i lugten af benzin fra biler, der blev fyldt op, dukkede et minde op fra et andet uvejr og en anden tankstation. Det var i Vietnam, på min første virkelig lange rejse. Jeg var på vej med minibus fra kysten til Hanoi. En tur, der skulle have varet 12 timer, men som på grund af vejarbejde overalt endte med at vare 34. Hen under aften var vejret blevet dårligere og dårligere, samtidig med at vores chauffør var blevet mere og mere fuld. Kombineret med en del hårnålesving på ruten virkede det som en ret uheldig situation, og da vi endelig holdt ind for at tanke, fik jeg forklaret den venlige tankpasser vores situation. Hun tilbød os, at vi kunne blive i tankens værksted, indtil regnen holdt op eller vores chauffør blev ædru. Da heftige lyn og kraftige tordenskrald var en del af uvejret, faldt det mig dog ind, at en tankstation måske ikke var det sikreste sted at overnatte, og efter endnu en hasarderet køretur, hvor jeg med hjælp fra min guidebog fik lært alle de andre passagerer ordet for ”hotel” på vietnamesisk, lykkedes det os at råbe det så højt og så længe, at vores chauffør endelig stoppede. Ved et hotel, der ikke indlogerede udlændinge, selvfølgelig. Men på det tidspunkt var jeg blevet så ferm til at tolke fra fransk (de andre passagerer) til engelsk og lidt vietnamesisk og tilbage igen, at jeg fik hotellets ejer til at gøre en undtagelse. At jeg var 22 år gammel holdt mig nemlig ikke tilbage fra at tage styrringen, og siden den oplevelse har der været få ting, jeg ikke har kunnet få løst, når jeg har været ude i verden. Der har heller ikke været noget, der har skabt så dyrebare minder, eller noget, der har givet mig den samme fornemmelse af frihed. Og frihed er nok den følelse, der betyder mest for mig.

Men frihed i forhold til at rejse er ikke en neutral størrelse længere. Der er beslutninger, som skal træffes, for eksempel i forhold til vaccination. Og det har fået mig til at tænke over, hvor fri jeg egentlig er i min krop i det hele taget, for som enhver med feministiske tendenser ved, er det personlige politisk: Kvindekroppen er mange ting, men egentlig fri er den ikke.

Der er de små krav som barbering af ben og armhuler, som mange af os nok ikke tænker meget over i det daglige, men som både kræver tid og penge, og som, hvis vi undlader at gøre dem, bliver et slags politisk statement. Der er, som vi bliver ældre, ting, der kan strammes, strækkes og gøres mindre – uanset om man tyer til naturlige eller mindre naturlige metoder – og ældre er for mange i dag ikke ældre end +30. Der er holdninger til, hvor hurtigt man skal i form igen, når man har født, og holdninger til i hvor god form man skal være i det hele taget, ligesom der selvfølgelig er holdninger til moderskabet og hvad der giver kvindelivet værdi. Der er massevis af holdninger til, hvad man kan tillade sig at klæde sig i hvornår i livet, også hvis man er tidligere statsminister eller dansk supermodel, og de holdninger er særligt stærke i forhold til kvinder, der har passeret de fyrre og (endnu værre) de halvtreds. Men der er mindst lige så mange holdninger til vores fremtoning, når vi er yngre. Fra jeg var i mine tidlige teenageår har mænd følt det som deres ret at kommentere på mit udseende. Fra klassikeren ”Smil lidt mere” til det ikke voldsomt charmerende ”Patter”, sagt af en forbipasserende, midaldrende mand, da jeg som femtenårig var på vej til toget i Lyngby. Og jeg kan forstå på min søns veninder, at den slags oplevelser ikke er forsvundet i dag, snarere tværtimod.

Der er også forbud i forhold til kvindekroppen. Mine mandlige kollegaer må poste topløse billeder på de sociale medier, men mine kvindelige brystvorter er censurerede. Temaet abort er netop blevet bragt på bane af Kristendemokraterne, og en højredrejet politiker har for mindre end en uge siden opfordret kvinder til at ”bløde af hjemmefra” i stedet for at forvente hygiejneprodukter betalt af staten på de offentlige toiletter. At man skal ”bløde af hjemmefra” lyder for øvrigt overraskende ufrit i forhold til, at det kommer fra et parti, der påstår, at de sætter frihed over alt (i hvert fald hvis man er en hvid mand).

At menstruation ikke engang må komme ud af kroppen, men meget gerne skal holdes inde af tamponer, er et andet eksempel på, at kvindekroppen er alt andet end fri, når det kommer til dens naturlige rytmer. Og brugen af hormonregulerende prævention som en måde at balancere cyklus på selv hos helt unge piger er i mine øjne decideret skræmmende.

Men hvad gør vi i forhold til alle de ovenstående ting? Langt hen ad vejen accepterer vi dem som almindelig hverdag for kvinder i et land, hvor vi trods alt har mere frihed, end mange andre steder i verden. Og det understreger for mig én ting: Kvindekroppen er mange ting. Men fri? Det er den ikke.

Måske derfor har jeg altid nydt at være på farten. Jeg elsker at bevæge mig fra sted til sted, hvor jeg ikke kender nogen, og hvor jeg ikke skal leve op til nogen forestillinger om, hvordan en kvinde skal opføre sig eller se ud. Alene med mit kamera, min notesblok og mit blik, muligvis uden nybarberede ben. Som på den lange rejse, hvor turen til Vietnam var starten, og hvor jeg tilbragte månedsvis i det samme par thailandske batikposebukser, en løs t-shirt og med en Hard Rock Café-kasket trukket godt ned i panden. I et forsøg på så anonymt som muligt at kunne suge så meget af den mageløse verden til mig, som jeg kunne, inden jeg skulle vende hjem til en hverdag, hvor jeg i langt højere grad lå under for samfundets kønnede normer og forventninger til mig som kvinde.

Har et år med nedlukning og noget, der fra tid til anden nærmest har føltes som husarrest, vist mig noget i forhold til min kvindeidentitet så er det, at jeg aldrig for alvor bliver interesseret i at indrette mit hjem og købe blomstrede pyntepuder, og at jeg stadigvæk køber ind som en nitten-årig mand, der lige er flytte hjemmefra. Så i disse dage funderer jeg over, hvordan jeg bedst muligt bliver den mest frie udgave af mig selv igen, på farten i verden, og hvilke valg, jeg skal træffe, for at blive det. Jeg tænker også over de mange definitioner af frihed, jeg støder på. Som for eksempel at frihed for en dansk yogalærer nok er anderledes end frihed for en indisk chaiwalla i Delhi, der helt sikkert vil føle sig mere fri med en vaccine i kroppen end uden.

I forhold til spørgsmålet om frihed for kvinder, også de danske, kan jeg ikke lade være med at fundere over, hvordan vi kommer videre herfra. For corona spiller stadig en rolle i samfundet. Men lige om lidt er det hverdag igen. Og når det kommer til køn, er det så ikke ved at være på høje tid med en frihed, der ikke er kønsbestemt?

På workshoppen En fin balance lørdag d. 3/7 kl. 10-12.30 sætter jeg fokus på at skabe balance i livet med yoga og kinesisk medicin med særligt fokus på kvindekroppen.