Hvad er du bange for?

af Ann-Charlotte Monrad

For nylig vågnede jeg midt om natten med et sæt. Der var nogen, der rumsterede i underetagen af mit hus, og det burde der ikke være, for jeg var alene hjemme.

Med bankende hjerte tændte jeg lyset, åbnede døren til mit soveværelse og råbte med så dyb stemme, jeg kunne: ”Hvad foregår der her?” eller noget andet og meget lidt skræmmende i den stil. ”Øh”, lød min søns stemme. ”Det er bare mig. Glemte jeg at skrive, at jeg sover her i nat?”

Som mor til en socialt anlagt teenager burde jeg måske ikke være blevet taget sådan på sengen. De fleste af hans venner bor i vores område, og faste weekender er derfor en noget løs størrelse i vores lille skilsmissefamilie. Men inden jeg havde nået at tænke klart, var jeg blevet ramt af den frygt, man altid bærer rundt på som kvinde: Sårbarheden i forhold til mulige overgreb. Og sådan er det med frygt: Den gør det meget, meget svært at tænke klart.

Selv efter jeg havde krammet min søn, skældt ham venligt ud og sendt ham i seng, bankede mit hjerte hårdt og hurtigt, og det tog i hvert fald en times tid, før mit nervesystem var faldet så meget til ro, at søvnen kunne indfinde sig. For vores system er gearet til at passe på os og reagere på fare, og en god dag er i systemets optik derfor en, hvor vi har overlevet, uanset hvordan dagen så ellers har foldet sig ud. Det er også derfor kroppen er i stand til at opretholde et niveau af stress uafbrudt, hvis vi konstant er ramt af følelsen af at være i fare. Og selvom den kemiske proces ikke er helt den samme ved akut stress og vedvarende stress, så behøver man næppe være biolog for at forstå, at hvor akut stress kan have den fordel, at den får os til at overleve en akut farefuld situation, så er vedvarende stress i sidste ende nedbrydende for kroppen.

Kigger vi på stress forårsaget af frygt med den kinesiske medicin i ryggen vil vi se, at langvarig frygt, der i dette system særligt påvirker Nyrerne, tærer på vores medfødte grundenergi, jing, som Nyrerne som funktion er ansvarlige for. Frygt, der ikke vil slippe, nedbryder altså også her vores evne til at opretholde vores sundhed over tid.

Som sikkert mange andre danskere tilbragte jeg en meget stille påske med at gense nogle af Harry Potter-filmene. Ud over at den væg med endeløse, frihedsberøvende forbud, som Dolores Umbridge får installeret på Hogwarts i Harry Potter og Fønixordenen, virker skræmmende bekendt lige nu, er særligt en anden scene utrolig relevant for vores nutid, nemlig den hvor Harrys årgang skal lære at kæmpe mod en Boggart, et væsen der tager form efter ens største frygt.

Og selvom det sidste år har været noget fattigt på magi, så er det en kamp, vi ikke kan undgå at genkende. For lige nu har vi alle en Boggart at kæmpe imod, og den tager næsten lige så mange former, som vi er mennesker.

Igennem hele det sidste forår var den største frygt selvfølgelig selve sygdommen corona. Nogle af os var ret hurtige til at italesætte, at det virkede temmelig enøjet kun at fokusere på den, når mange andre problemer ville støde til (jeg begyndte selv at dele denne holdning i mine skriverier fra slutningen af marts 2020), men vi havde i den grad konsensus imod os: Der var kun en ting at frygte, mente et overvældende flertal, og det var corona.

Corona-boggarten har holdt fast i mange lige siden. Selv fik jeg på en Facebook-kommentar den respons af en vred bekendt, at alle mine elever ville dø af corona, hvis jeg ikke passede på. Da mine elever er en gruppe ekstremt sunde kvinder i alderen 20-55 var den påstand rimelig langt ude, men desværre ikke ualmindelig i debatten på de sociale medier.

Der begyndte dog at komme andre former for frygt til: Frygten for de unges trivsel, for danskernes generelle sundhed, for en lang række branchers overlevelse mm.

Og nu har vi en ny frygt: Frygten for om landets mest hårdt ramte brancher kan overleve en genåbning med coronapas. Denne frygt deler mange af os i yogaverdenen. For hvis du går til yoga to-tre gange om ugen betyder det, at du – med mindre du er vaccineret eller har været smittet - skal testes to-tre gange om ugen for at rulle din måtte ud på din favorit yogaskole. Og gider du mon det?

Som yogalærer skal jeg spille coronapoliti og holde fast i den sygdomsfrygt, som coronapasset symboliserer ved kontinuerlig testning af raske mennesker, for at få lov til at åbne min forretning, og intet i mit værdisæt kan retfærdiggøre det. På den anden side ønsker jeg intenst at dele yogaen i et fælles rum, og jeg kan heller ikke blive ved med at leve nøjsomt af min opsparing. Og det dilemma har jeg endnu ikke fundet en løsning på. Så jeg læner mig lidt op ad min fars pragmatiske tilgang til livet: De svære ting plejer at gå over af sig selv.

En sidste frygt, der er kommet til på det sidste, er netop udsprunget af ideen om passet, og den fornemmelse mange i yogakredse har af at passet skal gøre vores liv så besværlige som muligt, så vi i sidste ende overgiver os og lader os vaccinere, selvom vi måske ikke ønsker det og føler det som et overgreb på vores krop og frihed. Og jeg forstår protesterne! Men jeg vil alligevel stille mig en smule kritisk. Og det vil jeg gøre mens jeg ihukommer endnu en Harry Potter-scene, nemlig den, hvor Neville Longbottom prøver at stoppe sine venner Harry, Hermione og Ron fra at snige sig ud efter sengetid, en bedrift han får ti point for af Dumbledore, fordi det er lettere at stille op mod sine fjender end det er at stille op mod sine venner.

For ligeså ekstrem som mange af os igennem det sidste år har oplevet frygten for corona, ligeså ekstrem begynder modstanden mod vacciner i mine øjne i visse tilfælde at være. For mig sprang kæden af, da jeg fra en bekendt modtog en healers beskrivelse af, hvordan en af hendes klienters sjæl simpelthen var blevet drevet væk fra den fysiske krop af vaccinen.

Sådan en udtalelse er meget svær at underbygge, og med mindre man arrangerer f.eks. 30 healere med 25 klienter med og 25 klienter uden vaccine hver, og uden at hverken healere eller klienter ved, hvem der er blevet vaccineret og hvem der har fået placebo, og et overbevisende antal når til samme konklusion (uden på forhånd at have kendskab til denne konklusion: at vaccinen får sjælen til at drive væk fra kroppen), så er det en anekdote, der ikke kan bruges til andet end at skabe endnu mere frygt i en verden, der snart ikke kan bære mere. Og den frygt vil også påvirke dit eget system negativt!

Jeg har derfor sat mig selv denne opgave: At se på verden uden frygt. For ja, umiddelbart fylder det at miste friheden også hos mig. Men selvom jeg på ingen måde er tilhænger af hverken sygeliggørende og meget, meget dyr massetestning eller nødgodkendte vacciner til alle verdens borgere, så ser jeg det faktisk ikke som en forværring af vores frihedsrettigheder, men bare som en synliggørelse af deres i forvejen trange kår. For allerede inden marts 2020 kunne stort set samtlige af vores handlinger følges digitalt: Hvor vi tog metroen hen med vores personlige rejsekort, hvad vi betalte for med vores dankort, hvilke hjemmesider vi besøgte og meget mere. Og jeg håber, at det sidste års fokus på hvad frihed vil sige måske i sidste ende kan føre noget godt med sig. Personligt er jeg i hvert fald i gang med at lægge fremtidsplaner for et mindre gennemreguleret liv med andre værdier end dem, der ikke bare har gjort udskamning af kritikere, men også borgeres anmeldelser af hinanden til noget alment acceptabelt her til lands.

Et sted at starte en lille revolution mod frygten, også frygten for tabet af frihed, er simpelthen ved at stille dig selv spørgsmålet: ”Hvad er du bange for?” Og derefter at spørge dig selv, om denne frygt er skadelig, både for dig selv og dine omgivelser.

At slippe frygten er ikke det samme som at overgive dig til magten, men en mulighed for at reagere på verden omkring dig fra et sted af klarsyn.

Måske vi kan starte med at give os selv fri for alt det, vi er bange for, om det så bare er for en enkelt dag eller to. Debatten på Facebook går helt sikkert ikke i stå, selvom vi holder op med at blande os et døgns tid...

For en stund kan vi fylde hjertet og hinanden med alt, der er en modvægt til frygten og insistere på at leve. Hinsides frygten for sygdom, vacciner og alle de andre ting, der falder os ind, når vi stiller os selv spørgsmålet: ”Hvad er du bange for?”

For livet folder sig ud trods alt. Selvom meget lidt igennem de sidste 3,5 år af mit liv er blevet, som jeg ønskede det, så tror jeg stadig på det. Og jeg ved, at hverken det eller jeg fortjener mere frygt. Jeg ved, at jeg ikke kan skabe en bæredygtig fremtid fra et sted af frygt.

Så lige nu kan jeg ikke komme i tanke om en vigtigere opfordring end denne: Lad os ære vores liv og ønsket om frihed ved simpelthen at holde op med at være bange. Uanset hvad det er, vi er bange for. Lige nu vil intet være mere revolutionært eller sundere end det.

Mandag kl. 17-18 underviser jeg sammen med Thor en klasse på Prana livestream, der sætter fokus på den forlængede meridian, der består af hjerte-tyndtarm-urinblære-nyre - en fantastisk måde fysisk at balancere frygt og glæde.