Bedre sammen

Uddrag fra Vejen hjem - yoga for livet

(Ann-Charlottes kommende bog)

Hvad ville du redde med dig ud, hvis dit hus brændte?

Som mennesker har vi længe opnået status igennem de ting, vi kan købe os til. Nutidens influencere, der også tæller visse yogalærere, har sågar gjort karrierer ud af at anbefale os andre ting, som de påstår, vi ikke kan leve uden.

Men har et år med meget begrænset menneskelig kontakt lært os noget, så er det nok, at vi kan online-shoppe dagen lang (hvis vi da har råd), men at intet måler sig med samvær med vores nære og kære, når det kommer til en dyb fornemmelse af tilfredshed: Det der får os igennem livet er at kunne kramme, snakke om løst og fast ansigt til ansigt, så vi kan se hinanden i øjnene og fornemme, hvor vi hver især er i livet igennem vores kropsholdning og udstråling.

Dr. Stephen Porges beskriver med sin revolutionerende poly vagal theory, der blandt andet har ændret måden, man i dag arbejder med traumepatienter på, hvordan vi som art har udviklet os til at skabe balance i vores nervesystem igennem det, han kalder co-regulation, og som sker igennem stemmeføring, ansigtsudtryk mv. At holde afstand, skabe distance, dække vores ansigter til og anbefale ensomheden er således den sikre vej til en befolkning med stressede nervesystemer.

Vi har som art brug for at fylde vores nærhed og hjerter med mennesker, hvis vi vil overleve. Og lige præcis hjertet skaber faktisk yderligere forbindelser imellem os, også set ud fra et fysisk perspektiv.

Lægger vi hånden på vores eget, kan vi mærke dets slag mod vores ribben. Og hjertets elektromagnetiske bølger når endnu længere ud end vores hånd. Faktisk er hjertets elektromagnetiske felt 5000 gange større end hjernens og kan måles flere meter ud i rummet. Hvilket vil sige at uanset hvor meget afstand vi insisterer på at holde til andre, så er der stadig en god chance for, at vores hjertebølger møder deres. Og vi kan så spekulere over, hvilke signaler disse hjertebølger sender, både når vi er i ro, og når vi er angste. Et sundt kredsløb kan vi blandt andet måle via det, der hedder heart rate variability. Er vi i balance, vil hjertet slå hurtigere, når vi ånder ind og langsommere, når vi ånder ud. Er vi stressede i for eksempel en angstfuld situation, vil forskellen mellem hjertets hastighed mellem indånding og udånding formindskes, og det vil så være disse mere stressede bølger, vi sender ud.

Hvilke kår vores egen fornemmelse af tryghed har, hvis vi bevæger os rundt i en verden af stressbølger, kan man kun gisne om, da det næppe er noget, der bliver lavet forsøg med, men tanken om, at vi kan påvirke hinanden via hjertet er alligevel værd at holde fast i, særligt når vi holder den sammen med Porges’ beskrivelse af vigtigheden af samregulering via samvær med andre[1].

Og det gælder selvfølgelig også i en mere introspektiv og individuel praksis som yoga. For selvom mange af os måske netop har valgt denne praksisform, fordi den ikke som udgangspunkt er social, spiller vores medpraktiserende alligevel en langt større rolle for vores rejse med yogaen, end vi måske umiddelbart forestiller os.

En af de ting, jeg selv igen og igen har observeret – både som deltager og som underviser på diverse klasser, kurser og uddannelser – er, at når vi mødes for at fordybe os i yogaen, så er det ikke bare den viden, de manualer og de sekvenser, vi får med os, der gør en forskel, nej, det er i særdeleshed mødet med medpraktiserende, der er med til at rykke os: Samtalerne over en kop chai, gåturen i pausen, sparringen i grupper og de dyrebare venskaber, som yogaen giver os.

Endnu en grund til at kigge lærerrollen efter i sømmene er derfor, at det i lige så høj grad som læreren og lærdommen er sanghaen, der støtter os i vores udvikling, og en sund sangha er en, hvor læreren kan finde ud af at træde lidt tilbage, så de enkelte deltagere kan blomstre, frem for at insistere på, at alting skal dreje sig om ham eller hende.

Og det handler ikke bare om at vi skal opbygge nærende venskaber, men også om at yogaen kan gro, hvis vi rummer lidt bredere. For når vi mødes i yogafællesskaber, mødes vi jo med den livserfaring og viden, som vi hver især har akkumuleret – sammenlagt i alt måske hundredevis af år - og det føles som en vældig skam ikke at inddrage denne viden, fordi kun én persons meninger og viden tæller.

At kunne trække på sit fællesskab når det kommer til vores yogapraksis, går måske imod den idé, vi grundlæggende har om yoga: Den enlige praktiserende ved en skovsø eller i en hule i bjergene, langt væk fra civilisationen og andre menneskers forstyrrende tanker og ytringer.

Men her er det atter værd at understrege, at dette billede i langt højere grad er skabt i et individualiseret, moderne konkurrencesamfund end i nogen af de traditionelle kontemplative retninger.

I The Making of Buddhist Modernism beskriver religionsforsker David L. McMahan hvordan lige præcis billedet af den enlige praktiserende i et med naturen i langt højere grad er formet med inspiration fra først romantikken og sidenhen den amerikanske transcendentalisme, end det er noget, der stammer fra buddhismens egne klassiske tekster på tværs af traditioner.

Buddha sad selvfølgelig tre måneder alene under bodhitræet indtil han nåede indsigt, men de efterfølgende halvtreds år af sit liv levede han omgivet af sin sangha. Selv når munkene dengang uden for regnsæsonen, der tilbragtes sammen, vandrede af sted på egen hånd, så gjorde de det aldrig alene, men i små grupper.

Det samme ser vi i Indien i dag, hvor de fleste sadhuer følges ad i små grupper eller holder sammen i de større, hellige byer, ligesom de til de store kumbh mela-festivaler slår sig ned i deres respektive sekters teltlejre og bor og praktiserer sammen.

En vestlig buddhistisk nonne jeg engang mødte i Dharamsala beskrev det ganske præcist med denne udtalelse: ”Enten kommer du ned fra bjergtoppen og er oplyst, eller også kommer du ned med hoste”.

For sagen er, at den enlige tilbagetrækning i for eksempel buddhismen aldrig har været tiltænkt de mange, og da slet ikke lægfolk. Faktisk har det indtil buddhismens indtog i Vesten fra midten af forrige århundrede været stort set utænkeligt, at ikke-ordinerede buddhister kastede sig ud i ikke bare meditation, men i særdeleshed læsning af de indtil da svært tilgængelige klassiske tekster. Nu kan vi ikke bare deltage i meditationsklasser på vores lokale yogaskoler, vi har også adgang til en mangfoldighed af hovedtekster eller udlægninger af hovedtekster fra mange traditioner via et par klik på Amazons hjemmeside (og at disse tekster kan købes hos netop Amazon åbner op for et helt nyt niveau af paradokser).

Mange steder i Asien, hvor buddhismen er landets religiøse hovedtradition, læser de fleste praktiserende stadig ikke buddhistiske tekster, men bruger hovedsageligt traditionerne som nedslag i årets og livets cyklusser, præcis som medlemmer af folkekirken gør det i Danmark, hvor vi jo heller ikke tilbringer vores aftener med at læse bibelvers, selvom vi både lader os konfirmere, bliver viet og begravet af kirken.

Selvfølgelig kan det, hvis man er blevet fascineret af de asiatiske traditioner, undre, at dem der har kulturel adgang til traditionerne ikke går mere op i dem, men det svarer lidt til, at vi i så fald skulle række hånden op i kirken for at diskutere med præsten hver søndag. Faktisk er det vores forsøg på at blive buddhistiske eksperter fra lænestolens komfort og med hjælp fra diverse meditations-apps, der er det atypiske i buddhismens og de øvrige asiatiske traditioners historie og ikke den anden vej rundt.

At tekster ikke har været alment tilgængelige tidligere er måske ikke så mærkeligt, men at det samme er tilfældet i forhold til den aktive praksis, vil nok overraske mange.

For de fleste praktiserende vesterlændinge kan nok ikke forestille sig ikke i at tilføje meditation til deres dagligdag i et eller andet omfang, i hvert fald hvis deres yoga da har nået et sted, hvor den ikke længere udelukkende handler om fysisk velvære og om at komme skulder- og lændesmerter til livs.

Som tidligere nævnt bliver meditation i dens sekulariserede form undervist både på arbejdspladser og i staten i et forsøg på modarbejde den stressepidemi, der har ramt samfundet inden for de seneste par år. Det kan derfor overraske, når man bliver bekendt med, at selv på mange asiatiske klostre er meditation slet ikke noget, der har været tradition for at alle munke praktiserede, fordi deres opgaver langt hen ad vejen i højere grad har handlet om at forestå riter for de omkringliggende samfund. Og selv hvis en munk fordybede sig i kontemplativ praksis var det som oftest – i hvert fald i mahayana traditionen - med intentionen om at den merit, der dermed akkumuleredes, kunne være til gavn for andre levende væsner.

Når vi i dag i Vesten sætter os på vores meditationspude for at gavne os og vores egen sindsro, er det altså en nyfortolkning, der er tættere knyttet til vores moderne idé om en egen, individuel udviklingsrejse, end den er knyttet til en mere oprindelig praksis.

Man kan selvfølgelig argumentere for, at man gavner andre ved at gavne sig selv. Hvis det kvarter du sidder om dagen hjælper dig til større nærvær over for dine børn, dine kolleger og din partner, er der jo absolut intet galt i det. Så længe du ikke lader det skygge for det faktum, at asiatisk funderede åndelige praksisser meget sjældent har handlet om mig, mig, mig og meget ofte har handlet om os, os, os.

Og det er i hvert fald værd at have in mente, hvis man af og til bliver overvældet af, hvor meget moderne yoga kan komme til at handle om enkeltpersoner, der deler selv de mindste detaljer af deres liv med deres følgere. Ikke bare i form af asanas og filosofiske og anatomiske overvejelser, men også i forhold til hvad de spiser, drikker, læser, drømmer om og endda fra tid til anden hvordan de sætter deres hår og lakerer deres negle.

Når det sker, er det fordi der er sket en sær sammensmeltning af moderne brandingstrategi og ældgammel vej til selverkendelse. Og det er klart at det møde ikke altid kan forløbe fuldkommen gnidningsfrit.

Hvis det der bliver delt i højere grad handler om rent faktisk at ville yde en medmenneskelig service med de greb, man som moderne menneske har at tage i brug, og i mindre grad handler om at man ønsker at promovere sit brand for egen vindings skyld, så kan det give mening at række ud på de platforme, hvor man ved, at man bliver set. At adskille yoga fra sociale medier føles i hvert fald lige nu som en umulighed. Men ønsker man samtidig at holde sig i overensstemmelse med et fælles- frem for et selvcentreret ideal, er det en konstant linedans, og det er svært ikke fra tid til anden at snuble.

At insistere på det fælles i en verden af individualisme er altså godt i tråd med en mere oprindelig tilgang til vores praksis.

Vil vi uddybe ideen om fællesskabet som den kommer til udtryk i særligt moderne kontemplative praksisser kan vi med fordel vende os mod en buddhistisk lærer som Thich Nhat Hanh, som i sin kommentar til Hjertesutraen, The Heart of Understanding, giver sin fortolkning af, hvordan ideen om altings foranderlighed og mangel på egen, fast, uforanderlig substans, som vi også langt hen ad vejen kender den fra yogafilosofien, kan inddrages i vores undersøgelse af, hvordan vi kan leve med hinanden og jordkloden og skabe et bæredygtigt fællesskab.

Umiddelbart lyder læren om tomhed – at alt er tomt for et separat selv – måske ikke mere opløftende end læren om lidelse, som vi allerede har været inde på. At miste sin selvfornemmelse kan endda, som Varities of Contemplative Practice har vist det, have langvarige, negative effekter på praktiserende.

Men Thich Nhat Hanh gør tomheden til en fantastisk nyhed. For er man tom for et separat selv betyder det samtidig, at man er fuld af alt andet. Man ikke bare er, man inter-er/interbeing.

Og det skal man ikke være enten yogi eller buddhist for at forstå. For realiteten er jo, at ingen af os ville findes, hvis det ikke var for andre mennesker, for naturen, for tyngdekraften mv.

Man skal for eksempel leve et meget tilbagetrukket og selvforsørgende liv, hvis den mad man spiser ikke er produceret af andre, præcis som det tøj, man tager på, er det. Og selv hvis man kan lave det hele selv, er man stadig afhængig af at finde eller dyrke de ting i naturen, som man har brug for for sin overlevelse.

I en anden af sine bøger, Old Path, White Cloud, beskriver Thich Nhat Hahn, hvordan en lille dreng, der passede bøfler, sørgede for det græs, som Buddha sad på, mens han mediterede sig til oplysning, en beskrivelse der så fint præsenterer os for tanken om at uanset hvor ophøjede vi bliver, er vi stadigvæk forbundne til verden omkring os, også selvom denne verden ikke har en blivende, uforanderlig eksistens.

Selv de praktiserende, der trækker sig tilbage i huller i Himalaya i tre år ad gangen, støttes af de omkringliggende samfund med mad og andre fornødenheder. Fordi de ikke praktiserer for deres egen skyld, men til gavn for fællesskabet og alle dem, der ikke har mulighed for eller inklination til at forme deres liv på denne måde.

Det er vigtig at understrege, at ideen om inter-being altså ikke udkonkurrerer ideen om tomheden i alt. Altings forbindelse betyder ikke at alting ikke vil ophøre. Men hvis alt er tomt er der også en slags skønhed i at det ikke er tomt alene.

I både yogafilosofien og buddhismen spiller medfølelse og interaktionen med andre en stor rolle. I Yoga Sutraene overkommes hindringer blandt andet igennem vores medfølende interaktioner, når vi oplever lidelse (YS 1.32), og i Bhagavad Gita opfordres Arjuna til at handle i overensstemmelse med sin dharma, fordi han på den måde vil inspirere andre til at gøre det samme. Man kunne endda argumentere for at hele teksten – på trods af at den paradoksalt nok har en kriger som sin hovedperson – handler om hvordan man er et godt menneske. Og måske er det ikke så paradoksalt endda at Arjuna er den, han er. For netop i en position af magt er ordentlighed af allerstørste vigtighed, som det er blevet så tragisk tydeligt igennem de sidste par år i politik verden over. Eller som en skandinavisk og meget klog pige engang sagde det: ”Når man er ekstra stærk, har man en særlig forpligtelse til at være sød ved andre”. Og lige præcis den tilgang til liv og praksis kommer til udtryk i den mahayana-buddhistiske bodhisattva-figur, der kan personificeres af hvert eneste menneske, som ønsker det. Han eller hun skal ”bare” love at lade sig genføde igen og igen indtil alle levende væsner har overkommet lidelsen ved at slippe avidya igennem en indsigt i altings tomhed for selvform. Og da avidya synes at have haft særlig gode kår igennem det sidste års tid, er det virkelig et løfte, der vil noget.

Men hvorfor lægges der så stor vægt på vores interaktioner med andre? Hvorfor dette fokus på at redde andre, der tydeligvis ikke har særlig travlt med at redde sig selv, men af og til virker som om de nyder at hænge fast i selvmedlidenhed, frygt og vrede af den slags, der bedst udtrykkes med lange svadaer af ukvemsord, særligt på de sociale medier?

Igen kan vi finde en poetisk forklaring hos Thich Nhat Hanh, der i sin nyfortolkning af Hjertesutraen oversætter tekstens mantra – gate gate paragate parasamgate bodhi svaha - en smule anderledes, end det ellers normalt bliver oversat.

Mantraet er en beskrivelse af vores bevægelse mod indsigt. Gate oversættes med gået og paragate med gået over, altså at vi er gået over på den anden side (eller håber på at komme til det), fra uvidenhed til oplysning, bodhi.

Parasamgate har stavelsen sam tilføjet, og ofte oversættes sam i denne forbindelse med fuldkommen, altså at vi er fuldkommen gået over på den anden side, har nået den fuldkomne indsigt.

Men sam kan også oversættes med ”sammen”. At det altså er sammen at vi har krydset floden mellem uvidenhed og indsigt (en flodmetafor til beskrivelse af oplysning benyttes tit i buddhismen). Og at denne krydsen over således kun kan ske, hvis vi gør det sammen og i fællesskab.

Svaha der afslutter mantraet er ud over at være et ofte brugt ord til at afslutte mantraer med også et glædesfyldt udbrud, en slags yogisk hurra. Og man skal vist være ekstremt introvert for ikke at mene, at det trods alt er sjovere at råbe hurra som en fejring i fællesskab af noget stort, man har udført i sammen, end det er at gøre det alene. At stå på oplysningens flodbred efter at have tilbagelagt turen fra mørket til lyset, mens alle dem, man holder af, stadig befinder sig på den anden side, er måske ikke den mest oplagte omstændighed for et hurra. For selvom dyb indsigt fra tidernes morgen har været målet med vores kontemplative praksis betyder indsigten ikke, at vi forlader denne verden. Vi ser den bare på en anden måde. Og det betyder, at nok har vi erfaret den absolutte sandhed, at lidelsen som alt andet er en illusion, men vi ser stadig den relative lidelse hos dem, der ikke har nået vores indsigt. Og derfor rammes vi af Bodhisattvaens ubærlige medfølelse, der kalder til handling.

Og det er selvfølgelig en radikalt anderledes tilgang til fælleskabet end den vi i samfundet er opdraget til, hvor det som regel handler om at sætte vores egne interesser først (eller de interesser, som vi får at vide er de vigtigste).

Men når det kommer til endelig indsigt, giver denne adskillelse slet ingen mening. For der er nok til alle. Så hvorfor ikke gå vejen sammen? Hvorfor ikke støtte hinanden på vejen mod det, som hele tiden er lige for øjnene af os, og som det måske er lettere at se, når vi har hinandens erfaringer og visdom at læne os op ad?

På mange måder har yogaen og dens beslægtede traditioner altid båret på kimen til revolution, bare ved at stille spørgsmålstegn ved den alment accepterede måde at opfatte verden på.

I disse selvfokuserede tider hvor enkeltindividet hyldes og konstant presses til at sætte sig selv i centrum, om ikke andet så i sin egen verden, er det i den grad revolutionært at insistere på at vi - med alle vores mangfoldige syn på tingene og forskellige livshistorier - er så uendeligt meget bedre og stærkere og klogere sammen end vi er det hver for sig.

[1] Vi snakker ofte om evidens i yoga, men realiteten er, at der bliver lavet forholdsvis få forsøg med ting, der ikke skal sælge medicin. Og som vi så det i kapitlet om mindfulness, “Sindets veje og viidveje”, er selv denne ellers populære forskning (fordi mindfulness ses som en billig ”medicin” mod stress) sjældent af voldsom høj kvalitet.