Enten/eller. Både/og

af Ann-Charlotte Monrad

For nylig blev jeg kontaktet af et kært medlem af vores Prana-fællesskab. Hun var i gang med at samle inspiration til en kommende forestilling og ville i den forbindelse høre, hvad jeg mener der skal til for at vi kan hele som samfund på den anden side af krisen. Hun fik både et kort og et lidt længere svar. Det korte var: ”Vi skal alle høres”. Det lidt længere var: ”Fra starten af krisen for næsten et år siden har kun een holdning været accepteret i den offentlige debat: den der ukritisk støtter regeringen. For en meget stor del af befolkningen har kuren dog været uendelig meget værre - økonomisk såvel som personligt - end sygdommen. Men i det ellers højtbesungne samfundssind har der ikke været plads til at tage hensyn til denne gruppe eller lade den komme til orde. Hvis vores samfund skal hele oven på krisen kan vi ikke komme uden om en tilgang, hvor samfundssindet og de beslutninger der træffes favner os alle. Et samfund har ingen værdi, hvis kun en enkelt håndfuld borgere - dem der støtter magthaverne - bliver hørt.”

I det lille stykke tid, der er gået, siden jeg skrev mit svar, har kløften i samfundet desværre kun vokset sig større, og vi udskammer og angiver hinanden som aldrig før.

Som yogaudøver med fødderne solidt plantet i asiatisk filosofi ser jeg måbende til, mens visse synspunkter bliver båret frem som den ufravigelige sandhed, og andre synspunkter bliver trådt under fode.

”Hvordan skal vi komme nogen vegne, hvis vi ikke prøver at forstå hinanden og skaber plads til mere end bare én fortælling?” har jeg igen og igen spurgt mig selv.

Da jeg ved et tilfælde faldt over bogen The Geography of Thought af psykologiprofessor Richard E. Nisbett, begyndte jeg at forstå, hvorfor jeg kæmper med den måde, krisen håndteres på i Danmark, og hvorfor mange andre, der deler mine værdier, gør det samme.

I bogen beskrives hvordan det verdenssyn, vi baserer vores interaktion med vores omgivelser på, har udviklet sig grundlæggende forskelligt i Vesten og i Østasien (og, med afsæt i buddhisme og yogafilosofi, langt hen ad vejen også i Sydasien, kan jeg tilføje).

Den vestlige verdensopfattelse er blevet formet af en tankegang, der har sine rødder i græsk filosofi, der, ifølge Nisbett, igen har sine rødder i den måde, den oldgræske verden var struktureret på. Østater og bystater konkurrerede om at være de stærkeste, og individet blev sat i højsædet. Når man debatterede handlede det om at et argument skulle vinde over et andet som det, der var korrekt, og hele den græske logik er bygget på, at kun én ting ad gangen kan være sand.

Anderledes så det ud i datidens Kina. Måden, man dyrkede landet på – med endeløse marker og rismarker – gjorde vandingssystemer nødvendige, og vandingssystemer fungerede bedst, hvis man formåede at skabe harmoni og samarbejde nabolandsbyer imellem. Her handlede den filosofi, man baserede sit verdenssyn på, ikke om dikotomien mellem rigtigt og forkert, vinder og taber, men om balance og om at se det større billede.

Vi ser dette udtrykt i den kinesiske medicin, hvor vi arbejder med balancen og ikke polariteten mellem yin og yang. Det vil sige at yin ikke er godt og yang dårligt eller omvendt. De to modsatrettede energier befinder sig derimod i en konstant dans og udveksling, hvilket for øvrigt også gør sig gældende i yogafilosofien i den konstante bevægelse af de tre grundenergier, rajas, tamas og sattva. På den måde anses intet for evigt korrekt – eller for den sags skyld evigt i det hele taget - noget præ-sokratikerne sjovt nok også var inde på i den græske filosofi, inden den i Platon eksemplificerede tænkning tog over.

At alting i den oprindelige asiatiske verdensopfattelse er en kontinuerlig bevægelse af energier, og at intet kan opstå uden at noget andet er gået forud, resulterer i en interaktion med verden, hvor det ikke er vores opgave at kontrollere eller vinde over disse energier, men tværtimod at forstå dem og forstå, hvordan de påvirker hinanden, så størst mulig harmoni kan opstå. Succeskriteriet bliver således ikke sejr, men balance.[1]

Det siger sig selv, at disse to verdenssyn vil resultere i meget forskellige måder at håndtere diverse krisesituationer på. Det kan nok heller ikke overraske, at den vestlige forståelse vil insistere på, at noget er rigtigt og noget er forkert, mens den asiatiske vil være åben for et bredere perspektiv (vi ser også dette komme til udtryk, når vestlig medicin afviser alt andet end sit eget synspunkt, mens den kinesiske er åben for at integrere flere tilgange, ligesom ayurveda og vestlig medicin ofte sameksisterer i Indien).

I Danmark har vi siden starten af den nuværende krise fået at vide, at der er én ting der tæller – en absolut minimering af coronasmitte - og én gruppe, vi skal passe på. Lykkes begge dele, har håndteringen af krisen været en succes.

Vi kigger på smittetal, indlæggelsestal, smitteprocenter og hvor meget mutationer vokser procentvis. Vi lytter til eksperter, der har forstand på lige præcis disse aspekter af situationen, men som ikke nødvendigvis har forstand på særlig meget andet.

Den videnskabelige og i absolut mindst lige så høj grad politiske lydhørhed i forhold til det store billede har været mere eller mindre fraværende.

Det har været godt at se en forståelse for de hårdt ramte ansatte i sygehussektoren, men ærgerligt at deres arbejdsvilkår og ansættelsesforhold ikke er blevet forbedret. Og det er på et samfundsmæssigt plan endnu mere ærgerligt, at denne forståelse ikke har kunnet omfatte alle de mange andre, der lider: Unge, der er ved at gå til af ensomhed og savn af venner, er blevet ignoreret af magthaverne. Børnefamilier med hjemmearbejde og hjemmeskoling er muligvis ved at gå i stykker, men det kan jo ikke aflæses i smittetallene. Små selvstændige erhvervsdrivende er blevet behandlet med en arrogant ligegyldighed, for hvad betyder en frisørs livsværk i forhold til en britisk mutation, der godt nok måske ikke er så smitsom, som vi frygtede, men som stadigvæk skal fylde alt, fordi der kun er én kamp, det er vigtigt at vinde? Og så er der dem, der har det virkelig svært under nedlukningen: Voldsramte kvinder og udsatte børn. Men de er en del af det store billede og kommer ikke inden for rammerne af det enøjede fokus, så også de bliver langt hen ad vejen overset.

Der er selvfølgelig mange andre typer af verdenssyn ud over de to her nævnte. Og kombinationer af verdenssyn. For verden er stadigvæk vidunderligt mangfoldig. Det interessante er i mine øjne, at de findes. At der er en grund til, at vi tænker, som vi gør. Og at det kan være yderst gavnligt at træde et skridt tilbage fra sit eget verdenssyn og prøve at få øjnene op for hvilke valg, det får os til at træffe og hvilke andre, der faktisk er mulige.

For der kan være tidspunkter, hvor én måde at gå til tingene på vil være mere gavnlig end andre. En sundhedskrise, der varer en måned, kan sikkert håndteres med fokus på sejr, uanset hvad andet, man får trådt under fode på vejen dertil. Men hvis en krise ikke varer en måned, men et år, så er det nok blevet tid til at se på det store billede.

Jeg gør mig ikke længere nogen forhåbninger om, at vi fra politisk side kommer til at se en ny tilgang til situationen. For her danses ikke med energierne, men kun med corona. Ikke desto mindre kan vi selv tilføje kategorier til de daglige coronatal: Hvor mange selvstændige har ligget søvnløse i nat? Hvor mange teenagere har grædt sig i søvn? Hvor mange skilsmisser er under opsejling? Hvor mange begyndende depressioner er slået ud i lys lue? Hvor mange andre og langt mere alvorlige sygdomme er blevet overset? Hvor mange selvmord? Hvor mange forslåede børn?

Hvis vi ikke interesserer os for, om de tal vokser og handler derefter, kan det sagtens være, at vi ender med at vinde over coronaen. Men hvor meget kommer den sejr til at koste os på det menneskelige plan? Tænk, hvis vi kunne begynde helingen allerede nu. Ved at lægge ideen om enten/eller fra os. Og i stedet favne ideen om både/og. I enten/eller er der kun plads til nogle af os. I både/og er der plads til os alle.

[1] At vi i det moderne Kina har set en forvrængning af denne tanke, hvor harmoni i fordærvet form er gjort til undertrykkelse af frihed, ændrer ikke på grundformen af dette verdenssyn.

Vil du fordybe dig yderligere i yogafilosofien, findes min bog - Hvor der er stille. En moderne guide til Patanjalis Yoga Sutras på Saxo. Det samme gør Richard E. Nisbetts The Geography of Thought.