Free your mind. Fra Patañjali til Foucault.
af Ann-Charlotte Monrad
At forsøge at fylde sine dage med noget meningsfyldt når det meste af det, der plejer at give livet mening, er taget fra os, er nok en beskrivelse af denne nedlukningstid, som de fleste af os vil kunne nikke genkendende til.
Ud over at dele yoga i vores livestream-gruppe og køre vores uddannelser videre online, har jeg kastet mig over bagning, og kan med en vis overbevisning sige, at jeg sagtens kan levere kasteskyts, hvis det skulle komme til en revolution i Danmark, for mine boller er – efter fem mislykkede forsøg - absolut bedre at slå nogen ud med end de er at spise.
Chancen for at mit hjemmebag bliver brugt til våben er dog nok noget mindre end den er for, at jeg nogensinde bliver særlig huslig. For intet tyder på at en revolution er lige om hjørnet.
At vi alle har fået sat vores liv – og mange af os også vores mulighed for at tjene til dagen og vejen – på pause er hård kost. Men det er også hård kost, at grænserne for hvordan vi må italesætte situationen lige nu næsten er mere hårdt optrukne end vores nationale og nu endda nedlukkede grænser er det.
For mange bider mærke i to frygtelige ting: Skrækhistorier om folk, der har været alvorligt syge med corona, og udmattede historier fra et hospitalsvæsen, der er overbelastet af de mange smittede. Ved den mindste kritik af den officielle håndtering af situationen er rygmarvsreaktionen derfor, at man ikke viser respekt over for de syge eller vores sundhedsarbejdere.
Men der er også andre historier, der florerer: For eksempel fra sundhedsarbejdere selv, der påpeger, at den udsultning af sygehusvæsenet, som de sidste mange regeringer har stået for, og de elendige arbejdsforhold, som særligt mange sygeplejersker udsættes for, er den væsentligste grund til presset lige nu, ikke antallet af smittede.
Hvor nogle sørger over den elskede bedstemor eller –far, de har mistet, fremstår andre som ufølsomme, når de udtaler at under 0,0003% af befolkningen har mistet livet til corona, og at langt de fleste af dem, vi har mistet, var ældre end den forventede gennemsnitslevealder i Danmark, og at håndteringen af sygdommen her til lands derfor er helt ude af proportioner med, hvordan den rent faktisk har udfoldet sig. De sidste bliver som regel kaldt sølvpapirshatte.
Der er mange, der skælder vores teenagere ud og synes, at de er uansvarlige. Andre, for eksempel udskolings- og efterskolelærere, udtrykker ganske stille deres bekymring for, hvad det vil gøre ved vores unge at blive afskåret fra deres sociale liv på lige præcis det tidspunkt, hvor det sociale liv betyder alt. De vil måske endda sige, at det virker absurd at risikere den næste samfundsbærende generations mentale sundhed for at beskytte dem på plejehjemmene. De bliver ikke kaldt sølvpapirshatte – de har trods alt en eller anden form for ekspertviden - men de bliver heller ikke rigtig hørt. De unge må bare finde sig i situationen, lyder det. For hvor svært kan det være? Hvis man ved lidt om, hvordan hjernen udvikler sig i teenageårene er svaret til det: Meget, meget svært.
Når jeg ikke underviser online eller bager boller, læser jeg. (Eller ser Netflix, but that goes without saying…)
Måske som en måde at håndtere de cirka ti daglige eksistentielle kriser, jeg som regel rammes af – som i ”har jeg mon husket at tage kontaktlinser på? Betyder det noget? Er der overhovedet noget, der betyder noget?” – har jeg særligt fordybet mig i tekster om, hvordan vi skaber identitet.
Det startede med yogafilosofien, som det næsten altid gør for mig, men derfra bevægede det sig over i vores kulturelt betingede måde at forstå verden på, og hvilke udfordringer den skaber i mødet med kontemplative praksisser som yoga og meditation.
Nu er jeg så havnet hos den franske filosof Michel Foucault, hvis tænkning kredser om måden vi skaber (og langt hen ad vejen tvinges til at skabe) identitet på i et samfund, hvis verdensanskuelse til enhver tid vil gennemsyre vores underbevidsthed helt uden vores vidende. Og denne verdensanskuelse – episteme - vil ligeledes gennemsyre alt andet, der er en del af vores liv, fra vores videnskaber og måden vi uddanner os på til måden vi straffer overtrædelser af loven på (loven, der selvfølgelig også er samfundsbestemt). Vi kan aldrig blive fri af epistemer, men vi kan lære at genkende dem.
Centralt i Foucaults tænkning er det moderne fængsel, hvor alle fanger til enhver tid kan overvåges fra et tårn i midten af fængselsbygningen – et panoptikon. Han beskriver, hvordan overvågning – eller bare truslen om overvågning - ikke bare er noget der foregår inden for fængselsvæsnet, men at det i vores moderne samfund i det hele taget er blevet indbygget i måden dette samfund skabes på (cookies, anyone?)
På mange arbejdspladser er vi konstant overvågede i forhold til for eksempel vores effektivitet, ligesom vores opførsel skal tilpasses en vis normativ struktur og alt det, vi udfører, bliver konstant eksamineret. Og hvis denne konstante kontrol ikke føles alt for voldsom og hvis ikke de kæder, vi holdes i, er alt for stramme, vil langt de fleste af os som udgangspunkt finde os til rette inden for de ganske snævre parametre. Og vi vil endda optræde som politibetjente ikke bare over for os selv, men også over for alle andre, så de ikke træder uden for rammerne.
Man kan i 2021 overveje at tilføje, at hvis størsteparten af os i vores arbejdsliv har internaliseret en accept af konstant overvågning og retten ind, er skridtet videre, når kontrollen ikke bare rammer vores arbejdsliv, men også rammer os dybt ind i privatlivet – hvordan vi skal agere, når vi holder fri, hvad vi må lave (ikke særlig meget) og hvem vi må se (helst ikke nogen) – ikke særlig langt.
Introducerer vi Foucault og Patañjali for hinanden, vil Patañjalis respons til Foucaults episteme-tænkning være, at yoga lige præcis handler om at få øje på disse dybe, samfundsbetingede og langt hen ad vejen ubevidste mønstre af kontrol, og ved at stille skarpt på dem få friheden til at agere på en måde, der tillader os at smide lænkerne.
Det kan være, at der ikke er meget, vi kan gøre, når det sker, for Yoga Sutraene beskriver så fint, at bare fordi én yogi når til indsigt, betyder det ikke at andre ser det samme, som de gør (YS 4.15)
Men vi kan bruge vores indsigt til en stille revolution, helt uden kasteskyts. Ved at italesætte og problematisere vores behov for at opføre os som politimænd over for hinanden og ved at stille skarpt på vores manglende evne til at lytte til nogen som helst andre end (episteme-drevne) eksperter og magtfigurer, kan vi skridt for skridt gøre op med et samfund baseret på overvågning, normalisering via udskamning og i sidste ende en kolossal begrænsning af vores personlige frihed. Både Patañjali og Foucault vil således opfordre dig til at træde et skridt tilbage og undersøge, hvad du synes er rigtigt, og hvorfor du gør det. Ikke for at stoppe mønstre/epistemer fra at udfolde sig, for det kommer aldrig til at ske, men for at medskabe nogle nye strukturer, der måske på sigt kan give os den frihed, som det samfund, vi lever i lige nu i sin grundstruktur fortæller os, at vi ikke ønsker.
Samfundssind var årets ord i 2020. Tager vi yogafilosofien og den moderne, franske filosofi til efterretning, kan vi spørge os selv hvilket sind, der lige præcis er tale om, hvis det er formet af et samfund, hvor friheden har overordentligt trange kår.
Tak til Thor for filosofiske inputs og inspiration.
Vil du dykke ned i Foucaults arbejde, kan du starte her: