Et slags julemirakel

af Ann-Charlotte Monrad

”Kan vi gå ind i kirken med det fede tårn, mor?” spurgte min engang lillebitte søn mig, da vi på en søndagsbyvandring kom forbi Vor Frue Kirke.

Inden for i kirken gik han undersøgende rundt blandt statuerne af apostlene. ”Hvor er Gud, mor?” spurgte han mig efter nogle minutter med undren i stemmen.

Jeg var helt ærligt ikke forberedt på den store samtale om Gud, da jeg som dengang praktiserende buddhist havde lagt afstand til de mere guddommeligt orienterede religioner. ”Hvad mener du, min elskede?” svarede jeg ham derfor med et spørgsmål for at trække tiden lidt ud. For jeg ville gerne nå at finde på et svar, der ikke nødvendigvis indoktrinerede ham med min egen overbevisning, men heller ikke overvældede ham med kristendom.

”Jamen, det her er jo Guds hus. Så hvor er han henne? Er han ikke hjemme?” var selvfølgelig hans børnelogiske svar. ”Sådan er det ikke,” forklarede jeg ham. For et svar skulle han have, også selvom jeg var temmelig sikker på, at jeg ikke selv troede på det, jeg sagde. ”Gud er ikke en person som dig og mig. For dem der tror på Gud, er det en kraft, der er overalt, hele tiden, men som vi ikke kan se.”

Med et nu ganske bekymret udtryk greb han med sin lille hånd fat i min. ”Kan vi godt gå nu, mor?” sagde han lettere betuttet, mens han kiggede sig frygtsomt omkring. Det var ret tydeligt, at det med en usynlig kraft, der er overalt, havde skræmt ham, så jeg skyndte mig at sige: ”Gud er slet ikke farlig. Guds kraft er en god kraft, som altid er der, så den kan trøste os, når vi er kede af det”. Jeg ville måske ikke overvælde ham med kristendom, men jeg ville jo heller ikke gøre ham bange for Gud. Og det virkede. For hans ansigtsudtryk ændrede sig nu fra det bekymrede til det atter undrende. ”Men hvem, mor,” spurgte han, ”trøster så Gud, når han er ked af det?”

Mange af os, der elsker yoga i en grad, så vi ikke kan forestille os et liv uden, har en tendens til, enten privat eller professionelt eller endda begge dele, at se det som vores pligt at favne andre og deres lidelser. Vi ved måske, efter mange års erfaring, at vi ikke kan gøre så meget for at fikse en svær situation, men at vi i det mindste kan være der, og at det gør en forskel i helingsprocessen,

Måske derfor er vi blevet slået så meget ud af kurs af året, der næsten er gået. Fordi den opgave er blevet taget fra os. Fordi det at kunne skabe et rum, hvor andre kan træde ind og finde tryghed, om det så bare er for en stund, igen og igen er blevet gjort til noget farligt og forbudt. Ligesom det til hudløshed er blevet understreget, at uanset hvor svært vi har det, så er det bedst at vi har det svært alene. Og det, ved i hvert fald nogle af os, passer simpelthen ikke.

Da nedlukningen i denne omgang var en realitet og jeg havde to dage til ansigt til ansigt at få sagt farvel og tak for i år til mine elever, var det, der gjorde allermest ondt – også langt mere end de økonomiske bekymringer, der naturligt følger med sådan en nedlukning - at mit ønske om i Prana at skabe en tryg ramme for os alle på vej ud af denne tossede tid ikke kunne gå i opfyldelse. At alle de skønne ting, jeg havde planlagt i december for at værne om vores elevers sundhed efter de sidste mange måneders udfordringer måtte lægges på hylden.

For første gang siden d. 11. marts blev jeg ramt af en følelse af simpelthen ikke at kunne mere. I et øjeblik føltes det som om jeg ikke havde mere energi til at kæmpe, og at det var blevet tid til at smide håndklædet i ringen. Jeg ved, at mange af mine dygtige, omstillingsparate og generelt imponerende vedholdende kollegaer havde det på samme måde.

Men så gjorde vi det alligevel, fordi det er det, vi gør. Møder en svær situation med oprejst pande. For verden får det ikke bedre af, at vi giver op.

Så vi lukkede ned, gik online og rakte ud til vores fællesskaber fra en skærm. Ikke fordi nogen af os længere tror, at det er så godt som at dele yogaen i samme rum, men fordi vi ved, at det er bedre end ingenting.

Hvor foråret måske fik os til at føle os lidt overmenneskelige med alle de nye ting og tekniske detaljer, vi lige pludselig fik styr på, var denne nedlukning i langt højere grad præget af resignation. For ingen af os har længere overskud til at overbevise os selv og hinanden om, at vi er noget som helst andet end tyndslidte og godt og grundigt trætte af, at vi hverken har kontrol over vores liv længere eller har stemmer, der bliver hørt, når talen falder på sundhed, også selvom vi har dedikeret vores liv til lige netop dette emne i modsætning til stort set samtlige landets politikere.

Men midt i udmattelsen begyndte noget andet at stråle frem, som et lys i mørket. Noget der har skinnet klarere dette år end nogensinde før i de tyve år, jeg har undervist i yoga, og som der er blevet skruet lidt ekstra op for igennem de sidste svære uger: Det er en stråleglans, der kommer fra hjertet af vores danske yogafællesskab, og som udspringer af en delt ærlighed omkring vores skrøbelighed og bekymring, både blandt undervisere og elever. Den tager form ved at vi rækker ud til hinanden og lytter uden at dømme, selv når vi er allermest trætte, fordi vi ved, hvor meget en sådan rækken ud og lytten kan betyde. At det måske bare lige er det, der skal til, for at vi kan klare en dag, en uge og en måned til.

Og er der en ting, jeg håber at yogaen i Danmark kan give i gave til os allesammen – udover fysisk velvære og mindful, mental ro, selvfølgelig - så er det inspiration til dette: At vi også i fremtiden kan møde hinanden med ærlighed i forhold til vores sårbarhed og tvivl, og at denne ærlighed vil blive favnet med den respekt og omsorg, der viser sig ved at vi bare lytter, og måske endda – selvom det er ganske kontroversielt lige nu – giver hinanden et langt, varmt kram.

Da min søn den dag i Vor Frue Kirke spurgte mig, hvem der trøster Gud, når han er ked af det, var jeg ham svar skyldig. Det er jeg stadig.

Men jeg ved at for os mennesker er det der trøster allermest en fornemmelse af, at vi ikke behøver bære alle vores byrder alene og i ensomhed. Fordi vi kan dele dem med hinanden i ærlige, oprigtige samtaler.

”Men gør det ikke byrden tungere?” kan man måske fristes til at spørge. Når man ikke bare bærer for en, men pludselig skal bære for to eller endda flere? Det magiske er dog, at to byrder delt ikke er dobbelt vægt, men tværtimod en lettelse. For når vi bærer sammen, viser det sig, kan vi bære så meget mere. Og i et år, der har været stort set blottet for magi og hvor alt har handlet om afstand, er den indsigt, i hvert fald i mine øjne, et slags julemirakel.

Jeg glæder mig til at dele alle de gode, såvel som alle de svære stunder med jer, der også elsker yoga, i et ærligt og åbenhjertigt 2021. Rigtig glædelig jul og godt nytår, trods alt.

Lokah Samastah Sukhino Bhavantu // May all beings everywhere be happy and free.