Frihed, version 2020

af Ann-Charlotte Monrad

Da jeg i 2012 overtog den forening, der i dag er Prana Yoga Shala, havde jeg intet begreb om forretning. Men jeg havde en vision.

Min søn var dengang seks år gammel, og han elskede, i modsætning til sin mor, Danmark og alt hvad der var dansk, fra sin mormors sovs og kartofler til leg med sine fætre i sin farfars have om sommeren til hverdagen i det danske skolesystem. Han var kort sagt ikke et hippebarn, jeg kunne tage med til alle verdens afkroge og hjemmeskole der, så der var kun én vej at gå: Jeg måtte skabe mig en base i Danmark, som jeg kunne finde mig til rette i, en base, der ikke bare var min, men som også kunne fungere som et frirum for andre nomadesjæle som mig, så jeg ikke følte mig helt alene.

Jeg formede Prana med inspiration fra min egen lærers skole, Yoga Workshop i Boulder, Colorado. Her dukkede man op i sit slidte yogatøj i et lokale uden lounge, omklædning og wellness-butik. Man lagde kontant betaling for klassen i en lille pung ved indgangen, skrev sit navn på en liste, rullede sin måtte ud og fordybede sig så i det, det hele handlede om: Yogaen.

I mere end otte år har dette koncept fungeret for Prana. Vi har klaret os både uden butik, reception og online booking, og på en eller anden magisk måde er det altid lykkes os at få plads til alle, også selvom elever en sjælden gang har måttet stå på min måtte eller ude i vores entré.

Det vigtige for mig har i alle mine år som yogaskoleleder været, at jeg kan skabe plads til alle dem, der ikke vil gøre yoga til endnu en ting, man skulle forbi en telefon eller en computer for at få styr på, men at Magstræde 10C, 1. sal derimod er et sted, hvor man altid er velkommen til bare at droppe ind, når man trænger til nærvær, rart selskab og yoga.

At det er lige præcis det, Prana er blevet for vores medlemmer, er for alvor gået op for mig her i 2020. For det er takket være deres støtte, at vi er her endnu, og at vi med ret stor sikkerhed også kommer til at være her, når verden åbner op igen.

Vi har nemlig ikke fået en krone i støtte fra staten. Med min naturlige skepsis over for alt statsstyret har jeg fra starten af nedlukningen tvivlet på at en lille, skæv forretning som vores ville kunne få den fornødne hjælp, hvorfor jeg valgte at bruge alle mine kræfter på Pranas overlevelse frem for formuer på revisorer, der nok bare ville fortælle mig, at vi ikke helt passede ind i den danske stats noget firkantede idé om en virksomhed. For yoga er alt andet end firkantet. Og når jeg med tristhed hører, hvor lidt mine kollegaer har fået dækket af deres tab, bliver min statsskepsis ikke ligefrem modsagt.

Jeg har frem til d. 23/10 prøvet at holde Prana så corona-kaos fri som muligt, men ved den sidste udmelding om restriktioner måtte jeg dog se i øjnene, at jeg ikke længere kunne insistere på retten til ikke at være firkantet.

Med kun ni elever tilladt pr. hold fik Prana for første gang et bookingsystem. Det var den eneste praktiske løsning, og jeg sagde til mig selv, at det heller ikke nyttede noget at være firkantet omkring ikke at være firkantet.

Men da der på et par klasser i træk gik ged i den med for sene afmeldinger og elever, jeg havde nået at afvise, knækkede filmen for alvor næsten for mig for første gang siden nedlukningen. Ikke fordi eleverne ikke meldte afbud i tide. Men fordi vi var i en situation, hvor det var nødvendigt, når det nu ALDRIG havde været mit ønske at køre en yogaskole på den måde. Jeg havde stille og roligt set min frihed som selvstændig borger i et frit land indskrænkes siden marts, og nu var det nået dertil, hvor min lille forretnings DNA også skulle ændres, og det var simpelthen dråben. Gudskelov havde jeg et par fridage hvor jeg kunne hanke op i mig selv, og jeg er nu klar til fortsat at dele Pranas ånd på trods af bookingsystem og ansigtsmasker i omklædningen.  

Min frustration bunder selvfølgelig også i, at stort set alle de organisationer, der har med bevægelse at gøre, igen og igen har prøvet at få regeringen i tale om nødvendigheden af foreninger, idræt og sport, hvis vi skal passe på folkesundheden, både den mentale og den fysiske, igennem denne coronavinter. Vi har insisteret på, at der lovmæssigt MÅ kunne skelnes imellem en yogaklasse og en julefrokost, som vel nok er det, det lille forsamlingsforbud prøver at ramme, fordi man åbenbart mener, at vi ikke selv kan se det smarte i ikke at drikke os i hegnet og sejle op ad åen med 50 andre i december 2020.

Fire velrenommerede yogaskoler er siden d. 23/10 lukkede på grund af denne manglende evne til at differentiere, og selvom det måske ikke virker så dramatisk som døde mink i gaderne i Nordjylland, er det i mine øjne det værst tænkelige tidspunkt, man kan miste sin yogaoase på. Tænker jeg på Pranas smukke community som pludseligt yogahjemløse i denne tid, går mit hjerte næsten i stykker. Og det er klart, at har man et lokale med plads til 30-40 elever, kan man ikke overleve med ni pr. hold, særligt når intet er meldt ud om hjælpepakker endnu, og vores erfaringer med dem derudover er dårlige.

Jeg vil krydse fingre for at vi fra d. 23/11 igen må mødes som i de nu gode, gamle sommerdage, hvor restriktionerne ”kun” omfattede kvadratmeterkrav og anbefalinger om afstand mellem måtterne. Og jeg vil krydse fingre for, at hvis det lille forsamlingsforbud opretholdes, så kan der laves dispensation for indendørs bevægelse som yoga, hvor smitte indtil videre har været stort set ikke-eksisterende og hvor vi er utrolig gode til at være fornuftige og forsigtige.

Uanset hvad vil jeg blive ved med at undervise fordi den frihed vi finder på rejsen ind i kroppen og sindet aldrig har været mere nødvendig end nu, hvor vores frihed udadtil har så ringe kår. Og jeg vil glæde mig over at dele den indre fornemmelse af frihed med alle, der lægger vej forbi Magstræde. I skal bare huske at booke en plads, før I dukker op…

Se vores skema og book din klasse her.