Sammen. Ikke hver for sig.

af Ann-Charlotte Monrad

Da jeg var i midten af tyverne, var jeg i et forhold, der var mindst lige så lærerigt, som det var usundt. Min partner havde haft en opvækst fuld af svigt, hvorfor jeg i starten var villig til at se igennem fingrene med hans opførsel. Jeg kunne jo godt forstå, hvorfor han med sin baggrund var rædselsslagen for at blive forladt og derfor var sygeligt jaloux og ekstremt kontrollerende. Mon ikke det ville gå over med tiden? Hvis jeg nu bare elskede ham nok, kunne min kærlighed helt sikkert fikse ham.

Det kunne den selvfølgelig ikke, for det sker desværre af og til, at selv den stærkeste kærlighed ikke er tilstrækkelig. Efter et års tid var jeg kørt fuldkommen ned af konstant utryghed og tredjegradsforhør. Det faldt mig ind, at hvis jeg blev i forholdet, ville jeg aldrig nogensinde få et liv, der handlede om andet end ham og hans mentale udfordringer. Jeg ville leve uden at leve. Efter den erkendelse vidste jeg, at jeg ikke kunne blive sammen med ham, men jeg havde heller ikke kræfter til at gå. Vi var i Indien, og tanken om selv at finde et sted at bo var uoverskuelig i min udkørte tilstand. En pige, jeg knapt nok kendte, kom mig til undsætning.

”Jeg er temmelig sikker på at du er i det samme slags forhold som jeg har været i engang,” sagde hun. ”Skal jeg hjælpe dig videre?” Og så skaffede hun mig et værelse og hjalp mig med at flytte mine ting.

Igen at kunne nyde friheden til at vandre igennem gaderne, først i Sydindien og siden hen i København, uden frygten for hvad der mon ventede mig derhjemme, var en af de største gaver, jeg nogensinde har fået, og den frihed gjorde verden smukkere, end jeg før havde oplevet den. Jeg lovede mig selv aldrig at lade noget eller nogen tage min frihed og verdens skønhed fra mig igen. Og jeg varmede mig ved tanken om, at der er gode mennesker, der er klar til at give en hjælpende hånd, når vi har allermest brug for det. Siden dengang har jeg gjort hvad jeg kan for at være den slags menneske over for andre.

At jeg skulle komme til at genopleve mange af de følelser, jeg kæmpede med i det mest ødelæggende år af mit liv, havde jeg aldrig troet. Men det har jeg gjort siden marts, hvor først en sygdom og dernæst statens håndtering af den vendte livet på hovedet for det fleste af os.

Først var der accepten: ”Det her er jo en alvorlig situation, så selvfølgelig kan jeg leve med at få taget min frihed til at udfolde mit virke og leve mit liv, som jeg ønsker det, fra mig”. Så kom tvivlen: ”Kommer der egentlig noget som helst godt ud af, at jeg ikke protesterer og bare makker ret, selvom jeg er dybt uenig i den måde, man f.eks. tackler sundhed på i samfundet lige nu?” Og til sidst kom fortvivlelsen og udmattelsen: ”Hvis vi skal fortsætte med at gå rundt i en tilstand af frygt; hvis vi aldrig ved, hvad det næste, der bliver taget fra os, er; hvis vi ingenting har at glæde os til, fordi alt andet end den allermest grå hverdag er lukket ned, hvad er det så for et slags liv, vi prøver at beskytte? Er det overhovedet et liv, der har nogen værdi?”

Vi oplever hos Prana - og jeg forestiller mig at det er repræsentativt for andre yogaskoler og steder, hvor folk mødes og glæder sig over livet - at mange er ramt af den frygt, som har gennemsyret vores samfund siden marts. Hvis vi skal nøjes med at se 5-10 mennesker i løbet af efteråret og vinteren, kan vi så komme til yoga? Er det ikke bare bedre at blive derhjemme? Med os selv og vores absolut allernærmeste? Eller måske endda mest alene?

Thich Nhat Hanh beskriver i sin fine, lille bog The Heart of Understanding hvordan den buddhistiske idé om at alting er tomt for selvstændig eksistens kan forstås som noget uhyre positivt: Fordi det er tomt for selvstændig eksistens, er det fuldt af alt andet. Vi er som mennesker - på ondt, men da særligt på godt - fulde af alle de samtaler, udfordringer og gavmilde, nænsomme handlinger, som vi har oplevet i mødet med andre livet igennem. Men hvis vi ikke længere møder andre, kan de ikke længere fylde os op, og så er vi bare tomme.

I samme tekst oversættes prajna paramita-mantraet, Gate gate paragate parasamgate bodhi svaha. Særlig oversættelsen af Parasamgate, en term jeg ofte har hørt oversat som ”gået fuldkommen over på den anden side” (som en beskrivelse af oplysning) er interessant. For her oversættes den med ”gået sammen (sam) over på den anden side”. Forstået på den måde, at hvis vi vil gøre os nogen forhåbninger om dyb indsigt, så sker det ikke på egen hånd og uden følgeskab af andre. Præcis som jeg ikke ville have fundet min frihed uden hjælp fra en kvinde, jeg ikke engang kendte, kan vi ifølge Thich Nhat Hanh aldrig gøre os nogen forhåbninger om den endelige frihed i form af den dybeste indsigt, hvis vi ikke har hinanden at læne os op ad.

Jeg tror, vi er nået til et sted i coronaens hærgen i det danske samfund, hvor vi må begynde at spørge os selv, hvad der giver vores liv værdi. Er der en balance imellem faren for corona og faren for at miste vores frihed og fornemmelsen af samhørighed i de nærende fællesskaber som opstår i f.eks. et yogarum? Og hvis det ikke er et spørgsmål, vi ønsker at stille, må vi i hvert fald spørge os selv, hvordan vi kan blive ved med at være der for hinanden, fremfor ensomt eller i meget små lukkede grupper at sidde i vores stille hjem dag efter dag mens den samfundsgenererede frygt for andre mennesker bare vokser og vokser.

Skal ”tom for selvstændig eksistens” virkelig bare betyde ”tom”? Eller skal vi finde en måde at bryde distancen på, så vi kan bevæge os om ikke til oplysning så i hvert fald videre i livet sammen? Fulde af det fællesskab, vi bare ikke kan finde alene. 

Hos Prana Yoga Shala underviser vi med øje for de gældende retningslinjer. Det gør langt de fleste yogaskoler i landet. Og vi vil alle glæde os over at byde dig velkommen inden for til yoga og fællesskab.