Fornuft og følelse – yogaens balanceakt

af Ann-Charlotte Monrad

”Sig til, hvis der er noget, der gør det mindste ondt, for hvis det gør ondt, virker behandlingen ikke”.

For en del år siden startede jeg på et rolfing-forløb for at slippe for kroniske spændinger i min topryg, som var blevet værre, efter jeg var blevet mor.

Jeg har bevæget mig det meste af mit liv - ballet da jeg var ganske lille, kampsport som teenager efterfulgt af løb og styrketræning og endelig yoga i den mest dynamiske og krævende form jeg kunne finde - og aldrig havde min krop strittet imod noget den fik besked på at gøre, om det så – på trods af en livslang højdeskræk - var at hoppe ud af et vindue i første sals højde, fordi min karatelærer synes det var en fed idé.

Men at det ikke måtte gøre ondt? Det kunne jeg simpelthen ikke finde ud af.

”Jeg er jo vant til at være med smerten”, protesterede jeg. ”Jeg kan altså sagtens slappe af, selvom det gør ondt.” Men min venlige behandler, der skulle vise sig at være den mest talent- og omsorgsfulde healer, jeg nogensinde har mødt, smilede bare. ”Det må slet ikke gøre ondt, Ann-Charlotte”, insisterede han.

Forløbet blev indgangen til nogle af de mest dyrebare indsigter, jeg som kropsarbejder har fået. Og de skete alle på et rent fysisk erfaret plan. Hvilket står i skarp kontrast til den oplevelse, jeg tit har fået, når vi arbejder med kroppen i Vesten. For selv inden for et fag, der er så gennemsyret af bevægelse som yoga, kan vi have svært ved helt at slippe tanken om, at det der sker i hovedet på en eller anden måde er finere og mere værd at dvæle ved end det der sker syd for halsen. Hvorfor vi så hurtigt som muligt intellektualiserer fysiske erkendelser i stedet for ”bare” at lade dem bo som kropslig intelligens i vævet. Jeg prøvede selvfølgelig at gøre det samme med mine rolfingsessions, selvom jeg stadig ikke fuldkommen fyldestgørende kan sætte dem ind i en verbal ramme, fordi vigtige detaljer går tabt i oversættelsen.

En ting jeg dog kan verbalisere fra forløbet er en dybt fysisk forankret forståelse af at kroppen er modtagelig for kolossal forandring uden at den behøver at gøre ondt eller blive presset på nogen måde. Og for en, der altid har trænet med ideen om ”no pain, no gain” i baghovedet, var denne erkendelse virkelig et paradigmeskift, som har haft stor betydning både for min egen praksis og min undervisning lige siden.  

At ting skulle gøre ondt, før de gjorde godt, var nok en forudsætning for min kærlighed til ashtanga systemet, der både betegnedes som yogaterapi (yoga chikitsa, 1. serie) og udrensning af energibaner (nadi shodana, 2. serie). For selvom jeg altid havde ondt et eller oftest flere steder, da min praksis var allermest traditionel, var det jo som lærerne sagde en del af en terapi, der åbenbart bare tog ret lang tid, før den begyndte at virke. At jeg overraskende længe hoppede på den fortælling, undrer mig den dag i dag, men i det mindste førte den til næste skridt på min yogarejse, der i fin samklang med min rolfing-oplevelse handlede om, hvordan vi rent faktisk kan arbejde terapeutisk i yoga, både når vi er stille og når vi er dynamiske. At vi på et dybt nærende og helende plan kan favne kroppen uden vedvarende smerte.

I det arbejde er jeg igen og igen stødt på den tilgang, der former meget af den måde, yoga undervises på i dag, nemlig yoga som evidensbaseret praksis, og som på sin vis fletter sammen med forkærligheden for den intellektuelle tilgang til kroppen.

Efter de traditionelle retningers påstande om yogaens effekt, der ofte var baseret på først og fremmest fri fantasi, kan det selvfølgelig være betryggende - og dermed fuldt forståeligt - at ty til det evidensbaserede som basis for vores yogapraksis. For hvis en læge har været ind over, må det da være godt, ikke?

Ud over at mange læger i min erfaring har en overraskende lille forståelse for ting, der ligger uden for deres specifikke ekspertområde, er det største problem med evidensbaseret yoga som jeg ser det, at man går ret baglæns til evidensen. Jeg oplever ofte, at undervisere har en yogaform, som de af den ene eller anden grund er tilhængere af på bekostning af alle andre måder at bruge kroppen på i yoga, og derfor søger de efter evidens der viser, at lige præcis deres retning er noget helt særligt.

Og hvis man underviser en retning, der for mange udøvere vil være forbundet med en ikke uanselig mængde smerte, vil man søge efter evidens, der viser, at smerte ikke er et problem. I stedet for måske at træde et skridt tilbage og se på mange forskellige tilganges syn på smerte, der potentielt kan ændre den måde, retningen præsenteres på. Men skønt yogaen i sit filosofiske udgangspunkt handler om at erkende altings foranderlighed, er vi ofte overraskende store modstandere af at lave noget som helst om ved de retninger, vi underviser og praktiserer.

Personligt er jeg mest interesseret i at arbejde den anden vej: At finde ud af, hvad de forskellige aspekter af vores fysik har størst gavn af og dernæst undersøge hvilke metoder jeg kan præsentere i en yoga setting, som favner kroppen, hvor den er, frem for at insistere på at én metode er korrekt. Endnu har jeg selv til gode at møde en retning, der ikke både har fordele og blinde vinkler. Derudover findes der ikke én måde at praktisere yoga på, der kan stå alene igennem et helt liv.

Men uanset hvor begejstret jeg er for at kunne hjælpe en elev med piriformis-syndrom til vedvarende lindring af hendes symptomer, og uanset hvor fedt det er, når en elev igennem kontinuerlig praksis af myofascial release slipper for sine knæsmerter, så er den mere videnskabelige og fysioterapeutisk inspirerede yoga heller ikke helt tilstrækkelig. For hvis jeg kun fokuserer på muskler og bindevæv, mister jeg den gave, der i tusindvis af år har været yogaens: Nemlig oplevelsen af den dyrebare samklang mellem krop og sind, som kun virkelig opstår, når vi for en stund slipper behovet for altid at skulle tænke os til tingene og forstå dem på et intellektuelt plan. Eller som min lærer i kinesisk medicin sluttede en virkelig tanketung weekend af med at sige: ”I sidste ende handler det hele om kærlighed. Hvis vi glemmer det, har vi misforstået det hele”.

Balancen i klasserne hos Prana finder vi altid imellem det evidensbaserede, der tager udgangspunkt i kroppen selv frem for i en specifik retning, og det sansbare, der ikke altid kan formuleres. Vi insisterer på, at det fysiske og mentale følges ad, og at begge dele er uendeligt dyrebare. Vi inviterer dig til at træde ind i din praksis med nysgerrighed og en forståelse for, at du sagtens kan være stærk og sej uden at påføre dig selv smerte. Og vi forstår, at hvis ikke vi som yogalærere formår at fremelske en fornemmelse af kærlighed og åbner for en vej ind i hjertet, så har vi kun tilbudt en halv praksis. For nogle ting skal forståes intellektuelt, men det der virkelig er vigtigt forstås kun med hjertet.