Opbrud og nye begyndelser – studiet af selvet i yoga

af Ann-Charlotte Monrad

Opbrud rummer ikke bare en ofte smertefuld afsked og afslutning, men også muligheden for en ny begyndelse.

Siden det spæde forår har virkeligheden foldet sig ud på en måde, ingen af os nogensinde har oplevet før, og verden har nærmest fra den ene dag til den anden ændret sig radikalt, måske for altid. Krisen har ført uendelig meget lidelse med sig, men den har også inviteret os til at genoverveje, hvordan vi har valgt at forme vores liv, både på et samfundsmæssigt og på et personligt plan. Hvad der før forekom at være skrevet i sten, har pludselig vist sig at være fuldkommen porøst og foranderligt.

I livet udadtil vil denne indsigt måske med tiden føre til ændrede sociale vilkår og forandrede skole- og arbejdsforhold. I hvert fald vil den forhåbentlig føre til diskussioner om trivsel og om hvordan et godt liv kan se ud, når vi slipper vores insisteren på præstation, konkurrence og evig vækst og giver andre kvaliteter plads.

På et personligt plan har mange af os fået mulighed for at stille skarpt på, hvordan vi skaber relationer til andre. For da hverdagens mange gøremål for en periode ophørte og vi fik tid til at se vores venskaber, familie- og kærlighedsforhold efter i sømmene, blev det tydeligt, hvordan disse relationer påvirker den vigtigste relation af dem alle, nemlig forholdet til os selv. I stilheden blev det lidt lettere at få øje på, hvornår og sammen med hvem vi fyldes af en fornemmelse af kærlighed og ro, og hvornår det modsatte er tilfældet. Det blev også tydeligt, at med uro i vores relationer vil selv den mest fokuserede yogapraksis aldrig kunne gøre meget mere end at lindre.

Målet med yoga har i den klassiske filosofis formulering i flere tusind år været at få sindets drejninger til at ophøre. Men er omstændighederne for vores praksis urolige, vil drejninger og ikke deres ophør langt hen ad vejen være det, der fylder mest, når vi vender blikket indad.

At undersøge årsagerne til uroen er derfor vigtigt i rejsen mod den stilhed, der, selvom den findes lige midt i dit eget hjerte, kan være så svær at nå.

Den tekniske betegnelse for denne undersøgelse er i yogafilosofien svadhyaya, studiet af selvet, eller kort og godt spørgsmålet: ”Hvem er jeg?”

Vores første forsøg på at besvare dette spørgsmål findes tit i det, vi identificerer os allermest intimt med, nemlig vores – med en buddhistisk term - namarupa, vores navn og form, en ved første øjekast måske forholdsvis fast størrelse.

Stiller vi i vores praksis skarpt på namarupa vil det dog hurtigt blive tydeligt, hvor porøs og foranderlig også denne størrelse er.

Hvem vi er afgøres langt hen ad vejen af hvem vi er i de relationer vi har. For vi opdager, når vi begynder på studiet af os selv, at vi er på én måde i én relation og på en anden måde i en anden relation, og vores personligheds mange facetter gør det umuligt at insistere på én fast, uforanderlig identitet, ligesom de måder andre ser os på både kan ligge langt fra hinanden og endda ofte langt fra vores eget selvbillede. Særligt relationer, hvor vi ikke ses igennem et filter, vi kan genkende, kan være udfordrende, mens relationer, hvor vi ses igennem et filter af kærlighed, kan give os selvtillid og grounde os.

I foråret oplevede jeg selv, hvordan jeg i min søns frigørelsesproces måtte gennemgå en gennemgribende og meget hurtig forandring, som jeg ellers havde forestillet mig, at jeg ville have flere år til at finde mig til rette i. Den naturlige afstand der opstår, når dit barn pludselig træder i karakter som et næsten voksent og meget selvstændigt menneske, er nok umulig at forberede sig på, men i dag nyder vi begge en anderledes frihed og et nyt slags venskab, der er dyrebart på sin egen måde, selvom vejen dertil krævede nogle meget dybe vejrtrækninger.

På den måde bliver vores nærmeste relationer også vores dybeste praksis. For meget få ting rummer vel en dybere yogisk indsigt end oplevelsen af, at selv ikke det allermest elskede forbliver uforandret, selvom det indtil det ændrer sig nærmest føles som en del af vores egen cellestruktur på en måde, der gør det svært at tro, at vi kan overleve uden det. Men det gør vi, omend i en ny form. Den form kan være sorgfuld, men den kan også rumme en stille, melankolsk glæde over, at vi i det mindste har haft det. Og en forståelse af at det aldrig var vores at fastholde.

Det samme gør sig selvfølgelig gældende i forhold til alt andet, der betyder noget for os. Vores fysiske form ændrer sig ubønhørligt og det kan føles næsten nådesløst, i hvert fald hvis vi mener, at evig ungdom er det eneste, der er smukt og værdifuldt.

Vores yogapraksis vil som alt andet også ændre sig fra år til år, både subtilt og måske også formelt, i forhold til valg af linje og tilhørsforhold. Det kan ses som en naturlig udvikling, ligesom kærlighedsforhold, der starter i en sky af sommerfugle og slutter, når vi er vokset fra hinanden. Men det kan som et brudt forhold også være virkelig smertefuldt, særligt hvis vi tror at det er den yogaform, vi praktiserer, der i sig selv er vigtig, frem for at se den som bare en ud af et utal af ligeværdige måder at nå til indsigt på. Mange yogalinjer, der lever af at fastholde disciple, gør desværre ikke det store for at afklare denne misforståelse.

Jeg har selv flere gange, altid uden større held, stået i krydsilden både mellem forskellige skoler og blandt overbeviste linjefølgere inden for en enkelt skole og insisteret på, at (næsten) alle veje fører til yoga, så længe vi ikke lægger os ned og holder fast i vejens sten, fordi vi tror, at de er yogaen.

For faren er jo, at hvis vi først identificerer os med en enkelt yogaform, kan denne identifikation paradoksalt nok sætte en stopper for yogaen som andet end form. Har vi først sagt ”Jeg er ashtangi” eller ”Jeg dyrker kun Yin Yoga”, frem for ”min metode til at opnå en tilstand af yoga lige nu er…” kan netop denne identifikation gøre erkendelsen af selvets porøsitet svær. Insisterer vi på, at vi er noget fast, holder vi os selv fanget i troen på at namarupa og alt forbundet dertil er en fast størrelse, selvom det modsatte ifølge yogafilosofien er tilfældet.

For svaret på spørgsmålet ”Hvem er jeg?” bliver jo i yoga netop ikke besvaret med en lang liste af uforanderlige forhold. Vi er ikke stenene på vejen. Vi er bevægelsen. Vi er snapshots af øjeblikke og møder, der har været, og ikke længere er. Øjeblikke og møder, der har ført nye ting med sig, der selv er blevet opløst og erstattet af andet.

Det er selvfølgelig ikke nødvendigvis en nem erkendelse, hvis man altid har fået at vide, at det trygge og uforanderlige er det, der er værd at stræbe efter. Men yogaens gave er ikke og har aldrig været det trygge og uforanderlige. Yogaens gave er derimod friheden til at se os selv og hvert øjeblik, for det, det er: Noget som er i glimt, og som altid allerede bærer kimen til afslutningen i sig.

I yogaen ligger således en dyb erkendelse af opbrud og afsked som vores livsvilkår. Men også erkendelsen af muligheden for nye begyndelser. En ny begyndelse lige nu kunne være at vælge at slippe det, der skaber uro. For hvis det ikke varer ved alligevel, hvorfor så trække pinen i langdrag? I stedet kan vi vende os mod livet i dets fulde, kontinuerlige udfoldelse. Et liv, der for de fleste af os sjældent er let, men som ikke desto mindre altid er mageløst. Fra kroppens næsten mirakuløse evne til konstant at genfinde sin balance og bære os igennem livet til de – selv kortvarige – møder med andre mennesker, der har potentialet til at skabe ændringer i vores måde at gå til verden og til os selv på, hvis de sker fra et sted af åben nysgerrighed og interesse.

At intet varer ved betyder jo ikke, at intet betyder noget. Det betyder tværtimod at hvert sekund af livet er dyrebart. Hvordan du vælger at møde og bruge det, er langt hen ad vejen op til dig.

På alle uddannelser hos Prana Yoga Shala er yogafilosofien en del af pensummet. Læs om næste 200 timers uddannelse her.

Du kan igen købe Ann-Charlottes Hvor der er stille - en moderne guide til Patanjalis Yoga Sutras, der netop er blevet genoptrykt, her.