På udkig efter en ny normal

af Ann-Charlotte Monrad

”Ser det jeg laver rigtigt ud?” spørger nye elever i Magstræde mig ofte, når de har været til deres første time. Jeg kan godt forstå det spørgsmål. For yogaundervisning har i mange år handlet om lærerens blik på eleven. Hvis noget ikke så rigtigt ud – uanset hvordan det så end måtte føles - blev det rettet med en fysisk assistering, der ikke sjældent var temmelig hårdhændet.

Men undervisningen i Prana handler ikke om, hvordan tingene ser ud. Vi prøver i stedet igennem præcise cues at vække de områder af kroppen, vi ønsker at arbejde med, både når det handler om at styrke og give slip, og om det gøres rigtigt skal i langt højere grad føles end ses. Og det siger sig selv, at den eneste, der kan føle det, er eleven selv.

Måske derfor blev det aldrig et stort problem ift. den yoga vi delte igennem tre måneder med nedlukning og livestreaming, at vi ikke kunne se og korrigere vores elever, selvom vi selvfølgelig savnede dem. For den ”rigtige” fornemmelse af yoga er i vores tilgang i Magstræde en, som eleven selv skal lære at kende ved at opbygge et opmærksomt, indre forhold til sin krop, også selvom en blid hånd på en spændt skulder selvfølgelig altid er rar.

Det sete over for det oplevede er også noget jeg kender til fra de få, lidt vildere yogabilleder på vores instagramside. Hver eneste gang jeg får taget et af dem, slår det mig altid, at de billeder, der ender med at se bedst ud, på ingen måde er dem, hvor stillingen føltes mest behagelig. Simpelthen fordi et overstrakt knæ med sine lige linjer altid vil være visuelt smukkere end et let bøjet ben.

Hvordan ting ser ud sat over for hvordan de føles, er i det hele taget noget, der fylder i vores moderne verden. Og i månederne siden marts er det blevet mere end tydeligt, at man i Danmark har et helt præcist billede af, hvordan et ”normalt” liv ser ud, også fra officiel side. Normen er en mor og en far (begge danske statsborgere med dansk familie) med hver sit sikre, stabile fuldtidsjob og to (ret veltilpassede) børn. Familien bor nok i en ejerbolig, hvor alle har deres eget værelse og minimum to badeværelser til deling. Det er denne familie, som stort set alle støttepakker og hjælpeforanstaltninger er blevet indrettet efter.

De enlige, de udsatte, de selvstændige (med eller uden familie) med meget lille indtægt, dem med udenlandsk familie, kunstnerne osv. har i langt højere grad end den perfekte, normale, danske familie måttet finde deres egen vej igennem krisen. Er man ikke en del af normen, så passer man ikke rigtig ind, og passer man ikke ind, kan man ikke forvente hjælp.

Mange yogalærere, der elsker deres arbejde, og derfor frivilligt lever af en forholdsvis lille indtægt, har således ingenting fået i støtte, fordi de simpelthen ikke økonomisk eller ansættelsesmæssigt i det officielle Danmarks øjne har et rigtigt voksenliv. Selvom de egentlig selv synes, at deres liv er temmelig rigtige og måske endda meningsfulde.

Selv kender jeg virkelig godt til at have formet et liv, der ofte bliver mødt med undren. Jeg lever godt nok ikke længere på en sten, men har på den anden side nået en grad af anerkendelse, der i andres øjne burde føre noget mere med sig end en lille bitte yogaskole uden lækre omklædningsfaciliteter og bemandet reception. Vil jeg virkelig ikke udvide mit brand (eller måske i første omgang have et), bliver jeg spurgt? Vil jeg ikke have en ekstraindtægt på at sælge diverse yoga accessories? Hvad med investorer? Som kunne hjælpe mig med at få skabt en struktur i Prana, så skolen måske på sigt kunne udvides og måske endda sælges? Men svaret på alt det er altid “nej tak”.

Yoga kan sagtens fungere fint som forretning, hvis det er det, man er ude efter, men det kan den yoga, som jeg deler, ikke. Den foregår menneske til menneske, kræver plads til fordybelse og er baseret på en erfaring, man ikke kan købe, brande eller accessorize sig til. Vi kommer kort sagt aldrig til at sælge tohundrede-kroners designerflaske med Pranas logo på i Magstræde.

Har nedlukningen lært mig noget, så er det, at der faktisk kun er ting, jeg vil, og det er at leve et helt enkelt liv, hvor jeg kan støtte og heale med yogaen, mentalt såvel som fysisk, ansigt til ansigt i et fællesskab af yogaelskere, der alle brænder for i det store og det små at skabe en bedre verden.

En af de oftest citerede passager i Bhagavad Gita er (her i Lars Martin Fosses oversættelse, hvor dharma oversættes med duty) vers 2.35: ”It is better to carry out one’s own duty imperfectly, than another’s duty well. It is better to die following one’s own duty – another’s duty is perilous”.

Passagen kan, i et årtusinder gammelt kastesamfund som det indiske, selvfølgelig godt læses lidt ”Skomager, bliv ved din læst”-agtigt, men det kan også vendes om og bruges af alle os, der ikke rigtig passer ind, og som derfor altid har fået at vide, at vi burde gøre tingene anderledes, end vi gør. For mig betyder det, at min dharma er yoga som yoga, ikke yoga som forretning, uanset hvor fint en sådan forretning måske kunne komme til at køre.

Men at jeg kender min dharma betyder ikke, at det er let altid at holde fast i det, der er det rigtige for mig. For i et samfund, der elsker normer, er der også normer for, hvordan ambition skal se ud. At være succesfuld i forhold til antal af elever og indtjening er til at forstå. At være succesfuld i forhold til den stille tilfredsstillelse der er i at medskabe noget virkelig nærende er mindre håndgribeligt og derfor – med samfundets øjne – mindre trygt. I hvert fald for dem, der passer ind. Og derfor føler jeg mig altid lidt forkert i et land, hvor man helst skal være, som folk er flest.

Men i det mindste er jeg ikke alene. Jeg er virkelig begyndt at få øjnene op for alle dem, der som mig ikke kan puttes ned i en firkantet og med ligusterhæk omkranset Familien Danmark-kasse. Og som bliver udfordrede ikke bare, når vi skal søge om hjælpepakker, men også, når vi igen og igen skal forklare og ikke sjældent retfærdiggøre vores valg over for omverdenen. For nyligt beskrev en kær med-yogi det ret præcist, da hun sagde: ”Min familie vil have, at jeg skal slå mig til ro, så jeg kan få det slags forhold, jeg slet ikke passer ind i, fordi jeg ikke har lyst til at slå mig til ro”.

Da landet var lukket helt ned, advarede vores statsminister os om, at intet nogensinde ville blive normalt igen. Alligevel blev landet holdt lukket og senere genåbnet baseret på, hvordan det ”normale” Danmark ser ud.

Samtidig blev det tydeligt for de fleste af os, at hele den struktur af 37-timers arbejdsuge, lange skoledage til vores børn i proppede klasselokaler og et liv, der kører på nøje fastlagte skinner, er et samfundsskabt fænomen, som sagtens kan se anderledes ud. Så selvom det måske, post-corona, er for meget at håbe på en fuldkommen gentænkning af samfundet, kan vi forhåbentlig med lidt kraftigere og modigere stemmer insistere på plads til de åndehuller, hvor det er vigtigere hvordan tingene føles, end hvordan de ser ud. Hvis vi alligevel skal forme et nyt samfund, kan vi jo gribe chancen og give det mange former. Ikke kun de firkantede.

Læs mere om hvor skævt coronastøtten har ramt hos Solidaritet.dk, hvor journalist (og Prana-yogi, når hun er i landet) Nina Trige Andersen sammen med sine kollegaer bl.a. skriver om alle de danskere, der lever liv, som ikke passer ind i faste rammer.