Vores eget rum

På National Museum of the American Indian i Washington D.C. findes et kort over den oprindelige befolkning, der fra det nordligste nord til det sydligste syd af Amerika skaber en sammenhængende, alternativ nation på tværs af landegrænser. Tanken om dette oprindelige fællesskab, der ikke begrænses af nationalitet, er utrolig smuk. Af og til føler jeg, at det samme gør sig gældende for yoga i dag: At vi på tværs af landegrænser taler et fælles sprog og prøver at leve efter en fælles etik, der er den samme: Yogaens. Og mange af os i dette transnationale fællesskab identificerer os som kvinder.

Da jeg i det sene efterår samlede en gruppe yogapraktiserende fra nær og fjern til et retreat på Orø, var dette også tilfældet. Vi var 18 kvinder og en enkelt mand, og det uudtalte tema var samhørighed.

Retreatet foregik på et tidspunkt, hvor afstand og håndsprit endnu var på dagsordenen, og hvor vi så småt var begyndt at frygte nye nedlukninger, så at finde sammen om yogaen i et nærende fællesskab var en gave. Det var det også, at vi denne weekend satte fokus på at drage selvomsorg og finde inspiration til en personligt mere bæredygtig vej videre, som nye indsigter piblede frem der i stilheden på måtten. Fælles for mange af deltagerne på den lille ø i Isefjorden var nemlig, at de personligt og/eller professionelt brugte det meste af deres hverdag på at tage sig af andre, og et par dages pause fra den opgave var en kærkommen måde at vende underskud til overskud, og se tingene fra en ny vinkel.

Det er muligt, at yoga i medierne stadigvæk bliver omtalt som en lidt overfladisk wellness-syssel, men det er langt fra min oplevelse af, hvordan vores praksis bruges. For det er de færreste yogaudøvere, der interesserer sig for flashy instagramopslag og dyrt yogatøj. Vi vil bare have det så godt, at vi på bedst mulig vis kan gøre en positiv forskel i verden, fra den helt nære til den mere perifære. Og den bevægelse i yogaen er jeg stolt af at være en del af.

I Prana har jeg igennem de sidste ti år prøvet at skabe et rum, der giver plads til alle os, der med jævne mellemrum i en time eller to har brug for at træde ud af en verden af opgaver og ansvar, krav om præstation og fremtoning, og bare være. Alle os, der har gavn af at blive mindet om, at vi ikke er de eneste, der af og til synes, at det hele er lidt for meget. Side om side, i flow og i stilhed, opdager vi, at livet ikke kun udfordrer os. At vi ikke er alene om at bære meget på vores skuldre.

Men det fælles, støttende og accepterende rum som yogaen kan være, er ikke et vi kan tage for givet. Det oplevede jeg selv, da jeg deltog i mit første retreat, der var en hel del anderledes end det, jeg selv underviste på Orø.

Jeg var på det tidspunkt femogtyve år gammel, og havde netop afsluttet en MA på SOAS, University of London og en cand.mag i litteraturvidenskab i København, begge steder med et speciale om moderne, indisk kvindelitteratur og tredje verdens feminisme. Jeg havde således tilbragt tre år med at fordybe mig i Sydasiatisk kultur og historie, og at kaste mig ud i yogaen havde føltes som en naturlig del af mine studier, mens jeg boede i London. Og efter nogle år var jeg klar til at udvide mit kendskab til den praksis, jeg til mine ugentlige klasser havde forelsket mig i.

På retreatet var det dog på ingen måde min viden om Indien, der var i høj kurs. Jeg havde faktisk aldrig en fuld samtale med den mandlige underviser, der til gengæld havde travlt med at tage mig på brysterne og i skridtet, når han justerede mig. Det samme gjorde sig gældende i den relation med en mere end ti år ældre mand, som jeg blev en del af i løbet af mit ophold, først og fremmest fordi loven om samtykke endnu ikke eksisterede. For havde han spurgt mig, før han ganske kort efter at jeg var ankommet, en aften, hvor jeg var på vej i seng, kastede sig over mig, ville jeg havde sagt nej tak. I stedet frøs jeg i situationen og tænkte: ”Hvad fanden sker der?”  

Og det var ikke, fordi det var fuldkommen frygteligt. Det var bare slet ikke det, jeg ville. Jeg ville yogaen og jeg ville tages seriøst i min undersøgelse af åndelighed, for jeg vidste allerede dengang, at yogaen ville komme til at spille en kæmpe rolle i mit liv. Hvad jeg absolut ikke ville var at blive objektiviseret af en mand, som jeg allerede kendte godt nok til at vide, at han udelukkende var interesseret i mig, fordi jeg var ung og køn og derfor passede godt ind i hans selvbillede.

I dag er jeg sikker på, at havde jeg efterfølgende henvendt mig til de ældre kvinder på retreatet, havde historien måske fået en anden udgang. Men dengang så jeg kun én ting: At han var ven med alle. Og at jeg ikke ville have en chance i den gruppe, som jeg så gerne ville være en del af, hvis jeg afviste ham efter min første oplevelse med ham. Og derfor resignerede jeg og endte sammen med ham for en stund. At jeg gjorde det, havde dog i det mindste den fordel, at læreren på retreatet ikke længere tog mig på brysterne og i skridtet, når han justerede mig.

Efter retreatet mistede jeg min tryghed ved at praktisere sammen med andre. Yogasalen var ikke længere et sted, hvor jeg følte mig sikker. Den var heller ikke længere et sted, hvor jeg følte mig set af de rigtige grunde. Jeg praktiserede derfor som regel alene, og når jeg praktiserede sammen med andre, var jeg altid rædselsslagen. En rædsel, der også skyldtes de meget voldsomme fysiske justeringer, som lærerne dengang insisterede på, var den eneste korrekte tilgang til vores praksis.

Gudskelov mødte jeg med tiden en lærer, som fik mig til at føle mig tryg i fællesskabet med andre praktiserende igen. Og som gjorde det muligt for mig at opleve øjeblikke af ren væren, yogaens endemål, midt i dette fælles rum, fordi jeg ikke længere skulle kigge mig over skulderen, men kunne koncentrere mig om min krop og min vejrtrækning. En af de smukkeste oplevelser, jeg havde på hans skole, var engang hvor vi alle stod så tæt, at jeg sammen med kvinden ved siden af mig, respektfuldt og helt uden ord, måtte synkronisere enhver bevægelse, så der var plads til os begge hele vejen igennem vores praksis.

Flere år senere fandt jeg - hos Yoga Medicine - et rum, hvor det at fordybe sig i yogaen og lære mere ikke længere bare handlede om den personlige indsigt, men også tillod mig at fokusere på, hvordan jeg som underviser bedst muligt kan drage omsorg og støtte op om mine elever, så yogaen for alvor kan blive en helbredende, helende rejse ind i en dybere forståelse af krop og sind. (At jeg hos Yoga Medicine har jeg mødt hundredevis af kvindelige kollegaer og i alt tre mænd er stadigvæk noget, der forbløffer mig).

Jeg har igennem det seneste par år glædet mig over, at det netop er yogaens helbredende aspekter, der i vores transnationale yogafællesskab er kommet i fokus.

Derfor blev jeg også en smule paf, da jeg for nyligt tog en klasse i New York i et af byens største studier. Her opfordrede den unge, kvindelige underviser os nemlig flere gange til at bevæge os sexet. Og som jeg kiggede rundt på mine medpraktiserende, der næsten alle var i tyverne, blev jeg mindet om mig selv tilbage i min spæde yogastart.

Det, jeg ønskede mig allermest dengang, var at træde ud af den kønnethed, der gjorde mig til et objekt, som mændene på min vej, også med yogaen, anså det som deres ret at kaste sig over. For den gjorde, at jeg ikke blev taget seriøst i mit arbejde med den filosofiske og åndelige praksis, som jeg elskede, men i stedet bare blev taget på brysterne. Og det er der masser af steder, man kan blive. Og også tidspunkter, hvor man gerne vil blive det. Men det er mere end sjældent i yogasalen, som til gengæld er det magiske sted, hvor friheden til at undersøge og måske endda slippe den identitet, som samfundet generelt har så travlt med at trække ned over hovedet på os, kan findes.

Så på kvindernes internationale kampdag vil jeg slå et slag for den yoga, der på tværs af landegrænser skaber et trygt og helbredende fællesskab for alle, der har brug for det. Et fællesskab, hvor vi i bevægelse og stilhed får mulighed for at dele kropsliggjorte livshistorier, sorger og glæder, og også se hinsides dem.

I yogaens helende, nærende rum kan vi træde frem som dem, vi er. Ikke som dem, andre synes, at vi skal være. Det er et rum, hvor vi nogle dage kan føle os feminine. Og andre dage maskuline. Nogle dage stærke, og andre dage sårbare. Nogle dage trætte, andre dage tænksomme. Nogle dage begejstrede, andre dage oppustede og gnavne. Nogle dage gået lidt itu, andre dage uovervindelige. Og nogle dage måske sexede, men kun fordi vi selv har lyst. Og alle dage og først og fremmest er det et rum, hvor vi - hinsides køn, race, nationalitet, alder, størrelse og alt det andet, der bliver brugt til at skille os ad – kan få lov til simpelthen at være det, der binder os sammen, fordi det gælder for os alle, og derfor er det eneste, der virkelig betyder noget: Mennesker. Med præcis den samme ret til at blive set, hørt og respekteret.

Du kan tage med til Orø d. 1/4-3/4. Læs mere her.

I hele marts tilbyder vi alle nye elever i Prana 3 klasser for kun 150,- Klasserne skal bruges inden d. 1/5. Du betaler i forbindelse med den første klasse. Se vores skema her.

Vil du virkelig fordybe dig i yogaen? Så er vores 200-timers Yoga Alliance-godkendte forløb måske noget for dig. Vi starter til april.

 

Ann-Charlotte Monrad