Legenden om de åbne hofter

Yogiens ønskeliste kan være overraskende lang, særligt når vi tænker på, at yoga er en praksis med filosofiske rødder i idéen om non-attachment.

Som yogier ønsker vi os sindsro, hvis da ikke ligefrem oplysning. Vi ønsker os sindsligevægt, når livet driller. Vi ønsker os en sund, nærende kost, der understøtter vores krops balance. Vi ønsker os nye yogabukser, og af og til ønsker vi os også ikke længere at ønske os nye yogabukser. Vi ønsker os fred og harmoni i verden og lykke til alle. Og ikke så sjældent ønsker vi os en krop, der gør de yogastillinger, vi praktiserer, stabile og behagelige (sthira og sukha, med Yogasutraernes ord). Inkluderet i det sidste ønske finder vi ønsket om åbne hofter.

Åbne hofter er et begreb, jeg i mine år som anatomistuderende har studset lidt over. For de er, som enhjørningen for eksempel, en fin tanke, men ikke noget, der egentlig har hold i virkeligheden. For hofter kan mange ting. De kan indadrotere og udadrotere. De kan lave abduktion og adduktion. Fleksion og ekstension. Og ofte laver de flere af disse bevægelser på én gang, når vi praktiserer asanas. Men de kan ikke åbne.

Jeg er godt klar over, at mange bruger udtrykket ”hofteåbning” for at beskrive særligt bevægelserne udadrotation og ekstension. Og det kan selvfølgelig virke lidt pedantisk at gå i rette med det. Men problemet er, at hvor ordene ”udadrotation” og ”ekstension” er forholdsvis neutrale, så er ”åbning” det ikke. Det er i stedet generelt positivt ladet. Det vil sige, at hvis nogen fortæller os, at vi er åbne, bliver vi glade. Får vi til gengæld at vide, at vi er lukkede, så er den ikke så god. Særligt ikke, hvis det er en partner, der siger det...

På Prana Yoga Shalas uddannelser er en af de ting, vi altid undersøger, når vi kommer til undervisning i hofteleddet, hvor stor en ROM (range of motion) vi hver især har i hoftens bevægelser. Det er her værd at nævne, at visse yogastillinger, som f.eks. fuld lotus eller pigeon med benet i en 90 graders vinkel, kræver en langt større udadrotation i hofteleddet, end hvad der anses for gennemsnitlig, forventelig bevægelighed hos størstedelen af befolkningen.

Øvelsen med at undersøge individuel ROM er altid en øjenåbner, og jeg hører tit folk reagere med et ”Nu forstår jeg!” Særligt i forhold til stillinger, som de altid har haft det svært med. Og troede, at de bare skulle øve sig noget mere på, selvom de fandt det ubehageligt.

Det er klart, at mange, der starter til yoga, finder større bevægelighed i vævet, som deres praksis folder sig ud, men realiteten er, at vi hver især er født med en knoglestruktur som gør, at vi alle har en grænse for, hvor meget bevægelighed, der er mulig i hvert enkelt led, og at vi derfor ikke bare skal klø på med mange af de stillinger, vi bliver præsenteret for, men tværtimod skal lære at udføre dem på en måde, der ærer lige præcis vores egen knoglestruktur. Og den er ganske ofte anderledes, end hvad man ser på de mere gummimenneske-agtige yogabilleder på de sociale medier.

Min egen knoglestruktur gør, at fuld lotus ikke er og aldrig har været et problem, og ikke er noget, jeg har skullet lære. Til gengæld er udadrotationen i mit hofteled ikke så stor, at jeg kan føre min fod til mere end lige om bag mit hoved. Selvom mange lærere igennem tiden har prøvet af hive den længere bagud og ned. Hvilket man, hvis man har en vis viden om, hvordan kroppen fungerer, kan påstå, nok ikke er verdens bedste idé... For det er nemlig en anden ting ved altid at stile efter større range of motion: Er vi lige på grænsen til vores egen formåen, går vi tit på kompromis med den muskulære stabilitet, som i virkeligheden – og særligt som vi bliver ældre – er af langt større vigtighed for vores leds sundhed end stor bevægelighed.

Jeg har skrevet og talt om dette tidligere, bl.a. i podcasten Sjælesund, men grundlæggende kan vores jagt på den størst mulige bevægelighed i leddene føre til, at de mister i hvert fald noget af deres evne til at gøre det, vi rigtig gerne vil have dem til: At være stabile. Hvilket i hofteleddets tilfælde betyder, at det skal kunne bære os stabilt og smertefrit rundt i verden.

Det, der gælder for hofteleddet, gælder selvfølgelig også i forhold til resten af kroppen, og også her kan idéen om “åbenhed” skabe problemer af den ene og den anden art.

Jeg har ofte oplevet, hvordan den smidige ryg (som jeg på ingen måde selv er i besiddelse af) ses som noget særlig attraktivt hos kvindelige yogaudøvere - et tegn på en eller anden særlig attråværdig femininitet. Som om den perfekte kvinde i traditionel yoga er uden rygrad, kunne man sige... Faktisk havde jeg engang en ven, der som en af de første ting, han fortalte mig om sin nye kæreste, var, hvor utrolig smidig en ryg, hun havde.

Men igen er vi inde på noget så basalt som knoglestruktur. I dette tilfælde gør særligt torntappernes form sig gældende. Og man kan, så vidt jeg ved, ikke se en særlig sammenhæng mellem smalle torntapper og feminin føjelighed... Gudskelov! I den sammenhæng er det også værd at notere sig, at det vist stadigvæk ikke er bevægelige rygsøjler, der er mandlige praktiserendes ultimative, fysiske scoretrick. Men derimod en stabil håndstand. (Bare hvis nogen troede, at mainstream yoga er hinsides kønsroller, og at der ikke også ligger et stort oprydningsarbejde og venter der).

Men hvad betyder en forståelse af kroppen, når den trækkes ud af legendernes skær, så for vores yoga?

Som leder af en yogaskole og underviser på to uddannelser er det naturligt, at jeg ofte bliver spurgt, hvilken type yoga, jeg underviser. Det lange svar på det spørgsmål er, at jeg underviser en anatomisk baseret asanapraksis, der inddrager den viden, vi på nuværende tidspunkt har om, hvordan vores kroppe rent faktisk fungerer, og hvad de har godt af, og hvad det bør have af betydning for, hvordan vi underviser klassiske, såvel som mere nymodens (og ganske ofte selvopfundne) asanas og øvelser i yogaen. Og det gør jeg med udgangspunkt i den klassiske yogafilosofi. Og jeg er klar over, at det muligvis ikke er verdens mest sexede svar, men til gengæld føles denne form for yoga fantastisk for krop og sind, også i det lange løb. Og det er vigtigt, for jeg er nemlig helt enig med Patanjali i, at en asana skal føles stabil og behagelig. Og, vil jeg tilføje, det skal den helst blive ved med at gøre, også efter tyve års praksis. Hvilket i mine øjne kun sker, hvis vi dykker ned i studiet af kroppen, og tager den alvorligt.

Som en start på den proces, kan vi lægge idéen om de åbne hofter lidt væk. Og i stedet lære vores egne hofter at kende, præcis som de er.  

Vi starter vores næste 200-timers yogalæreruddannelse og fordybelsesforløb op til april. Læs mere her.

Er du allerede yogalærer? Så er du måske interesseret i hele eller dele af vores 300-timersforløb. Læs mere her.

Vil du bruge vinterferien på anatomi? Vores online anatomikursus består af korte videoer om bl.a. kroppens led og muskler, samt en manual med både billeder og tekst.