Tid til at trives

I starten af januar vågnede jeg en morgen til lyden af fuglesang. ”Nu er det næsten forår!” var min første vågne tanke. Selv for en som mig, der insisterer på at praktisere en positiv tilgang til tingene frem for at læne mig ind i worst case scenarier, var det måske alligevel en smule for optimistisk. For der er alligevel et stykke vej fra starten af januar og til foråret, i hvert fald i Danmark.

Efter morgenkoncerten begyndte tingene da også at gå ned ad bakke. Ikke store ting, men bare en hel masse små, irriterende hændelser, der gjorde det svært at holde fast i fornemmelsen af forår i krop og sind.

Nogle dage senere talte jeg med en veninde. Hun havde en fantastisk nyhed, hun ville dele med mig, men fordi hun ringede fra sin bil på en regnvåd parkeringsplads, hvor hun holdt og ventede på hjælp til sit punkterede dæk efter en lang arbejdsdag, blev nyheden noget farvet af omstændighederne, der ikke var specielt fantastiske. Og sådan går det ofte. Det, der er glædeligt, farves af det, der ikke her. Ret sjældent er det modsatte tilfældet.

Jeg har for længst droppet ideen om et nytårsforsæt. Jeg ved, at jo flere planer jeg lægger for, hvordan mit liv skal folde sig ud, jo mere gør det det fuldkommen modsatte. Og det er helt ærligt lettere at forholde sig til alle livets punkterede bildæk, hvis man ikke først skal komme sig over skuffelsen over, at køreturen ikke blev, som man havde forventet.

Men som vi i Prana har bevæget os igennem et fuldkommen umuligt efterår, hvor der absolut ikke var hul igennem til noget som helst, og ind i en vinter, der indtil videre har været en hel del bedre, end jeg havde turdet håbe på, har jeg lovet mig selv en ting: At det smukke, fine og glædelige ikke skal overskygges af det irriterende, bekymrende og svære.

For jeg er klar over, at hjernen er skruet sådan sammen, at den for at sikre vores overlevelse har langt lettere ved at gribe ud efter det negative end efter det positive. Men personligt er jeg, efter nogle både personligt og professionelt benhårde år, færdig med bare at overleve. Fra nu af vil jeg insistere på min ret til også at trives, og jeg vil derfor fylde mit liv og min opmærksomhed med ting, der gør mig glad, og give meget mindre plads til ting, der udfordrer og frustrerer mig. Måske vil jeg - i hvert fald i visse tilfælde - faktisk ikke give dem nogen plads overhovedet.

En af de ting, jeg glæder mig over er, hvor stor en rolle yogaen nu spiller i mange af vores medlemmers liv. Og at denne rolle ikke bare har vokset sig større siden første nedlukning, men også har ændret karakter.

Igennem størstedelen af min egen praksis har yoga for mig været en måde at opretholde en sund balance, ikke bare fysisk, men i den grad også mentalt. Og som jeg har integreret den kinesiske medicin mere og mere i min undervisning er netop den sunde balance, helt ned i specifikke ubalancemønstre, blevet meget mere fremtrædende. At det er det, som meget af min undervisning nu centrerer sig om, og som mine elever rent faktisk møder op og deltager i, er jeg fuldstændig vild med. At jeg kan tilføje en lang række helbredsorienterede redskaber i mine flow-klasser, og at der er et publikum for det, er intet mindre end fantastisk for en underviser, der for år tilbage altid blev en lille smule træt, når en håndstandsworkshop uden problemer blev fyldt op, mens kurser om mere sundhedsrelaterede temaer var halvtomme. Og ikke et ondt ord om håndstand. Det er bare ikke noget, der nogensinde for alvor har interesseret mig.

Så på trods af nogle frustrerende år med fra officiel side meget lidt respekt for eller støtte til det, som yogaen kan bidrage med i forhold til folkesundheden, har netop yogaens sundhedsaspekt alligevel fået lov til at træde tydeligt frem siden marts 2020, måske særligt fordi de praktiserende har haft tid og stilhed nok i deres liv til at mærke det. Og måske er det derfor, at en klasse som Terapeutisk Flow nu er en af vores mest populære, hvilket med sikkerhed ikke var sket for 6-7 år siden, hvor det stadigvæk mest handlede om flashy armbalancer og peak poses.

Det glæder mig også, at jeg en gang for alle har kunnet langtidsparkere tanken om at skabe et eller andet yogaimperium med masser af centre, som jeg en dag kan sælge videre til højestbydende. Det har aldrig været min personlige intention, men jeg har igennem tiden oplevet et pres fra andre, der mente, at dette måtte være det eneste tænkelige mål med at køre en yogaskole. Men fra den dag for ti år siden, hvor jeg overtog lokalet i Magstræde, har jeg kun haft et mål: At danne rammen om et yogafællesskab, hvor vi sammen kan skabe en modvægt til det moderne konkurrencesamfunds mange krav. Hvor sigtet med yoga er det, som vi præsenteres for i den klassiske filosofi. Nemlig at sindets endeløse drejninger for en stund drejer en anelse langsommere, så vi kan dvæle i glæden over oplevelsen af simpelthen at være til, uanset hvad der ellers sker i vores liv.

Og på en eller anden måde er det lykkedes at holde fast i det mål igennem ti år med mindst lige så mange ned- som opture, ligesom det er lykkedes os at overleve uden en forretningsplan, uden marketingsstrategier, uden investorer og uden digitalisering af nogen art. Og den tanke fylder mig mere end noget andet med glæde og giver mig følelsen af at foråret er lige om hjørnet. Også på en grå regnvejrsdag i januar.

Vi tilbyder faste, ugentlige klasser, som du fra næste uge bare kan møde op til uden forhåndstilmelding. Se skemaet her.

Hvis du har din faste praksis et andet sted, kan du deltage på vores events, der både omfatter retreats og workshops (særligt om kinesisk medicin og yoga). Læs om dem her.

Vil du vide mere om yogafilosofi og hvordan du kan integrere den i dit moderne liv? Min seneste bog Vejen hjem – yoga for livet kan købes her og du kan også låne den på biblioteket.