Er miraklernes tid forbi?

En af de fineste yogalærere, jeg kender, spurgte mig for nylig, lettere fortvivlet: ”Er det mig, der gør noget forkert?”

Hun kunne simpelthen ikke forstå, at der ikke kom nogen elever til hendes klasser. Jeg kunne forsikre hende om, at hun ingenting gør forkert. Tværtimod er hendes undervisning både omsorgsfuld og nærende på en måde, som alle har så hårdt brug for lige nu. Selvom de ikke møder op. Og det er selvfølgelig paradoksalt, men der er i hvert fald én god grund til det.

I det første lange stykke tid af disse coronaramte år gjorde vi de ting, som regeringens pressemøder fortalte os, at vi skulle. Og vi lod være med at gøre det, vi fik at vide var enten forbudt eller i hvert fald ikke nogen god idé.

Det har været fascinerende – men også en smule skræmmende - at se, at vi ikke længere behøver deciderede lovkrav for at rette ind. Som Pavlovs hunde skal vi på dette tidspunkt i pandemien kun høre ordet ”Pressemøde”, og så aflyser vi alt, hvad der kan tænkes at udfordre vores lille boble af sikkerhed. Og selvom yoga, med bl.a. sin virkelig effektivt regulerende effekt på stressede nervesystemer, burde have en plads i denne boble, er yogaen på lige fod med håndbold og brydning blevet forbudt så mange gange nu, at vi simpelthen opfatter den som farlig, også selvom intet kunne være længere fra sandheden.

Så derfor er min kollegas hold tomme og mine egne hold (og alle hold i Prana generelt) langt mindre velbesøgte, end de burde være. Og det er et større problem, end det på noget tidligere tidspunkt siden marts 2020 har været, for der er jo ingen restriktioner, og derfor ingen hjælpepakker. For selvom hjælpepakkerne ikke har været noget at råbe hurra for, har de alligevel kostet Staten en del, og derfor er det alt andet lige billigere ikke at pålægge os restriktioner eller nedlukninger. Særligt når borgerne så fint sørger for disse nedlukninger og restriktioner af egen fri vilje. Men hvad der er godt for Staten, er fuldkommen katastrofalt for landets selvstændige i serviceindustrien.

Sidste jul delte jeg en juleblog, der hed Et slags julemirakel. I den skrev jeg om den nedlukning, der havde fundet sted lige inden: ”For første gang siden d. 11. marts blev jeg ramt af en følelse af simpelthen ikke at kunne mere. I et øjeblik føltes det som om jeg ikke havde mere energi til at kæmpe, og at det var blevet tid til at smide håndklædet i ringen. Jeg ved, at mange af mine dygtige, omstillingsparate og generelt imponerende vedholdende kollegaer havde det på samme måde.” Det er et år siden nu…

Da endokrinolog Hans Selye lavede de forsøg med rotter, der senere blev basis for vores moderne forståelse af stress, udsatte han bl.a. en rotte for kulde. Rotten ramtes først af alarmfasen, den naturlige første fase i vores respons til stress. Som kulden fortsatte og øgedes, bevægede den sig videre til tilvænningsfasen, den fase, hvor man i en periode lærer at leve med enhver form for kronisk stress. Hvor ekstrem denne stress kan være blev tydeligt, da en anden rotte blev sat ind i det kolde miljø, som den første rotte havde vænnet sig til at leve i. For den anden rotte døde på stedet. Af chok. Selvfølgelig betød det, at den første rotte klarede kulden pga. sin tilvænning til vedvarende stress ikke, at den var uovervindelig. Med tiden ramte den det stadie, som Selye kaldte udmattelsesstadiet. Det stadie, som alle typer af kronisk stress fører til, hvis stressen ikke stopper. Det stadie, hvor man udvikler livstruende sygdomme.

I næsten to år har alle os, der lever af at mennesker mødes, levet som rotten i kulden. Af og til er der måske blevet skruet en anelse ned for kulden, men ret hurtigt er der blevet skruet op igen.

For os er det faktum, at vi takket være mutationer snart har lært hele det græske alfabet at kende, ikke bare noget, vi kan se på som en nyhed, der nok inviterer os til at skrue lidt op frygten, men som ikke for alvor truer vores eksistensgrundlag, særlig ikke med de mange vacciner, de fleste af os har fået eller har fået tilbudt. For for os selvstændige kan frygten ikke klares med mundbind, håndsprit og afstand. Vores frygt er den, hvor vi igennem alt for mange søvnløse nætter har spurgt os selv, om det mon bliver denne gang vi ikke kan finde penge til vores regninger. Penge til vores børns julegaver. Penge til mad. Og den frygt rammer hver eneste gang ordet “Pressemøde” atter fører til aflysninger en masse uden mulighed for kompensation.

I det sidste stykke tid har jeg selvfølgelig spekuleret over, om det er dumstædigt af mig at insistere på at holde fast i Prana. Ville det ikke være klogere at jeg, som mange af mine kollegaer er blevet nødt til det, lukkede min forretning, så jeg kan få dagpenge, og dermed bare en eller anden form for sikkerhed? Ville det ikke være det bedste for mit eget helbred ikke fortsat at balancere et sted mellem tilvænnings- og udmattelsesfasen i endnu en mørk coronavinter?

Men yoga er mit livs kærlighed. Og den kærlighed har aldrig været stærkere end den er nu. For det er yogaen, der har fået mig igennem de sidste to år på en måde, der gør det muligt for mig stadigvæk at elske hver eneste klasse, uddannelse og workshop, jeg underviser. Det er yogaen, der stadigvæk giver mig lyst til at udvikle mig som underviser og finde nye måder at nære og støtte mine elever på. Uanset om der dukker 4 eller 14 eller bare én enkelt op til mine klasser.

Så mit eneste ønske i år er, at jeg kan fortsætte med at lave det, jeg laver, og som jeg efter mere end 20 år som underviser er blevet virkelig god til. Og at jeg kan fortsætte med det længe efter, at vi har glemt alle bogstaverne i det græske alfabet igen.

Jeg ved, at de næste par måneder bliver benhårde. Men jeg vil minde mig selv om, at jeg for et år siden slet ikke måtte invitere ind i et rum fuld af vejrtrækning. Det må jeg nu. Og den glæde, som den tanke fylder mig med, vil jeg holde fast i. For selvom jeg har mistet enhver tro på mirakler, har jeg ikke mistet min tro på yogaen som noget af det smukkeste og mest unikke, vi kan dele med hinanden. Og det er vel egentlig trods alt et slags mirakel.

Føler du dig ikke tryg ved at lave yoga sammen med andre? Eller bor du langtfra København? Så støt Prana igennem en kold, hård vinter med et medlemskab til Prana livestream (3 mdr/ 300. 6 mdr/600,-. 12 mdr/1200,-. MP 56542). Har du plads i budgettet, gør et halvt års medlemskab en kolossal forskel for vores lille skole lige nu, også selvom du måske ikke når forbi til så mange klasser. Dette medlemskab inkluderer online yoga.

Se alle vores forslag til, hvordan du kan støtte os og selv nyde vores gode yoga her: #givyogatiljul

Støt os, så vi kan blive ved med at støtte dig, nu og i fremtiden! Vi ønsker dig en glædelig og fredfyldt december.