Vejen videre

Da jeg for nogle år siden stod alene med ansvaret for min have, var det første, jeg googlede, hvad jeg kunne gøre med græs, der havde vokset sig så langt, at det ikke længere kunne slås med den gamle, rustne græsslåmaskine, jeg havde fundet i mit skur.

Jeg blev i min søgen inviteret inden for på Silvans hjemmeside, hvor jeg fik at vide, at intet er forbundet med så stor glæde som helt skarpe hjørner på græsplænen. Da jeg kunne komme i tanke om mindst en million andre ting, der gav mig større glæde end det, strandede mit havearbejde, og det er først i år, hvor træerne på det lille stykke jord, der hører til mit hus, truer med at vælte af mangel på beskæring, at jeg er kommet lidt i gang igen.

Jeg er klar over, at min modvilje mod havearbejde nok har dybere rødder end en fjollet salgstale fra Silvan, og sandheden er da også, at fine, velplejede haver siden min barndom i et regelret parcelhuskvarter har stået som symbolet på det perfekte kernefamilieliv, jeg aldrig har følt mig hjemme i.

Ikke at føle sig hjemme er et tema, jeg støder på igen og igen for tiden. Jeg har stort set ikke haft en dybere samtale igennem de sidste mange måneder, der ikke har handlet om, hvordan man ønsker en anden form for tilværelse, og hvordan vejen videre skal se ud.

Det forekommer mig, at vi før marts 2020 havde så travlt med at halse efter et liv fyldt med krav om konstant vækst og udviklingspotentiale, at der slet ikke var tid til at stille spørgsmål. Men det blev der så, da alt lukkede ned. Mine egne spørgsmål endte med, at jeg måtte indrømme over for mig selv, at jeg er helt og aldeles færdig med at prøve og finde en plads det sted, hvor meget moderne yoga er endt: Som konkurrence. Som store skoler og kæder med høje omkostninger, drevet af investorer, der ved en masse om forretning, men ikke en pind om yoga. Dem om det. Jeg er udelukkende interesseret i yogaens healingspotentiale.

Det sted, hvor dette potentiale for mig kommer stærkest til udtryk, er når yogaen får os at træde et skridt tilbage fra alt det, vi bærer med os ind på måtten. Både de mønstre, der tærer på os, og de mønstre, der føles, som om de indeholder en større grad af autenticitet i forhold til værdier, som vi kan stå inde for, og de liv, vi ønsker. Og de liv er ikke sjældent anderledes end dem, som konkurrence- og velfærdsstaten insisterer på skal være vores, og som ikke tillader os at slippe fokusset på succes, og erstatte det med væren, også den væren, der handler om at være der for hinanden.

Da jeg i sidste uge sad med hovedet begravet i mine akupunkturbøger og skrivningen af min manual for at forberede weekendens workshop om kinesisk medicin og yoga, faldt det mig ind, at når man skal tale i femten timer om et system, der er bygget på menneskets dybe forbundethed med og forankring i naturen, så gøres det ikke nødvendigvis bedst ved udelukkende at side foran sin computer.

Så jeg satte hver dag en time af til at vandre på må og få i skoven bag mit hus.

På en af disse ture kom jeg til et sted, hvor skovbunden så ud til at være dækket af det tykkeste tæppe af orangegyldent silke. Alt var stille, indtil et vindstød løsnede blade fra træerne, der dalede ned mod tæppet i et snevejr af, hvad der et øjeblik så ud som træernes kærlighedsdigte til den jord, de landede på.

Taknemmeligheden over at opleve dette øjeblik fyldte mine øjne med tårer, som om mit hjerte simpelthen ikke havde plads til at rumme al denne skønhed og måtte flyde over.

Og det slog mig, som jeg gik videre, at ingen status har den mindste betydning, når det kommer til at lade sig gennemstrømme af naturens magi. Det slog mig også, at jeg vist aldrig nogensinde har oplevet at blive overvældet af noget mageløst, når jeg har kastet mig ud i det, som forbrugersamfundet ellers påstår vil gøre mig lykkelig. Jeg er i hvert fald temmelig sikker på, at jeg aldrig har fået tårer i øjnene over at modtage en pakke med noget, jeg har bestilt online.

Så en af de ting, jeg tager videre med mig fra det sidste halvandet års stilhed og tid til eftertanke er, at meget lidt af det, vi får at vide af samfundet, at vi skal ønske os – den mest succesfulde karriere, den mest pengegenererende og velsmurte forretning, det fineste hus og den pæneste have med de helt skarpe græsplænehjørner – giver os nogen blivende, uforanderlig fornemmelse af lykke. Tværtimod. I stedet kræver denne tilgang til livet, at vi hver morgen står op for at kæmpe videre for at bevare vores position og præsentere et succesfuldt ansigt udadtil. Og det gælder selvfølgelig også, hvis man arbejder med yoga.

Jeg skal selvfølgelig ikke kunne sige, at der ikke findes mennesker, der trives med dette. Men jeg ved, igennem de sidste mange måneders samtaler, at der findes mindst lige så mange, der ikke gør. Men som også synes, at det er svært at træde ud af forventningspresset, fordi det ofte konstant rammer os fra alle sider, og endda måske til dels er blevet internaliseret. Og her hjælper yogaen praktiseret som en metode til healing: Fordi den tillader os at få øje på det, vi bærer med os som en byrde, men som faktisk kan slippes, så vi i stedet gør plads til de dybe hjerteforbindelser og den gensidige støtte vi kan finde med alle dem, der har det på samme måde som os.

Og hvis vi stadig mangler den sidste motivation til at gøre alvor af tanken om at omstrukturere vores liv, så kan vi spørge os selv, hvad det betyder for den verden vi lever i, hvis vi ikke stopper op og giver os tid til at finde en anden vej, hvor materiel overflod og åndeligt underskud ikke længere er på dagsordenen. For hvis vi som verdenssamfund bliver ved med at sætte vækst, nyerhvervelser og hurtigere/større/bedre som målet for vores succes, så er vi samtidig med til ubønhørligt at udpine den natur, der måske er det eneste sted, hvor sindet oprigtigt kan finde blivende ro og overvældes af sand skønhed. Den natur, der skriver kærlighedsdigte til sig selv, når ingen kigger.

Den årlige forbrugsfest venter lige om hjørnet med Black Friday som startskuddet. Men den største gave, vi kan give os selv og kommende generationer, er nok at forbruge bevidst og bæredygtigt.

Yoga er en skøn gave, både mentalt og fysisk, og mange små, uafhængige yogaskoler med dedikerede og yderst veluddannede yogalærere vil særligt lige nu helt sikkert være taknemmelige for, at du bruger penge på yoga med dem frem for på nyt yogaudstyr eller på de store kæders evindelige slagtilbud. Hvis du støtter yogaen, så støtter yogaen dig.

Læs videre om livet og yogaen i Vejen hjem - yoga for livet.