Kroppen ved besked

En af de smukkeste bøger, der er skrevet om, hvordan krops- og bevægelsesterapi (inkl. yoga) kan hjælpe mennesker, der lever med traumer, er nok Bessel van der Kolks The Body Keeps the Score. I mit eget studie af kinesisk medicin har jeg særligt i løbet af de sidste par måneder med al tydelighed opdaget, hvor sandt dette udsagn er; at kroppen ved besked.  

I en behandling med kinesisk medicin har vi forskellige diagnoseredskaber til vores rådighed, som f.eks. samtalen, hvor vi igennem en række spørgsmål prøver at udrede klientens hovedproblematikker, og hvad de kan skyldes. Men vi har også redskaber som tunge- og pulsdiagnose at gøre brug af. Her kan vi, uden vores intellekts af og til forstyrrende mellemkomst, få en direkte sanset oplevelse af, hvad der er på færde med de organfunktioner, som det er vores hensigt at balancere i en behandling. Og kroppen lyver ikke, uanset hvor gode vi så end er til at lyve over for os selv og andre. 

Min egen puls viste, første gang jeg fik den taget i en studiesammenhæng, ud over en mild grad af stress, også tegn på et endnu ikke overstået traume. Og det på trods af, at jeg havde fortalt mig selv, at jeg både var landet efter et tumultarisk arbejdsår og en drænende skilsmisse. Men inderst inde vidste jeg godt, at det ikke helt passede, og det samme gjorde min puls. 

På tungen kigger vi ofte efter nogle af de ubalancer, der kan være i forhold til yin/yang og overskud/underskud i kroppen.  

En af de ting, der fascinerer mig dybt ved kinesisk medicin er, hvor ualmindelig lidt simpelt et system, det er. Hvis man er vild med at gøre ting meget forenklede og firkantede, er det nok ikke her, man skal lede efter svar, men har jeg efterhånden lært noget om livet så er det, at det aldrig er enkelt, og jeg ønsker en behandlingsform, der kan rumme dette faktum. 

Når vi ser på underskud og overskud i kinesisk medicin, så er en af de ting, mange kvinder i Vesten lider af det, der hedder yin xu, eller underskud af yin. Og hvordan kommer det så til udtryk? Som et overskud af yang som det ligner, uden egentlig at være det. Det vil sige, at vi kan føle, at vi har masser af energi til at gøre en million ting, men grunden til denne (tomme) energi er, at vi ikke har yin nok til at forankre vores yang, hvilket vil sige at vi kører med 100 km i timen stort set uden benzin. Yin xu følges ofte ad med xue xu, underskud af blod. Og begge dele skyldes det simple faktum, at vi menstruerer og føder børn og arbejder en masse og tærer på vores ressourcer, samtidig med at vi fortæller os selv, at vi bør leve af en lille portion salat og lidt frugt hver dag og måske lidt ekstra kaffe, når vi er lige ved at crashe. Og det er ikke en opskrift, der holder os balancerede i særlig lang tid, og derfor vil mange af os, som vi rammer slutningen af trediverne, begynde at opleve gener som menstruationsproblemer, migræne, depression, dårlig hukommelse, søvnbesvær og meget, meget mere. 

Hvordan tingene står til hos dig og hvorfor, vil en god behandler kunne fortælle dig bl.a. ved at tage et kig på din tunge.     

Som jeg bliver bedre til at gennemskue mine egne ubalancer, bliver jeg bedre til at lave små justeringer i mit liv, min kost og min yogapraksis. I min yoga kan jeg tilføre bevægelse, der gavner de funktioner, der på ethvert givent tidspunkt er udfordrede. For mig er særlig myofascial release med bolde, samt roligt styrkende og opmærksomt flow virkelig effektivt, med en enkelt yin eller restorativ stilling eller to til at runde af.  

Man kunne selvfølgelig tænke, at hvis der er underskud af yin, så er det kun det stille, der skal tilføres, men sådan er det ikke nødvendigvis, og slet ikke, som vi bliver ældre og kroppen i forhold til led og muskler får mere og mere brug for styrke og bevægelse. Hvor jeg til gengæld tilfører stilhed, er i mit liv. I stedet for lige at lave én ting mere eller måske to eller måske tre om aftenen, før jeg dejser udmattet (men også søvnløs) omkuld, lader jeg det nu ligge. Gør min aften stille. Jeg er så småt begyndt at vænne mig til tanken om at slukke min telefon om aftenen. Og til også at give mig selv dage, hvor jeg intet andet laver end at læse en bog, gå en tur i skoven og bage en kage. Det betyder selvfølgelig, at jeg som selvstændig skal omstrukturere min økonomi, men jeg vil hellere investere i min sundhed end i nye ting. Og jeg kan se på min tunge, at det virker. 

Da jeg fik lavet min første pulsdiagnose blev jeg ekstremt frustreret over, at andre folks valg, der skadede mig, kunne aflæses i min krop. Men så længe vi lever et liv, hvor vi involverer os i verden, vil det jo være tilfældet. Det kan vi ikke gøre noget ved. Det, vi kan gøre noget ved, er de valg, vi selv træffer i forhold til vores krop og sundhed. Hvor mange opgaver ville vi mon påtage os, og hvor mange ting ville vi gøre anderledes, hvis vi direkte kunne se effekten af dem på vores krop, som vi jo kan, når vi lærer at aflæse vores tunge? For mit eget vedkommende kan jeg sige, at noget helt grundlæggende ændrede sig i måden, jeg går til mit liv på, da jeg begyndte på denne rejse. Først og fremmest indså jeg, at jeg bliver nødt til at have det godt helt ind i knoglerne, hvis jeg virkelig skal kunne gøre noget for andre på en bæredygtig måde. Og jeg indså også, at jeg fortjener det. At min krop fortjener det. Ligesom du og din krop gør det. Og det bedste ved denne forøgede bevidsthed om vedvarende sundhed er, at det ikke er svært at komme i gang. For det eneste, du skal gøre, er at rulle din yogamåtte ud og nyde en velgennemtænkt praksis.

Lørdag d. 30/10 og søndag d. 31/10 - begge dage kl. 10-18 - kan du deltage i workshoppen Kinesisk medicin og yoga, hvor vi undersøger nogle af de mest almindelige ubalancemønstre i kinesisk medicin og sætter dem ind i en yogakontekst. Læs mere her.

Ann-Charlotte Monrad