Det nu, hvor du møder kroppen
Uddrag af Vejen hjem - yoga for livet af Ann-Charlotte Monrad
Jeg blev engang spurgt, om det egentlig er nødvendigt at lave yogastillinger for at opnå en tilstand af yoga. Mit svar var, at vi ikke kan adskille hovedet fra kroppen. De kroppe, der bevæger os rundt i verden, bærer i mindst lige så høj grad som vores minder og tanker på vores historier. Kun de færreste af os har et neutralt eller endda positivt forhold til kroppen. Yogaen kan være en vej til at ændre på dette. Men den kan også, som den præsenteres mange steder i dag, langt hen ad vejen være med til at holde os fast i et mønster, der ikke er hensigtsmæssigt.
(…)
Det er (…) utrolig let at falde tilbage i de mønstre, som vi har taget med os ind på måtten fra livet uden for shalaens trygge vægge. Mønstre som gør, at vi med ret stor sandsynlighed ikke kun ser på vores krop som et sted at sanse øjeblikkets mirakuløse skønhed eller som et sted at nå til dyb indsigt i altings foranderlighed fra. Men også som et sted, der er dybt farvet af det liv, vi har levet. For vores kroppe er ikke neutralt område. I kroppen bærer vi alle historier om sejre og nederlag nedskrevet i vævet, som lag af tatoveringer lavet med usynligt blæk. Yogaen kan hjælpe os med at læse historierne, men den kan også være med til at tilføje mere af det samme, mere af det, der får os til at føle os utilstrækkelige. Fra barnsben bliver vi bombarderet med photoshoppede eksempler på den perfekte menneskekrop, som meget få af os kan leve op til. Det kan være svært ikke at udvikle en eller anden form for selvhad, når kroppen bare ikke tager sig ud, som vi tror, den skal. Og det er svært, hvis vi både skal kunne leve op til et umenneskeligt ideal og samtidig skal gøre os forhåbninger om nogensinde at blive elsket – og elskes vil vi, først og fremmest fordi vi – måske især som kvinder – i litteraturen og populærkulturen præsenteres for det perfekte parforhold som den direkte vej til lykke og accept. Når det kommer til de fritidssysler, vi kan bruge vores krop til, er meget få af disse nogen, vi gør for bevægelsens egen skyld.
Vi er som regel ikke særlig gamle, før vi bliver sendt af sted til konkurrencesport af vores forældre eller får stukket et rundboldbat i hånden i skolen. Hvis vi så ikke rigtig kan finde ud af at bruge det bat, kan vi se frem til talløse ydmygende øjeblikke, hvor vi altid vælges sidst. Vores kroppe bliver således brugt som et redskab til sejr eller nederlag. Det kan også være, at vi foretrækker mere æstetiske, fysiske udtryksformer, for eksempel dans. Men også her skal kroppen bruges til noget specifikt, enten smukt eller i hvert fald interessant, som giver andre lyst til at se med. Sjældent tager vi dansetimer for at lære at danse, som om ingen kigger. Det kan selvfølgelig godt være, at hverken sejr eller optræden har været en del af vores bevægelsesvaner, men har vi hovedsageligt bevæget os for motionens skyld, har målet nok enten været at tabe os eller bevare status quo. Der er næppe mange, der tjekker ind i fitnesscentret udelukkende for den sansemæssige oplevelse ... Selv sex, der kunne være en ren sansning af fysisk nærvær i en ramme af kærlighed, er utrolig ofte så meget andet end det, lige fra behov for bekræftelse til forhandlingsmiddel og/eller magtdemonstration.
Så når vi træder ind på vores yogamåtte, kommer vi med kroppe fulde af historier. Historier om at præstere eller underpræstere. Historier om at ønske at tage os ud på en særlig måde i håbet om at blive set og elsket. Historier om at vi ikke er smukke, rigtige eller gode nok. Hvis yogaen så insisterer på at indskrive sig i rækken af steder, hvor vi skal præstere og opnå noget særligt for at føle os rigtige, bliver den bare mere af det samme, mere af det, vi igennem hele livet har udsat vores kroppe for. Af og til med glæde, men meget ofte med ubehag. Og ikke bare det: Hvis yogaen kun handler om at peake eller om at være den, der står flottest og mest korrekt og med den perfekte alignment i sine stillinger, så fratager vi den også muligheden for at vise os, hvad det vil sige, og hvordan det føles simpelthen at være. Også i det, der er vidunderligt uperfekt – måske for første gang nogensinde.