Lyden af stilhed
af Ann-Charlotte Monrad
Hvad findes der hinsides det sted, hvor tingene ender?
Sommeren i Grækenland er så intens i sin varme og skønhed, at det er svært at forestille sig, at den nogensinde får en ende. At noget så kraftfuldt kan ophøre giver ingen mening, når man er i dens hede favntag. Men som solen imod slutningen af august bevæger sig lidt lavere hen over himlen, vinden tager til og dagene er blevet blot en anelse kortere, kan en fornemmelse af årstidernes skiften ikke ignoreres. Bølgerne og strømmen trækker kraftigere i dig, når du lader det klare, turkisblå vand omslutte dig, og et spor af kølighed sidder i huden længe efter at du er tilbage på land.
Når vi er midt i et altopslugende projekt, en drømmerejse eller en kærlighedshistorie, med al den intensitet, som livet er så rigt på i netop disse øjeblikke, føles det næsten som en græsk sommer. I et af mine yndlingsdigte, Tid og rum, beskriver Michael Strunge, hvordan han og hans elskede ”stivnede (…) i kysset, så det blev evigt”. Alle, der har elsket, har nok delt drømmen om dette stivnede kys.
Men som årstiderne ubønhørligt afløser hinanden, ophører også de øjeblikke i vores liv, der ellers føltes så intenst rigtige, mens de stod på. Uinspirerende opgaver eller måske endda arbejdsløshed følger de projekter, der tændte os. Dagligdag erstatter dage på farten med verden for vores fødder. Og altopslugende kærlighed erstattes af og til af klarsyn, særligt hvis der er tale om en kærlighed der, hvis vi skal være helt ærlige over for os selv, har gjort mere ondt end godt.
Men hvad finder vi for enden af det, der gjorde livet så tindrende meningsfyldt smukt? Skal vi tro omverdenen, der griber os i øjeblikke af tab, er svaret: Mere af det samme.
”Nå, men hvad skal du så i gang med at lave nu?” bliver vi spurgt efter et velafsluttet stykke arbejde. Har vi været ansat et sted, når vi dårligt at tage en dyb indånding, før staten har sat os i gang med jobsøgning, selvom det vi måske mest har brug for er at sunde os en smule og lige så stille genfinde vores arbejdsenergi.
Drevet af frygten for dagligdagens mangel på magi er jeg en af dem, der ganske ofte har booket flybilletter til en ny rejse, mens jeg stadigvæk var på farten, så jeg kunne bilde mig selv ind, at mit liv var et eventyr af og til afbrudt af lidt hverdag frem for den anden vej rundt.
Frygten for stilheden, der føles så rungende efter livets særlige højdepunkter, er måske størst, når vi taler om kærlighed, der er brast. Det sker derfor ikke sjældent, at jagten på en erstatning for det dyrebare menneske, hvis nærvær vi har mistet, sætter ind ganske kort tid efter de har forladt vores liv eller vi har forladt dem. Den jagt bakkes ofte op af vores omgivelser, for at være alene er ikke noget, der er særlig meget status i.
Så i stedet for at trække os lidt tilbage, opfordres vi til at date på livet løs, som om der var et endeløst antal mennesker på diverse datingsider og apps, der er helt perfekte for os. Selvom sandheden nok er, at ønsker vi det ægte møde, der handler om genkendelse, og som lader os føle os elskede på grund af alle vores knuder og knaster og ikke på trods af dem, så er det yderst sjældent, at det sker. For det menneske, som lige præcis vi kan læne os op af og samtidig tilbyde vores støtte, så verden føles på en gang rigere, tryggere og mere eventyrlig, findes kun i ganske få udgaver, hvis overhovedet i mere end én. Og hvordan skal vi kunne finde ham eller hende, hvis vi ikke giver stilheden lov til at vise os, hvad det er for nogle knuder og knaster der supplerer vores på ethvert givent tidspunkt? Hvordan skal vi kunne elske helt og fuldt, hvis vi ikke der i stilheden har lært at elske først og fremmest os selv og vores eget selskab og har lært at sætte inderligt pris på dette, det vigtigste forhold vi nogensinde kommer til at være i?
Hvis vi ikke giver stilheden tid for enden af et brud, er der en kolossal chance for, at vi træffer de samme uhensigtsmæssige valg som tidligere med den samme slags partner, og ender der, hvor vi startede, i en voldsom omgang hjerterod.
I kinesisk medicin er det vandelementet, der har med tiden efter en afslutning at gøre. Dette elements natur er stilhed. En stilhed, der giver plads til filosoferen og eftertænksomhed, og som er nødvendig, hvis vi vil lære os selv lidt bedre at kende. Der er en grad af tilbagetrukkethed i vandet, og dem af os, der læner os en del op af vandelementet i vores personlighed, kan have en tendens til at lukke os inde i os selv og lukke andre ude, når livet gør ondt.
Men er vandelementet balanceret i vores liv, byder stilheden i vandet på muligheden for en ny begyndelse, for så kan det nære træelementet, der får ting til at vokse på ny. Uden en passende mængde vand kan intet ifølge denne verdensanskuelse for alvor blomstre frodigt frem, uanset om det gælder projekter, ansættelser, livsplaner eller kærlighed.
At insistere på behovet for stilhed, når noget afsluttes, kan dog være svært i et samfund, der kun ser succes i bevægelse. At sige ”jeg har brug for at trække mig tilbage for en stund og lytte til, hvad stilheden har at fortælle mig” anses ganske ofte for lidt sært. Men netop hørelsen er forbundet til vandelementet og er derfor vores vigtigste sans, når noget skal afsluttes på en måde, der er bæredygtig, også i forhold til vores fremtid.
Og hvis al denne ”lytten til stilheden” kan føles en anelse navlebeskuende, hjælper dette billede måske: Havet, der når vi kigger ud over det, opleves som et massivt hele, er jo i virkeligheden skabt af et endeløst antal dråber. Og det vi ser, når vi træder ind i stilheden, er ikke bare os selv, men os selv i forhold til alle havets andre dråber, så vi kan bevæge os videre med en næsten fysisk sanset viden om, hvor vores plads i verden er i forhold til dem og hvordan vi med respekt for os selv kan nære vores relationer, når vi er klar til at slippe den stilhed, der således både rummer afslutning og mulighed for genfødsel.
Fordi det er voldsomt populært at snakke om at manifestere ting i yogakredse, er der en vigtig tilføjelse til det at træde ind i stilheden. Nemlig at vi ikke gør det med en hel trækvogn fuld af dagsordner og ting, vi ønsker at manifestere. Vi gør det nøgent. Vi gør det uden egentlig at vide, om der vil være noget nyt til os for enden af stilheden. Her rummes nemlig både muligheden for at vi er kommet til vejs ende i forhold til det, vi havde troet skulle ske i vores liv, såvel som muligheden for en aktiv træden tilbage i verden på den anden side, næsten som før og dog alligevel forandret.
At træffe valget om at være stille i en tid uden en dagsorden og uden aktive projekter og manifestationer kræver selv sagt en vis portion mod. At lade verden løbe af sted, mens du blot sætter dig og betragter, er også en slags kraftpræstation. Men lige pludselig er du der måske igen, næsten som en nådegave. Som når du på en græsk sommerdag kærtegnes af solen og omsluttes af duften af fyrrenåle, saltvand og varme sten, smukt i sig selv, men særlig smukt efter vinterens mørke og kulde.
Endnu engang får livet så lov til at være tindrende meningsfyldt smukt på en måde, du slet ikke havde forudset, og det gør det, fordi du turde træde ind i den stilhed, der er, hinsides der hvor tingene ender. Uden en plan, men med modet til at lytte til den visdom, som kun stilheden gemmer på.
På Prana Yoga Shalas 300 timers overbygningen arbejder vi med bl.a. via meridianlæren at integrere en forståelse af kinesisk fem elements-teori i vores yogapraksis og undervisning. Forløbet starter op til april igen, og du kan læse om det her: