Vejen tilbage til yoga

af Ann-Charlotte Monrad

Med tøjet klistrende til kroppen i regntidsfugtige Luang Prabang satte jeg mig ved fødderne af Buddha i byens ældste tempel. Jeg var rejst langt for at være et sted, hvor jeg vidste, at meget lidt ville forstyrre mig. For jeg havde brug for stilhed. Den stilhed, der giver plads til det, der skal lyttes til. Det, der i mit tilfælde havde ligget lige under overfladen af min bevidsthed igennem længere tid, men som alt det andet, der fyldte i mit liv, hele tiden skubbede i baggrunden.

At det handlede om yoga var jeg dog ikke i tvivl om. Og fordi yoga både er mit levebrød og min livspassion, kunne jeg ikke blive ved med at ignorere fornemmelsen af, at vores indbyrdes forhold havde brug for et gevaldigt eftersyn. Så her sad jeg, i selskab med en statue af Buddha, og bad til, at dette nøje udvalgte sted ville gøre processen lettere, for jeg var ikke sikker på, hvordan min vej videre med yogaen så ud.

På vej til Laos var jeg som resten af yogaverdenen blevet hårdt ramt af nyheden om at Maty Ezraty, en af de mest velansete og inspirerende lærere moderne yoga har kendt, var gået bort alt alt for tidligt og fuldkommen pludseligt.

Som en ganske ung og temmelig uerfaren yogi havde jeg mødt Maty på hendes daværende skole Yoga Works i Santa Monica, LA. Egentlig var jeg i byen for at praktisere hos hendes i ashtanga-kredse dengang mere berømte partner Chuck Miller, men efter en klasse med hendes dybt inspirerende miks af ashtanga-intensitet og iyengar-teknik var jeg solgt. Ikke bare de små justeringer hun gav min praksis, og som gjorde en øjeblikkelig og kolossal forskel i forhold til min krops velbefindende, men også hendes personlighed var forbilledlig. På et tidspunkt hvor kvindelige lærere som regel fungerede som sødt smilende og næsten stumme vedhæng til deres mandlige yogalærerkærester, viste hun, at der ingen grund var til at være tavs som kvinde, hvis man havde noget at sige og en stemme, der ville ud. Og det ville min. 

Hvad jeg brugte den til i de første mange år af min undervisning var dog paradoksalt nok at dele andres ord. Og det var jeg ikke alene om.

”Min lærer siger…”, ”Guruji siger…”, ”B.K.S. Iyengar siger…” lød det igen og igen i yogaklasser i starten af 00’erne. Som om det var særlig ærefuldt at citere en andens ord frem for at basere sin undervisning på egen erfaring og viden. Det var selvfølgelig ikke helt uproblematisk. Havde vi dengang været mere tilbøjelige til at stille kritiske spørgsmål og mindre tilbøjelige til at lege yogapapegøjer, kunne mange af de skandaler, der har ramt yogaverdenen igennem de seneste par år, måske være undgået. Men ingen kunne dengang stille sig op og sige ”Jeg mener at…” uden at blive slået i hovedet med anklager om manglende ydmyghed. Havde man ikke en tradition at henvise til, var man ikke en rigtig yogi. En populær bog i buddhistiske kredse på det tidspunkt havde titlen The Words of My Perfect Teacher, hvilket i bagklogskabens lys grænser til det tragiske.

Selvom jeg undrede mig over strukturen i min ashtangapraksis og eksperimenterede på egen hånd, var det sjældent noget, jeg delte med mine elever. Når jeg underviste, prøvede jeg at være trofast over for den måde, ashtanga traditionelt blev videregivet på, også selvom jeg ikke helt kunne stå inde for alle de forklaringer, jeg fik og gav videre. For iboende i systemet var en overbevisning om, at man skulle igennem mange års praksis, før den dybe indsigt åbenbarede sig, og der var jeg selvfølgelig ikke endnu, så hvad vidste jeg?

Det positive ved den tilgang var, at ønskede man indsigt, så praktiserede man. På gode dage og på dårlige dage, i solskin og i regnvejr, seks dage om ugen, søndag til fredag. Der var ingen playlister, ingen instagram-challenges, ingen fancy leggings, ingen staffage. Der var dig, din krop, dit åndedræt, din godt brugte måtte. Din indånding ofret til din udånding og din udånding ofret til din indånding. Din sved, din væren. Selvom min praksis fuldkommen har bevæget sig væk fra ashtangaens opbygning har den daglige pilgrimsfærd til nuet ikke ændret sig, og er det, der er essensen af yoga for mig.

Ud over en fast, daglig praksis gav mine første år som yogi mig også en skabelon til en livsstil, som jeg mere eller mindre har fulgt siden. Dengang sagde det sig selv, at hvis man valgte yogaen som levevej, så fravalgte man samtidig pensionsopsparing, bunker af materielle goder og fast ejendom. Ikke som et afsavn, men som en lettelse, fordi det valg gav dig frihed fra det etablerede samfunds normer og succeskriterier.

Om det på sigt var en bæredygtig livsstil kan man selvfølgelig diskutere, men man kan samtidig diskutere, om den overhovedet har overlevet i mainstream yoga. Ideen om rockstjerne-yogien (ja, det er en ting),  der rejser verden rundt og underviser for fulde huse, reklamerer og designer for dyre yogatøjmærker, sælger bøger med et indhold, der har mere med kapitalistisk inspireret individualisme end med klassisk yogafilosofi at gøre, er også nået Danmark, hvor man ikke sjældent ser beskrivelser af lærere og skoler som ”mest succesrige”, ”mest populære”, “bedste”, ”Danmarks nr. 1”, mv.  

Som uddanner af yogalærere oplever jeg på nærmeste hold, hvordan disse nye succeskriterier forstyrrer vores glæde ved yogaen og vores evne til at praktisere. Mange af de undervisere, der bruger yogaen som et supplement til deres job som f.eks. sygeplejersker, psykologer og skolelærere nyder de par gange om ugen, hvor de får lov til at dele yogaen med andre. Men for dem af os, der deler yogaen på fuld tid i Danmark, er det anderledes udfordrende.

Hvis vi skal have elever nok til at det giver mening at undervise, skal vi ikke bare konkurrere med fitnesskædernes slagtilbud, der tvinger os til at tilbyde vores klasser til en pris, der sjældent dækker husleje og ordentlig løn. Vi skal også hele tiden finde på nye kurser og uddannelser at promovere, så vi kan få det hele til at løbe rundt og give dig det yogafællesskab, som vi synes, at du og yogaen fortjener. For at være synlige i en branche, hvor det alt for ofte handler om, hvem der er bedst til at sælge sig selv og få taletid i podcasts, magasinartikler, på TV mm., kræver det, at vi bruger en masse tid på at netværke og på de sociale medier, hvor branding og selvpromovering ofte føles som yogaens diametrale modsætninger, men samtidig næsten er den eneste måde at overleve på.

Men selv hvis vi holder tungen lige i munden og forbliver autentiske på trods af behovet for synlighed, skal vi stadig leve op til krav i vores måde at præsentere stoffet på, krav som er af nyere dato og som kan suge glæden og energien ud af yogaen som noget, vi deler i nuet og nærværet sammen.

For en del år siden var jeg i Dharamsala til en af Dalai Lamas årlige belæringer. Via en skrattende forbindelse igennem en ikke super sikker oversætter prøvede vi i fire-fem timer dagligt at få i hvert fald et visdomsord eller to med os. Efter ti dage rejste vi hjem igen.

Jeg forestiller mig, at deltagere i dag uden tvivl ville klage til Hans Hellighed over manglen på let overskuelige manualer, onlineskemaer til feedback og powerpoint-præsentationer, som man modtager via email efter belæringerne er slut. For sådan er virkeligheden nu, når man underviser kurser. En vis grad af corporate tjekkethed forventes, også selvom manglen på samme måske lige præcis var grunden til at man som underviser valgte yogaen som levevej. Af og til virker det som om det, man har at dele, kun for alvor er noget værd, hvis man samtidig har et professionelt udstyret backoffice med fem fuldtidsansatte, farveprinter og en lamineringsmaskine. Det har jeg ikke, og det får jeg heller aldrig, for det var ikke derfor, jeg blev yogalærer. Og havde jeg det, ville det gøre min undervisning så dyr, at mange af dem, jeg gerne vil nå, ikke ville have råd til at være med.

For at være helt ærlig udmatter det mig, at yoga ikke længere altid tager udgangspunkt i en fælles praksis og den slags fordybelse i kroppen, der tager tid. Men at hurtig viden, der let kan omsættes til opslag på Facebook og instagram har taget over fra et tålmodigt studie. Men jeg nægter at sælge yogaen som let overskuelige bulletpoints, helst i følgeskab af en vegansk goodiebag, en video med den sekvens, vi lige praktiserede sammen, så ingen går glip af noget, og en fornemmelse af, at vi alle sammen har været en tur på Bali, selvom kurset foregik i et regnvådt og småkoldt København. Jeg vil insistere på, at yoga kræver, at man selv gør en indsats, og at det er i den indsats, dag for dag og midt i livets almindelighed, at den yogapraksis, som er værd at dele, virkelig opstår.

Og nej, jeg vil ikke tilbage til det sted, hvor vi uden at stille spørgsmål sagde: ”Min lærer siger”, men jeg vil tilbage til tålmodigheden og måske endda til ydmygheden. Til der, hvor vi glædes over at lære fra dem, der har erfaring, og bagefter omsætter det vi lærer til egen erfaring uden at glemme, hvor vi har fået det fra.

Det, der slog mig, da jeg læste de mange kærlige farvelbeskeder til Maty Ezraty fra sørgende elever var, at jeg inderligt håbede, at hun havde fået alle de ting at vide, som de skrev om hende, mens hun levede. For det krav om øjeblikkelig, letfordøjelig information, som vores samfund har lagret i os i det seneste par år skygger alt for ofte for taknemmeligheden over det nærvær og den lærdom, som yogaen tilbyder os, når den er bedst.

Maty så, hvordan mine hæle faldt ud til siden i min vej fra chaturanga dandasana til hundestræk hovedet op til hundestræk hovedet ned. Hun rettede det og gav mit korsben en kæmpe gave. Og det er det jeg vil med yogaen. Være en lærer, der ser mine elever og støtter dem med alt det, mine tyve års erfaring som underviser og udøver har lært mig. En lærer, der vender ryggen til det etablerede samfunds parametre for succes. Og lader successen være det sted, hvor vi når hinanden og os selv. Ser hinanden og os selv. Ikke hurtigt og overfladisk, men via det lange, seje træk. Og jeg vil minde mine elever om at det måske er vigtigere at vise taknemmelighed for det, end at stille krav om andre ting, de også vil have, lige nu og her og med det samme. Det hele skal nok komme, men yoga kræver tålmodighed, og vi bliver ikke eksperter på en weekend.

Og var det så Buddha, der gav mig svaret, da jeg endelig fik formuleret mit spørgsmål om hvor jeg er på vej hen? Nej, Buddha var ganske tavs. Men i den rungende stilhed kunne jeg sætte ord på min modløshed. Og glæde mig over, at den ikke skyldtes en udmattelse forårsaget af yoga. Men en udmattelse forårsaget af en kolossal kærlighed til yoga. En udmattelse, der først og fremmest var opstået, fordi jeg var blevet suget ind i en forestilling om succes, der aldrig havde været min.

Jeg indså, at jeg ikke behøvede at rejse langt væk fra yogaen eller lægge den bag mig, så længe jeg gav mig selv lov til at insistere på at praktisere og undervise på mine egne præmisser. At jeg aldrig bliver færdig med den yoga, det tager et helt liv at indkredse, og som vi deler, når vi mødes i det rum, hvor vi bare er, uden at skulle være noget særligt eller særlig succesfuldt. Jeg vil gøre alt hvad jeg kan for den yoga, hvor der på den ene side er plads til at vi finder vores egen stemme, så vi kan sige “Jeg mener…”, men hvor der på den anden side også er plads til at lytte til dem, der har brugt årevis på at samle indsigter, det er værd at høre. Som den indsigt, min egen lærer Richard Freeman så smukt beskriver i den bog, han har skrevet sammen med sin hustru Mary Taylor, The Art of Vinyasa: ”The most important insight is not a vision of a deity shining in the center of your heart, but an understanding that you are actually not all that special in terms of standing out from others. Rather you are special because you are inspired and delighted by being nothing special at all.”

Så i en verden, hvor selv-branding synes som vejen frem, selv i en åndelig praksis som yoga, vil jeg tillade mig at gå en anden vej. Den vej, hvor jeg med min egen stemme deler ud af min erfaring på en måde, som jeg kan stå inde for, og hvor jeg hele tiden er parat til at lære nyt. Det vil jeg blive ved med, så længe der er yogier, der vil undersøge det, jeg har at dele. Og jeg vil samtidig glæde mig over at den største succes jeg, udover at hjælpe andre, kan opleve i yogaen er med den allerstørste lettelse at indse, at jeg ikke behøver være noget specielt overhovedet.