Selvindsigt eller simulacrum? Yogaen lige nu.

af Ann-Charlotte Monrad

Sindsro eller jagten på en blæret armbalance. En krop du er komfortabel i eller en krop der som følge af endeløse juicefaster kan klemmes ned i et par 1000 kr.’s leggings i størrelse 0. En lille shala, hvor en erfaren lærer måned efter måned følger og guider din rejse med yogaen, eller en motionskæde med samlebåndstimer og underbetalte undervisere, der ofte har en begrænset uddannelse. Det er yderpunkterne i nutidens yogaverden, sat lidt på spidsen.

For alle os, der har yogaen som hjertepraksis og livskald, er det at undervise yoga ikke bare en kilde til daglig glæde. Det er også ret ofte dybt frustrerende.

For det første kan det af og til føles næsten umuligt at få sin stemme hørt, fordi dem der taler højest ikke nødvendigvis er dem, der har det vigtigste at sige, men bare er dem, der er bedst til at markedsføre sig selv og som har råd til at gøre det. Og for det andet kan det være svært at holde fast i yoga som en potentielt livstransformerende praksis, fordi den kapitalistiske markedsstruktur har omformet yogaen til blot at være endnu et produkt, der skal sælges, selvom yogaen i sin essens kan ses som et modstykke til netop en kapitalistisk ideologi.

Men i en verden besat af sundhed, skønhed, ungdom og balance, er der penge i den yoga, der som et simulacrum præsenteres for den brede masse som en kilde til transformation. Ikke transformation som større selvindsigt, men som en fysisk smukkere, slankere, smidigere og yngre udseende udgave af dig selv. Og når yogaen opfattes på den måde, som overflade frem for dybde, er det let at overse det paradoksale i, at vi hjertens gerne punger store beløb ud for yogatøj, men helst ikke betaler noget særligt for vores undervisning.

Vi kan selvfølgelig bebrejde nutidens overfladiskhed, de sociale medier mv. for denne udvikling, men faktisk lå det i kortene allerede dengang yogaens bølger for alvor begyndte at skylle ind over Vesten for lidt over tyve år siden, selvom den form for yoga, der dengang startede det hele, blev præsenteret som både ”traditionel” og nærmest hellig.

Det skal for god ordens skyld påpeges, at vi i en vestlig sammenhæng har kendt til yoga længe. For yogaen har særligt i sin mere moderne udgave ad flere omgange gjort sit indtog i Vesten i løbet af de sidste 140 år, som man kan læse om det i Mark Singletons Yoga Body. Men intet har sat yogaen på det vestlige landkort med samme kraft som K. Pattabhi Jois’ ashtanga yoga gjorde det fra slut-halvfemserne, hvor superstjerner som Madonna praktiserede. Og det er ikke kun den specifikke form, som Jois underviste, der har gjort yogaen populær, men også alle de former, den har inspireret - uanset om det er vinyasa, jivamukti, flow eller noget fjerde – og som nu undervises i et utal af yoga studios, på yogaskoler og i motionscentre verden over, fra Tokyo til London, Los Angeles og Sydney, og i alle større og mindre byer derimellem.

Min første praksis var netop ashtanga, og når jeg ser tilbage på alle de mange radbrækkende og svedige ashtangastunder på min yogamåtte, undrer det mig ikke, at jeg var tiltrukket af netop denne form, særligt i dens allerhårdeste og mest krævende udgave.

Med en sundhedshistorie, der inkluderede både overtræning og en mindre spiseforstyrrelse, fordi jeg aldrig følte mig smuk eller slank nok, var jeg næppe faldet for en yogaform, der havde været mere til den stille side.

Mine muskler skulle brænde og sitre og min krop skulle presses til det yderste, før jeg følte, at jeg havde lavet nok. Så når jeg fik at vide, at jeg helst skulle praktisere et par timer om dagen, seks dage om ugen, var det lige noget for mig. Det samme var systemets grundlæggende hierarkiske opbygning. Jo bedre man blev til sine stillinger, jo flere stillinger og serier fik man hos de helt traditionelle lærere lov til at praktisere, og da jeg altid havde fået at vide at jeg skulle konkurrere om og præstere i alt, hvad jeg lavede, studsede jeg slet ikke over, at det også gjorde sig gældende i min yoga.

På samme tid gav det ashtanga community, der voksede frem på tværs af landegrænser, enspændere som mig en fornemmelse af endelig at høre til et sted. I hvert fald hvis vi overholdt de mange uskrevne regler, der fandtes i systemet. Regler der omfattede hvad vi måtte spise og drikke, hvad tid vi skulle gå i seng og stå op, hvilke mennesker, vi så ned på (generelt alle, der ikke praktiserede ashtanga, men også alle, der ikke gjorde det korrekt og godt nok) og relationen til vores egne kroppe.

Min ashtangakrop gjorde ondt. Stort set hele tiden. Men det var ikke så mærkeligt. For den var i gang med at åbne sig. Mod noget, jeg som begynder selvfølgelig ikke helt vidste hvad var. Og tog jeg en sjælden gang mod til mig og spurgte en af de mere erfarne lærere til råds, fik jeg altid det samme svar: ”That’s just an opening. Keep practicing”. Og da disse lærere havde ry for at forstå deres elevers kroppe meget bedre end vi selv gjorde, blev jeg selvfølgelig bare ved. Gudskelov kom anderledes omsorgsfulde lærere til og begyndte at nytænke systemet, så det i dag tilbydes i mere anatomisk velfunderede udgaver, men den traditionelle tilgang findes stadig.

Det er ikke særlig svært at drage en parallel til den måde, vores samfund som helhed er struktureret på og det mange af os oplevede og stadig oplever i yogaen.

Vi starter i skole som nogle små, følsomme væsner, der bare gerne vil passe ind. Så vi følger reglerne. Vi får løbende at vide, om vi klarer det godt eller skidt. Er vi dårlige til at rette ind efter normerne, har skolesystemet en lang række redskaber, der kan hjælpe os på rette vej.

Når vi i teenageårene når dertil, hvor vores personlighed for alvor begynder at træde i karakter, er karakterer meget passende det næste skridt på vejen i forsøget på at kontrollere os.

Er de ikke gode nok, kan vi ikke gøre os forhåbninger om en strålende fremtid, får vi at vide, og derfor opfordres vi via forskellige skræmmescenarier til at anstrenge os på den måde, som samfundet har besluttet sig for er den rette. Den måde, der tyve-tredive år senere måske gør os til en del af den statistik, der siger, at stress er nutidens største og mest sundhedstruende epidemi.

Måske finder vi så yogaen. Men hvis det er en yoga, der er opbygget ud fra tanken om at du skal presse dig selv til det yderste, hvis du for alvor skal føle, at du er noget værd, en yoga hvor du får at vide at din lærer ved mere om din krop, end du selv gør, og at du bare skal gøre, som der bliver sagt, så har du ikke fundet vejen til frihed, men er bare trådt lige tilbage i det, du måske håbede på at undslippe.

Min egen vej videre startede først for alvor, da jeg fik så voldsom en skade, at jeg ikke kunne læne mig forover i tre måneder. Den tvang mig til at opsøge undervisere, der begyndte at vække min evne til at lytte. Ikke kun til hvad de sagde, men først og fremmest til mig selv. Men det tog mig alligevel flere år, før jeg for alvor begyndte at respektere min krop. Først da den gav mig lov til at bære og føde det mest fantastiske menneske, jeg kender, begyndte jeg at se den for det mirakel, den er. Og min yoga blev en daglig, ærefuld rejse ind i min krops tempel.

Det betyder ikke, at jeg ikke elsker en dynamisk praksis. Jeg elsker at opbygge styrke, elsker at svede, elsker at mærke energien strømme igennem min krop efter en times kontinuerlig, dynamisk praksis, og jeg elsker at udfordre mig selv, fordi det er sjovt. Men jeg er færdig med hårde, fysiske justeringer. Færdig med at pine mine led. Færdig med stillinger, der ikke fungerer for min krop. Færdig med at tro, at lærere har røntgenblikke og derfor kan fortælle mig mere om hvad der er godt for mig, end jeg selv kan.

Mit håb i en konkurrencestyret verden er, at yogaen som en praksis i selvindsigt kan få lov til at blomstre i hvert fald side om side med yoga som motion, trendy livsstil eller topstyret kult.

Og at denne selvindsigt kan få voksne yogaudøvere til at stille spørgsmålstegn ikke bare ved deres egen måde at gå til krop og liv på, men også ved hele konkurrencestatens ideologi, både i forhold til os som voksne og til socialiseringen af vores børn.

Men skal dette ske kræver det selvfølgelig at vi vælger en yoga, der tillader os at stille spørgsmål. Ikke bare til yogaen selv, men også til vores måde at leve og lave samfund på. Det kræver, at vi ikke bare vælger mere af det samme. Mere pres, mere indædthed, mere appearance.

Og først og fremmest kræver det, at alle yogalærere, der har yoga som en vej mod selvindsigt som deres livskald og hjertepraksis, bliver ved med at dele det de kan og ved, uanset hvilken form, de underviser. Og det kan være udfordrende og udmattende i en verden der insisterer på, at den bare vil have mere af det, den er vant til, selvom det ikke nødvendigvis er det, den har brug for.

Af og til drømmer jeg om et yogafællesskab på tværs af former. Et fællesskab for alle, der ikke ser yoga som et produkt, der skal sælges, men som vejen mod en bedre verden for os alle, børn såvel som voksne. Et fællesskab, der giver plads til de forskelligheder vi nu har, men som samler os i kærligheden til en praksis, der er både fysisk, mental og social. Efter i årevis at have lyttet til lærere med forskellige meninger, kan jeg med sikkerhed sige, at ingen af os har det endegyldige svar. Men det betyder ikke, at vi ikke skal blive ved med at stille os selv og hinanden spørgsmål. Gode spørgsmål at starte med kunne være: Er du fri i dit liv? Er du fri i din yoga? Hvad kan du gøre for at blive det?

Da AC kom til skade med sin ryg på grund af sin alt for hårde yogapraksis, var hun taknemmelig for at den fornødne ekspertise, der hjalp hende tilbage til fuld mobilitet, kun var en kort cykeltur væk. Rundt om i landet finder du små uafhængige yogaskoler, der som Prana Yoga Shala drives af erfarne yogalærere, der har yogaen som deres hjertekald. Vi anbefaler varmt at du støtter dem ved at komme på workshops, uddannelser og almindelige klasser, så de er der, hvis du en dag får brug for den hjælp, som kun en erfaren underviser kan give dig. Altid at tage imod slagtilbud kan i sidste ende blive dyrt, hvis det koster os de steder, hvor yogaen står stærkest.