En stille revolution

af Ann-Charlotte Monrad

Få ting er smukkere end en yogini, der dybt koncentreret i udforskningen af kroppen og dens sammenhænge bevæger sig igennem et fokuseret flow. Hverken hvad hun har på, hvor stor eller lille hun er, hendes alder, antallet af rynker og grå hår eller graden af hendes smidighed har indvirkning på denne skønhed. Det, der gør hende smuk, er snarere det modsatte: At alle de parametre, vi normalt måler os selv og hinanden med, et øjeblik er sat på stand-by. For på rejsen med åndedrættet ind i kroppen handler det ikke om at tage sig ud på en særlig måde, det handler simpelthen om at være. Og intet er vigtigere eller finere end det.

Når jeg guider yogaelskere igennem et halvt års fordybelse med henblik på at de måske selv på sigt skal dele deres kærlighed til yoga med andre, er en af de ting, jeg gang på gang studser over, hvor lidt sammenhæng der er imellem vores selvværd og hvor værdifulde, vi i virkeligheden hver især er. Og det gør mig altid trist at opleve, hvordan det er lykkedes det samfund, vi er opvokset i, at overbevise de fleste af os om, at vi aldrig helt er gode nok. At der altid er noget, som kan og bør forbedres. Også i vores tilgang til yogaen.

Den yogaform, jeg i mine tidlige tyvere var tiltrukket af, var baseret på ekstrem konkurrence. Hvis man præsterede, som læreren ønskede det og som ”traditionen” foreskrev, fik man flere stillinger, og jo flere stillinger og serier, man fik, jo mere værd var man, både som en, de andre yogier ville snakke med og som en, der kunne trække folk til workshops.

Selvom jeg kunne presse min krop ind i de fleste af de stillinger, jeg blev præsenteret for, var mit fokus i en yogamæssig forstand egentlig ret begrænset, særligt når jeg praktiserede sammen med andre. For jeg skulle jo holde øje med hvem der lavede hvilke stillinger, hvor godt de gjorde det, og om de var bedre end mig. Det faldt mig ikke ind, at der kunne være folk med en udadtil fuldkommen umulig praksis, der i deres nærvær over for vejrtrækningens rejse rundt i kroppen og deres oplevelse af sindets falden til ro havde en meget renere fornemmelse af hvad yoga var end mig, der bare ville være den bedste.

Men hvorfor ville jeg det? Skulle man tro de advarsler, som lærerne inden for yoga som konkurrencedisciplin paradoksalt nok rundhåndet delte ud af, når de ikke hev og trak i elevernes kroppe, handlede det om ego. ”Pas nu på dit ego”, fik man at vide, hver gang man lykkedes med noget. Men sandheden i mit – og helt sikkert i mange af mine medyogiers – tilfælde var, at der skulle væsentlig flere succesoplevelser end hvad vi rent faktisk oplevede på måtten til, før vores ego kom i fare. Det handlede nemlig slet ikke om egoboost, men om kærlighed. For den eneste grund til, at jeg ville være den bedste var, at jeg så ufattelig gerne ville have, at der var nogen, der elskede mig.

I løbet af min opvækst havde jeg først og fremmest oplevet kærlighed som noget, man gjorde sig fortjent til igennem gode karakterer og ulastelig opførsel. Børn skulle gøre deres forældre stolte og rette sig ind efter det, der forventedes af dem, og intet var nogensinde helt nok. Der var altid nye mål at nå. Så det siger sig selv, at jeg ikke kunne forestille mig at præstere til mindre end et tolv-tal på min måtte. Derfor tillod jeg hårde fysiske justeringer, der ikke sjældent føltes som overgreb og som af og til næsten fik mig til at besvime af smerte.

Når vi prøvede at forstå kroppen dengang, handlede det mest om teknikker og tricks. Måder at override den specifikke fysiske struktur, vi hver især havde fundet yogaen med, så vi alle kunne nå det samme sted hen i vores praksis: Nå hælene i kapotasana, få begge ankler godt krydset bag den nederste del af nakken i dwi pada sirsasana, få benet hele vejen i gulvet i slutningen af supta padanghustasana. Jeg ved i dag, at meget få kroppe tillader nogle af disse ting, hvis de skal bevare en grad af stabilitet, der også gør dem funktionelle i et hverdagsliv, og at hvis man insisterer på denne type praksis, særligt med den udefrakommende kraft fra en hårdt justerende lærer, ja, så er der en god chance for at man slider så gevaldigt på sine led og hæftninger, at det i de værste tilfælde kan føre til kroniske og i sjældne tilfælde næsten invaliderende skader. Selvom jeg stadig døjer med skader fra mine første år som konkurrenceyogi, nåede jeg dog at stoppe før det gik helt galt. Men ikke før jeg havde haft så ondt, at der var dage, hvor jeg dårligt kunne gå, og dage, hvor jeg hadede min krop intenst. For hvorfor kunne den ikke bare gøre, som jeg ønskede af den, så jeg kunne blive den bedste og dermed være værd at elske?

Det tog tre år og en i dag næsten uforståelig mængde fysisk selvpineri, før det midt i en guidet klasse med en af de mest krævende lærere, jeg har praktiseret med, gik op for mig, hvor meget på vildspor jeg var. For var den kærlighed, jeg jagtede ved at slå mig selv halvt ihjel og fuldkommen tilsidesætte min krops signaler, overhovedet kærlighed? Var kærlighed ikke noget, der burde opstå spontant? Var jeg fejlen? Var min krop fejlen? Eller var fejlen, at jeg fra barns ben burde have fået at vide at jeg var værd at elske, bare fordi jeg var mig, og ikke kun når jeg gjorde noget, der gjorde andre stolte?

Denne opvågnen rystede mig så meget, at jeg var ved at vende ryggen til yogaen, fordi jeg simpelthen fra det øjeblik ikke længere kunne bære at praktisere den form, der holdt mig fast i et konkurrencemønster, hvor jeg aldrig følte mig tilstrækkelig, og hvor den krop, jeg levede mit liv i, ikke var et trygt hjem, men en daglig kampplads.

I en periode lavede jeg lige præcis nok asanatræning til at det understøttede den meditationspraksis, som blev min vej videre. Jeg fandt en mere skånsom måde at praktisere på, der fik mine øjne op for, hvor vigtig en anatomisk viden er, når vi vil have yoga i vores liv som mere end noget, vi går til en gang om ugen. Og efter et års tid mødte jeg den lærer, der formulerede det, som jeg endelig, med hver eneste celle i min krop, var parat til at høre: At yoga ikke er konkurrence. At det er nærvær. At det er medfølelse. Og at den medfølelse starter med os selv. Når jeg af og til faldt tilbage i mit ønske om at præstere og derfor bombarderede ham med spørgsmål om, hvorfor jeg ikke kunne lave en given stilling, var hans svar altid noget i stil med: ”I wouldn’t worry too much about it” fulgt til dørs af et venligt smil.

På et dybt fysisk plan at erkende at man fortjener kærlighed bare ved at være til får selvfølgelig ikke ens omgang med verden til at ændre sig som ved et trylleslag. Rejsen mod det sted, hvor man kan hvile i en grad af kærlighed til sig selv, der gør det muligt at træffe sunde valg, er lang, for vores opvækstbetingede mønstre sidder godt fast. At kunne træde ind i et forhold af ubetinget kærlighed, når man aldrig har oplevet at blive elsket for simpelthen at være den man er, er lidt det samme som at ankomme til et fremmed land og forvente, at man kan tale det lokale sprog flydende fra dag ét. Det er overvældende og langt hen ad vejen umuligt. Det er lettere igen og igen at søge ind i relationer, hvor man ikke bliver rummet, set eller elsket for at være den, man er.

Men yogaen kan i sin fineste form være en måde langsomt og vedholdende at lære kærlighedens sprog at kende på via kroppen, der må være en af universets mest mageløse strukturer. Vi forventer af den at den skal bære os igennem livet, uanset hvad vi beder den om, såsom endeløse timer foran computeren, perioder med stress, bekymringer og sorg, der slider intenst på nervesystemet, graviditeter, dårlig næring på travle dage og meget mere. Og den gør langt hen ad vejen, som vi beder den om og prøver at finde balance, så godt den kan.

Og når vi så endelig en dag møder den med en kærlig og velsekvenseret yogapraksis med lige dele stabilitet og given slip, kan man næsten høre den sukke af lettelse i taknemmelighed over endelig at blive hørt. Og den evne til at lytte til og forstå kroppen inspirerer os ofte til også at lytte til nuet og dvæle i ren væren fra øjeblik til øjeblik. Ikke ved at evaluere hver eneste lille ting, vi gør, ikke ved at analysere alt ned til mindste detalje, men simpelthen ved at åbne hjertet for glæden ved livet som det folder sig ud. I solens kærtegn på kinden efter overskyede dage. I en venindes omsorgsfulde besked ud af det blå. I vores barns glæde, når vi har lavet deres yndlingsret til aftensmad. Og i vores egen udtrykte kærlighed til os selv, vores væsen og vores krop, også på svære dage, når vi endelig tør at sige: ”Du er god nok, som du er, og det har du altid været”.

På de længere forløb, jeg underviser, ser jeg, hvordan dette både fysiske og mentale sprog udvikles. Og hvordan det ofte får venskaber til at blomstre, der er baseret på ærlige møder mellem mennesker, der har sluppet behovet for perfektion og er begyndt at dyppe tæerne i erkendelsen af, at de er lige præcis som de skal være, med alle deres skønne knuder og kanter, stramme og løse steder. Yogaen bliver her til en stille revolution af ren kærlighed, der erstatter behovet for at præstere med behovet for at kunne være til gavn for alle de andre, der også kæmper.

Når jeg tænker tilbage på mit eget første uddannelsesforløb hos min lærer, var der fra et praktisk perspektiv sikkert meget, der kunne forbedres. Vores indledende anatomikursus blev aflyst, der var meget lidt gruppearbejde, ingen træning i hvordan man underviser, italesætter eller sekvenserer klasser, og i de to dage, vi mediterede, var den eneste guidning vi fik, at vi skulle holde øje med vores vejtrækning og måden vi sad på. Resten var stilhed.

Men det jeg fik med mig var så meget større end praktiske redskaber. Det var en vished om at min yoga skulle være en rejse ind i min krops visdom. Og en vished om at jeg uanset præstation og fremtoning fortjener at blive elsket, som jeg er, også selvom jeg stadig ikke altid er lige god til at insistere på det. Begge erkendelser ændrede helt grundlæggende mit liv, og jeg ville ikke være den samme som mor, kvinde eller yogalærer uden dem.

Før jeg mødte min lærer var jeg bange for, om jeg ville komme til at miste min yoga, hvis jeg ikke var god nok på min måtte. Men efter min måned sammen med ham vidste jeg, at så længe jeg trækker vejret, er yoga en del af den jeg er, og at jeg altid har min praksis at vende mig mod og finde næring i, uanset hvordan den tager sig ud. Så selvom min professionelle stolthed sikrer, at det formelle og i allerhøjeste grad det anatomiske er på plads, når jeg underviser uddannelsesforløb, er jeg aldrig i tvivl om, at den største gave ved at fordybe sig i yogaen aldrig er teknisk og ikke kan evalueres. For intet kan overskygge den gave af fysisk og mental selvkærlighed som yogaen tilbyder os, når vi i glimt får øje på, at vi er, som vi skal være. At vi fortjener kærlighed bare ved at være til. Og at det aldrig har været anderledes.

Vil du studere yogaen i alle dens aspekter hos os i Prana? Vores næste 200-timers forløb starter fredag d. 10/1. Efter dette forløb er der ikke yderligere 200-timers forløb på tegnebordet i den nærmeste fremtid, så vi anbefaler varmt, at du tilmelder dig.
Læs mere her: Prana Yoga Shalas yogalæreruddannelse

Er du allerede yogalærer vil vi meget gerne dele vores passion for anatomi med dig, når vi i weekenden d. 22/11-24/11 underviser i bindevæv, core ryg og skuldre.
Læs mere her: Yoga-anatomi