Jeg vil ikke længere råbe mig hæs i en verden, der trænger til stilhed
Gode rejser har øjeblikke, hvor det føles som om hjertet næsten står stille. Øjeblikke, hvor det overvældes af så meget skønhed, at det må pause for at give det hele plads.
Sådan føltes det at ankomme til Istanbul Palmesøndag, hvor en snarrådig taxachauffør kørte os ombord på en færge ind til centrum, fordi trafikken var gået i stå alle steder. Som vi nærmede os byen fra vandet – den absolut smukkeste måde at ankomme til en by på – var solen på vej ned, og den allerede imponerende skyline, med lige dele højhuse, moskéer og minareter, farvedes strålende orange af solnedgangen.
Sådan føltes det også at hoppe i det kølige vand ved Wadi Bani Khalid på en stegende varm dag i Oman og svømme i skyggen mellem stejle klippesider.
Og sådan føltes det at drikke et glas bobler i det tidlige sommersolskin i Warszawa. Næsten hjemme fra eventyr, men ikke helt.
Gode rejser har dog også øjeblikke, der minder os om, at verden aldrig kun er betagende smuk. At den også er ukomfortabel, udmattende og ganske ufotogen. Som gaden med lufthavnshoteller i nærheden af Istanbuls store lufthavn, hvor samtlige restauranter har mistet mindst ét bogstav i deres neonskilte, hvor der er majroe-sodavand på menukortet og dårlig søvn bagefter i værelser med paptynde vægge. Men vil man have eventyr, må man af og til være forberedt på det, der er mindre eventyrligt, og – så godt man kan – bevare sin sindsligevægt i det. Og måske endda få øje på oplevelsen i øjeblikket. Så det ikke bare skal overleves, men kan leves.
Sådan er det også med yoga. Hvor vi igen og igen møder det hjerteskærende smukke og dybe. Indsigterne, der får os til at se os selv og andre igennem et nyt filter. Eller endda uden filter. Igennem hjertet. Men hvor vi også møder det ukomfortable og udfordrende. Som når vi ser os selv og andre igennem et nyt filter. Eller endda uden filter. Igennem hjertet.
Men ligesom med rejseopslag fra den perfekte ferie, er det sjældent de øjeblikke, hvor vores praksis føles som et neonskilt med manglende bogstaver, vi deler med omverdenen. Selvom enhver, der har praktiseret længe nok ved, at de opslag er mindst lige så virkelige – og mindst lige så vigtige at dele – som glansbillederne.
Jeg behøver næppe opremse eksempler på blissed out indsigts-beskrivelser af yogaen på de sociale medier. Vi har alle set dem, og fylder yoga i et eller andet omfang i vores liv, har vi med stor sandsynlighed også lavet dem. Og der er intet som helst galt med at beskrive det gode og smukke, som yogaen kan.
Men som jeg oplever, at både jeg selv og andre undervisere – også undervisere med stor kyndighed og kolossal erfaring – kæmper for at få engageret de deltagere, vi har brug for, hvis vores arbejde skal være bare en lille smule rentabelt, spekulerer jeg på, om løbet ikke er kørt for vores entusiastiske ”POV: Når du har fundet den helt perfekte øvelse for dine hedeture/din bækkenbund/dine rynker/din mental load”-opslag med masser af guldstøv og stjerneskær, overskud og upbeat-hed.
For hvis de opslag virkelig virkede, ville vi så have brug for at lave så mange af dem?
Og er der egentlig ikke en ret god chance for, at du allerede ved, at yoga kan så utrolig meget, når balancen i livet – mentalt såvel som fysisk – er udfordret? Og mon ikke du også ved, at din underviser ikke slår kurser op for sjov skyld, men 1. fordi hun faktisk ser, hvor hårdt brug for hendes viden om holistisk sundhed, der er i verden lige nu, og 2. fordi hun ikke kan overleve som yogalærer, hvis du ikke af og til investerer mere i dit velvære via yogaen end bare en enkelt åben klasse i ny og næ?
Jeg kan ikke lade være med at tænke – efter en uge med fred for de sociale medier, fordi jeg kun havde sporadisk internet i Oman, og hellere ville blive i nuet, selv når jeg kunne komme online – om vi simpelthen har nået et punkt, hvor det, yogaen egentlig er, og den måde vi, tvinges til at sælge den på på de sociale medier, hvis vi vil være synlige, har bevæget sig så langt væk fra hinanden, at selv den mest ihærdige binden knuder på os selv på opfindsomme reels er skønne, spildte kræfter og simpelthen ikke giver mening længere?
Yogaen kræver fordybelse over tid, hvis den virkelig skal virke, ikke bare helt ind i knoglerne, men ind i sjælen. Ind i den måde, vi møder verden på. Og det er mere end svært at overbevise nogen om, når vi samtidig tvinges til at sælge os selv med hurtige tips og små gratis øvelser.
I foråret og sommeren kører jeg tre weekender, som jeg har kaldt Yogaens klassiske aspekter.
Her runder vi vejrtrækning og pranayama og fordyber os i vejrtrækningens anatomi ud fra en næsten feministisk vinkel, fordi jeg på egen krop har prøvet, hvor ubrugelig og endda ubehagelig klassisk pranayama kan være, når der ikke tages højde for, at jeg praktiserer i en biologisk kvindekrop med en cyklus (og det gøres der meget, meget sjældent).
Vi bruger også en weekend på yogafilosofi, som har været min egen ledetråd som både udøver og underviser i mere end femogtyve år nu, og er den måde, jeg møder verden med et åbent hjerte på.
Og sidst men ikke mindst sætter vi os sammen i stilhed og prøver kræfter med yogaen i dens mest kontemplative form. Som meditation. Eller som undersøgelse af, hvor meget det larmer, når vi skruer ned for verden udenfor. Eller som lidt af begge dele.
Jeg er ikke i tvivl om, at dette forløb er noget af det bedste, jeg overhovedet kan tilbyde lige nu i en verden, der hele tiden råber højt og insisterer på at skræmme os, selvom den megen bulder og brag, vi er blevet konfronteret med igennem de seneste mange måneder, ikke for alvor har ramt os på et personligt plan, med mindre vi da er nogle af de amerikanske statsborgere eller immigranter, der falder uden for et meget snævert ”ideal”, som kun er ideelt for dem, der lige nu laver reglerne.
Er vi danskere, er det nok snarere tanker fyldt med frygt, der stresser, frem for faktiske situationer. Men tanker påvirker. Og du er næppe alene i din frygt. For hvad der kan ske. Men som ikke er sket endnu. Og måske heller ikke kommer til det. For ud over prisen på smør og chokolade, er der så noget, der egentlig har ændret sig i dit liv? Andet end tankerne? Og måske nogle investeringer, som du egentlig slet ikke skal bruge lige nu? Og som sagtens kan nå at normalisere sig?
Det er så vigtigt at minde os selv om, at der er det, der rent faktisk sker. Og så er der det, som vi forestiller os, kunne ske. Men som det i bund og grund ville være forkert at indrette livet efter. Fordi det ikke er virkeligt.
Det er i bund og grund det, yogafilosofien handler om. Hvordan vi skaber mening. Både korrekt mening og ukorrekt mening. Og når vi husker det, kan vi også med fordel minde os selv om, at eksperter i medierne kun får taletid, hvis de siger, at noget måske, potentielt, muligvis kan gå galt. Ikke hvis de siger, at det hele nok skal gå. Og man er næppe blevet ekspert for at misse ud på lidt taletid ved at bevare optimismen.
Så for at vende tilbage til mit kursus. Der udover en lille og virkelig værdsat gruppe overbygningsstuderende har én – siger og skriver én – tilmeldt.
Og jeg ved godt, at det er så utrolig svært at træffe beslutninger, når frygten og stressen fylder. Også beslutninger, der kunne hjælpe med at mindske stressen. Og jeg ved også godt, at du måske ikke kan overskue at bruge en weekend på yoga. Eller tre. At du måske ikke overskue at bruge pengene. Også selvom du egentlig godt kunne finde dem.
Problemet er bare, at vi ikke kommer ud af frygtspiralen på egen hånd. Vi gør det sammen og i fællesskab, og vi gør det ved at fordybe os i noget, der både på et mentalt og fysisk plan taler frygten imod. Og det kan jeg ikke reklamere for på de sociale medier. For det første, fordi det, jeg deler, ikke ses og ikke sælger dér længere. Og for det andet fordi jeg ikke vil lægge en krone i annoncepenge for at støtte et foretagende, som er med til at gøre folk stressede og frygtsomme.
Så her er mit ønske: At du sætter dig ned og læser om mine tilbud på Pranas hjemmeside. At du skriver og stiller spørgsmål til kurserne, hvis du har nogen. Tilmelder dig, hvis du har lyst - allerhelst i god tid. Får lavet en betalingsaftale, hvis økonomien er stram. Jeg er fleksibel.
Vid at kurserne kører. Men at jeg ikke længere vil bruge energi på at sælge dem der, hvor jeg skal larme for at blive hørt. For jeg er færdig med at binde knuder på mig selv og råbe mig hæs i forsøget på at overbevise nogen om, at min yoga virker, og at jeg ved, hvad jeg snakker om, og at I skal købe det, jeg sælger.
Men jeg er selvfølgelig ikke færdig med yoga. Og det bliver jeg aldrig. Så nu vender jeg mit fokus mod Magstræde. Og gør en forskel, hvor jeg kan. I fællesskabet, samværet, nærværet. Der hvor livet er smukt og fotogent og svært og grimt. Der hvor vi kan se hinanden i øjnene og trække vejret sammen. Og du er mere end velkommen til at gøre mig selskab.