Kroppen i yoga

af Kjartan Thor Óttarsson og Ann-Charlotte Monrad

”Sug navlen op mod rygsøjlen og sænk dig fra planken langsomt ned mod gulvet med albuerne trukket tæt ind til kroppen.”

Du hører din yogalærers ord, men din krop gør tilsyneladende ikke. Navlen vil i hvert fald ikke suges noget som helst sted hen, ”langsomt” ligner mest af alt et kollaps og albuerne har deres helt eget, løsslupne liv. Dine hæle har bestemt heller ikke i sinde at række ned mod gulvet i det efterfølgende hundestræk. Faktisk virker det som om de er så bange for gulvet, at de i stedet rækker den modsatte vej.

Men på trods af din krops oprør er alt ikke tabt. For i slutningen af timen, da I endelig får lov til at ligge lidt stille, taler læreren om, at yoga i virkeligheden ikke er en fysisk praksis, men en forening af det individuelle og det universelle selv.

”You could’ve fooled me”, fnyser din udmattede krop, men du udstøder alligevel et lettelsens suk. For at forene det individuelle og det universelle selv lyder helt ærligt lettere end de radbrækkende stillinger, du netop er blevet udsat for.

Det kan forekomme paradoksalt, at en praksis der i dag er så fysisk orienteret som det er tilfældet i langt det meste moderne yoga, stadigvæk ret ofte beskrives som noget, der ikke først og fremmest er fysisk.

Vi har selvfølgelig intet imod den spirituelle dimension af yogaen hos Prana, og fra tid til anden er det også den, der fylder i vores egen praksis. Men at der skulle være tale om et enten-eller i stedet for et både-og, er vi temmelig uenige i.

Ja, vi kan opleve glimt af metafysisk erkendelse på vores måtter. Men hvis vi samtidig vil kaste os ud i både armbalancer og yin-stræk på samme måtter, er det ikke underordnet, hvordan kroppen fungerer.

At en opfattelse af kroppen som intet andet end en beholder for oplevelsen af det universelle selv har været fremherskende i yogaen fra middelalderen og frem til i dag, har skabt en temmelig besynderlig tilgang til forståelsen af anatomi i yoga.

I en af den moderne yogas førende retninger kan man f.eks. stadig opnå den højeste grad af certificering uden at kende navnet på eller funktionen af én eneste muskel i kroppen. I en praksis, der lægger et pres på f.eks. skulderleddet, som det simpelthen ikke er bygget til at bære over tid, bliver man ganske enkelt aldrig undervist i, hvordan man trods alt bedst stabiliserer dette led, og hvilke skader man kan opleve, hvis man ikke gør det. Samtidig får man lov til at undervise andre uden at de nødvendigvis ved, at det man underviser ikke er bygget på nogen som helst form for biomekanisk indsigt.

Men også mere anatomisk baserede yogaretninger kan have en mindre velunderbygget tilgang til studiet af kroppen. Et eksempel på dette finder vi, når snakken falder på et af de nye hotte emner i både yogaverdenen og videnskaben, nemlig fascia.

I Vesten har vi længe tenderet til at forstå anatomi og kroppens funktioner gennem mekaniske allegorier, i hvert fald siden den franske filosof René Descartes i 1600-tallet definerede kroppen som en blød maskine; hjertet er en pumpe, lungerne er blæsebælge, og milten er et filter. Musklerne trækker i sener, der ligesom et hejseværk får knoglerne til at bevæge sig. Funktionen af fascia passer dog ikke så godt ind i denne mekaniske måde at anskue kroppen på, og måske derfor er dette væv, der ellers er at finde stort set overalt i kroppen, længe blevet ignoreret. For når vi integrerer nyere tids forskning i fascia i vores arbejde med anatomi, giver det os et helt andet perspektiv på kroppen end ideen om den bløde maskine. Uden fascia er en muskel f.eks. ikke andet end en gang spaghetti af muskelfibre. Fjerner du det dybe bindevæv, der omkranser stort set alle muskler, splatter de simpelthen sammen. Fascia er både det, der giver enkelte muskler deres struktur, får hele kroppen til at hænge sammen og holder alting på plads. Når vi studerer fascia, får vi et billede af en sammenhængende helhed, der er vokset og har forgrenet sig ud af en enkelt celle, og ikke en samling reservedele produceret forskellige steder, som ideen om kroppen som en maskine giver os, og som meget vestlig lægevidenskab tager udgangspunkt i ved at reparere dele fremfor at understøtte helheden før sygdom opstår. (At særligt det overfladiske bindevæv også huser et væld af nerver kommer vi ikke ind på her, men det er noget af det, vi selv arbejder en del med for tiden).

Opfattelsen af kroppen som et forenet hele er let at forstå, når man har en yogapraksis, hvor netop dette hele bevæges og hvor en aktivering af f.eks. højre fod kan mærkes hele vejen op igennem højre side af kroppen. Det er i det hele taget en opfattelse, der er nemmere at forene med østlig filosofi, hvor kroppen ses som en frodig have, der skal plejes i sammenhæng, snarere end en maskine, hvis dele af og til skal udskiftes.

En af dem, der smelter forståelsen af fascia sammen med østlig filosofi er Bernie Clark, der med sin The Complete Guide to Yin Yoga har været foregangsmand for, hvordan meget yin yoga undervises i dag, og for hvordan vi i det hele taget opfatter arbejdet med fascia i en yoga-setting. Og hvor meget af Clarks arbejde er spændende og brugbart, er der også dele, som vi har et andet perspektiv på.

Hos Clark ses fascia som yin og muskler som yang, hvilket er udgangspunktet for idéen om at fascia skal strækkes længe og passivt og musklerne skal være kolde, når man gør det. Men som nævnt ovenfor er det fuldkommen umuligt på noget andet end et rent teoretisk plan og med en meget skarp skalpel i et dissektionslaboratorium at adskille muskler og det dybe fascia (den del af bindevævet, som man traditionelt siger strækker i yin yoga), hvorfor det heller ikke giver nogen mening at påstå, at man kan arbejde adskilt med de to typer væv. Derudover har forsøg med vægte påhæftet det dybe fascia vist, at det faktisk ikke strækker nævneværdigt, så hvis vi mærker, at der sker noget i en passiv yin-praksis, er det ikke beviseligt vævet, der ændrer længde eller form. En anden vigtig sidenote her er, at hvis vi allerede har forholdsvis bløde led efter mange års yogapraksis, kan passive stræk potentielt erodere leddene yderligere, og derfor er det en praksis, vi kun i meget begrænset omfang tilbyder hos Prana.

At vi ikke opfatter fascia som yin og muskler som yang hos Prana, betyder dog ikke, at vi ikke på stort set alle vores klasser bygger på en forståelse af balancen mellem yin og yang, ofte kombineret med meridianlæren fra kinesisk medicin og fem-elementsteori.

Vi er godt klar over, at vi her bevæger os uden for et traditionelt videnskabeligt område, og at vi i højere grad end når vi snakker om muskler og bindevæv ud fra et anatomisk perspektiv må referere til personlige oplevelser, hvor yogaen for os og vores elever har fungeret som en mild tilgang til kinesisk medicin, hvor yogiens opmærksomhed erstatter akupunktørens nåle. Og for os som travle, moderne mennesker er det måske lige præcis denne stille opmærksomhed på kroppen i dens fantastiske sammenhæng, der gør en forskel i en praksis med yin-flavour, snarere end et mekanisk stræk, der skal holdes i lige præcis fire minutter i en kold krop for at fungere.

For den yin vi har brug for i livet er lige præcis stilhed og nærvær. Vi lever i en tid med konstante mentale stimuli, fra reklamer og sociale medier, til arbejdsmails som vi kan tage med os overalt, endda med os i seng om aftenen. Og når vi har travlt, lægger vi ikke mærke til, at denne livsstil kan resultere i en fornemmelse af stramhed i det væv, der får os til at hænge sammen, nemlig vores fascia.

Arbejdet med både at frigøre og styrke bindevævet sker bedst, hvis vi tilbyder det en bred vifte af bevægelser, både de langsomme, hurtige og bouncende, samt stræk med modstand mv. Kan vi igennem blid, mindful bevægelse i forskellige hastigheder, lidt veldoseret myofascial release, samt stille, nærværende styrke rehydrere det tørre, stramme væv og vække de muskler, det forbinder og støtter, samt de nerver, der løber igennem det, har vi et godt udgangspunkt for også at kunne nære os selv med momenter af ro i stille stillinger, hvor vi bare mærker kroppen og sanser de mønstre vi posturalt bruger til at ”holde sammen på” os selv, når vi er pressede. Og stilheden i en sundt bevæget krop kan også være en kærkommen og håndgribelig måde at finde ind i en meditativ tilstand på, eller i hvert fald bare en lille pause fra dagligdagens byrder og tankemylder.

For at konkretisere hvad vi mener, kan vi bruge bagsiden af kroppen som et godt eksempel. Som resultat af vores stillesiddende, foroverbøjede moderne livsstil er denne del af kroppen (fra nakke og skuldre til hæle/fodsåler) ofte understimuleret i den forstand at den mangler tonus - eller sagt på godt dansk: den er svag. Og her indtræder problemet vi nævnte tidligere i at opdele muskler i yang og bindevæv i yin. For når bagsiden er svag – og den kan sagtens være svag og stram på én gang - har den ikke godt af at blive udsat for lange, passive stræk, der vil gøre musklerne og bindevævet svagere. Hvis du strækker en svag del af kroppen, vil der derudover ironisk nok ske det at hjernen opfatter det som en fare og derfor udsender signaler om at gøre området strammere. Så vejen frem her er at balancere stræk med fokuseret styrke, som vi finder det i en mindful, dynamisk yogapraksis, altså en vis portion yang for at vække og stabilisere, efterfulgt af en passende dosis yin, mindre som decideret stræk og mere som nærværende, venlig observation fra et sted af stilhed.

Hvis du derimod er styrkeløfter, surfer, eller dedikeret udøver af en anden disciplin som muskulært belaster og dermed styrker og strammer bagsiden af kroppen, kan traditionel yin yoga være meget passende og skadesforebyggende (omend give en lidt nedsat præstation).

Som en konklusion på ovenstående integrering af en videnskabelig tilgang til fascia i vores yogapraksis kombineret med arbejdet med energiens dans mellem aktivitet/yang og ro/yin, kan vi opsummere, at det ikke giver mening at adskille muskler og fascia i din daglige praksis. Du vil gerne have muskler såvel som fascia, der er stærkt nok til at støtte dig både i dit daglige livs udfordringer og i de fysiske aktiviteter du holder af uden smerter og skader.

Vi anbefaler – og underviser på vores klasser – at hvis du elsker lange passive stræk eller det mentale pusterum, du får ud af yin-baseret yoga, så skal du sørge for at balancere det med en tilsvarende portion styrkende aktivitet, så din yoga-praksis både styrker, stabiliserer og mobiliserer muskler og bindevæv, samt giver dig en fornemmelse af plads. Der er ingen erstatning for styrke og det er svært at forestille sig noget der minder om en yoga-praksis, som gør dig ”for” stærk. Det kræver maskiner med isoleringsøvelser, tunge vægte og rigtig mange gentagelser (og måske anabolske steroider) før du bliver så stærk at det går hen og bliver problematisk.

Hvordan styrke balanceres bedst med bevægelighed og ro er noget af det vi hele tiden – og af og til lidt uortodokst i forhold til traditionel yoga – undersøger hos Prana, først og fremmest ved at studere funktionel anatomi i en lang række former for bevægelse.

Vi mener selvfølgelig ikke at videnskaben i en yogasammenhæng har den endegyldige og udtømmende sandhed (det ville i sig selv være meget uvidenskabeligt at påstå), men at den fungerer bedst, når vi også giver plads til andre og mere energetiske modaliteter, som for eksempel integreringen af yoga og kinesisk medicin. Videnskabens ”sandhed” ændrer sig jo også over tid i takt med at vi bliver klogere og forstår verden og kroppen i verden bedre, hvilket de mange studier af fascia, der folder sig ud lige nu, er et godt eksempel på.

Når det så er sagt, så vil vi insistere på, at en praksis, der som langt de fleste moderne yogaretninger gør det tager sit udgangspunkt i kroppen, skylder kroppen at vi tager den alvorligt. Prøver at forstå den. Diskuterer de påstande, vi møder, og som måske ikke stemmer overens med vores egen oplevelse eller det vi observerer, når vi underviser. Så vi lærer at stille gode, kritiske spørgsmål, der kan bevæge yogaen et sted hen, hvor den bliver en støtte i et rigt udfoldet liv. Uanset om det liv handler om at passe vores job, tage os af vores nærmeste eller nå til en erkendelse af det universelle selv. Til gengæld er vi ret ligeglade med, om vi har hælene i gulvet i hundestræk hovedet ned eller ej.

Vil du fordybe dig i yoga, anatomi, myofascial release og meget mere med AC og Thor? Ud over vores ugentlige klasser i Magstræde arrangerer vi en lang weekend med yoga og naturoplevelser på Island til august. Til efteråret underviser vi 25 timers funktionel anatomi i Magstræde og til februar 2020 går turen til Goa og en 25-timers immersion i myofascial release og andre måder at arbejde med fascia på.