En rejse ind i stilheden

af Ann-Charlotte Monrad

Det er svært at udforske verden uden af og til at blive ramt af turbulens. Turbulens, der sender dit hjerte op i halsen og får alle ”spænd sikkerhedsbæltet”-lamperne til at lyse, mens du med fugtige hænder klamrer dig til stolesædet og beder til ikke at få din uinspirerende pastasalat i skødet eller det, der er værre.

Af og til bliver turbulensen ved. Og ved og ved og ved. Og efter en time bliver du nødt til at gå på toilettet på trods af lysende skilte og sure stewardesser. Du bestiller så et ekstra glas vin og sætter dig til at se en film, fordi det går op for dig, at ikke bare har du vænnet dig til de konstante rystelser. Det er simpelthen også for udmattende at stirre din dødsangst i øjnene otte stive timer i træk.

Hvis det ikke er din flyvetur, men dit liv, der rammes af den slags turbulens fra tid til anden, kan både en rejse ud i verden, men også en rejse indad hjælpe.

Den slags rejser ud i verden, jeg altid har holdt mest af, er dem, hvor jeg bare er på farten. Dem hvor jeg ser storslået natur og fremmede byer glide forbi mit tog- eller busvindue, næsten som et drømmesyn. Det er også rejser, hvor hvem jeg er, hvor jeg kommer fra og hvad jeg har med mig betyder mindre end det simpelthen at være til, i lige præcis det øjeblik.

På en rejse i vinters, midt i en livsturbulens af de kraftigere, steg jeg på et nattog i Vietnam. Min søn lagde sig til rette i overkøjen og hørte musik, og jeg spiste tørret mango og kiggede ud på den vietnamesiske nat, der fløj forbi os. I det øjeblik blev jeg ramt af lykken. Ikke fordi mit liv var perfekt. Langt fra, faktisk. Men fordi øjeblikket var. Og det blev ikke mindre perfekt at, at jeg vidste, at det øjeblik snart ville slutte. Vi var trods alt på et tog, der på et eller andet tidspunkt ville nå sin endestation.

Perfekte øjeblikke, ikke dem der er fotogent instagramværdige, men dem der præsenterer livet for dig i dets allermest rene væren, findes selvfølgelig også i yoga. Jeg oplevede det første gang til en guidet klasse med min lærer. Midt i mit forsøg på at gøre alting, han sagde, så godt som jeg kunne, så jeg kunne fremstå som en dygtig og nærværende elev, opløstes ideen om ”mig”. Tilbage var vejrtrækning. Bevægelse. Liv. Et øjeblik helt og aldeles levet, uden mine tankers konstante kommentatorspor.

Øjeblikket efter var oplevelsen væk, og jeg begyndte i stedet en mental diskussion med mig selv om, hvad det mon var, der lige var sket, og om jeg kunne få det til at ske igen.

En af de ting, en godt guidet yogaklasse kan, er at tage dig med til et sted, hvor du begynder at udforske næsten uden volumen på kommentatorsporet. Hvor du præsenteres for din krop i al dens mageløshed uden at du nødvendigvis skal gøre noget vildt med den hele tiden, fordi dette ofte tænder op for alle de stemmer, der hele tiden fortæller dig, at det dér kan du nok ikke, eller i hvert fald ikke lige så godt som hende, der står ved siden af. At det der er du bange for, og mon der er nogen der gennemskuer det, hvis du lader som om du går på toilettet?

Ikke at udfordringer er dårlige. Men meget af tiden kan der være så mange udfordringer i vores liv, at bare det at være til og at være til stede er den største gave, vi kan give os selv på yogamåtten.

I mange år har jeg undervist forskellige former for selvpraksis, både i en traditionel ashtanga-struktur og mere frit. Og en ting der gik mig på, særligt i forhold til ashtangaen, var, at alle de små overraskelser og nye oplevelser, der vækker nærværet, forsvinder i en praksis, hvor man altid laver det samme, og hvor man kan forudse, hvad der kommer til at ske minut for minut, hver gang man praktiserer. Jeg oplever, at hvis jeg går ned ad en ukendt gade i en fremmed by, lægger jeg mærke til alting helt ned i detaljerne på en helt anden måde, end når jeg går fra Nørreport Station til Magstræde, som jeg gør det mange gange om ugen, selvom jeg øver mig på også at være nærværende der.

Fra denne uge har jeg taget vores selvpraksis-klasse af skemaet, og vil fra slutningen af juli i stedet for den klasse undervise min favoritrejse indad, Prana Fusion, som er flow, styrke, myofascial release og en restorativ afrunding.

Jeg ved, at alle undervisere hos Prana tilbyder dig at rejse ind i dit eget rum, både stærkt, flydende og stille, hver eneste gang du ruller måtten ud hos os. Så du igen og igen bliver inviteret til at opleve øjeblikke af perfekt nærvær, uanset hvor meget turbulens, der er i dit liv. For perfekte øjeblikke bliver ikke mindre perfekte af at være flygtige.

Smuk sommer til alle.

/AC