Letting-go

af Ann-Charlotte Monrad

”It’s a cold and it’s a broken halleluja”

– Leonard Cohen

I yogafilosofien, som den præsenteres hos Patanjali, er der hele tiden to greb, der skal balanceres på vejen til en tilstand af yoga: Abhyasa (vedholdenhed) og vairagyam (given-slip).

De fleste af os har fra barnsben en ret god fornemmelse af, hvad vedholdenhed vil sige. Det starter allerede i de tidlige skoleår, hvor vi bliver hevet ud af sengen i mørket og sat på vores cykel stadigvæk halvsovende, så vi kan nå frem til skolen før det ringer ind klokken otte. I skolen skal vi også klare os igennem endeløse dage med bunker af information, som måske aldrig kommer til at have betydning for os i vores voksenliv på anden måde end ved at lære os at bide kedsomhed og frustration i os og se stort på vores behov for frihed.

Nogle af os bliver endda så gode til vedholdenhed, at given-slip virker som en hedonistisk badeferie.

”Man skal yde, før man kan nyde” og ”Du kommer ikke sovende til succes” er populære mantraer i en vækstbesat kultur. Vil man noget i livet, må man være sin egen lykkes smed frem for at vente på at de højere magter kaster appelsiner ned i ens turban. Og den tilgang til livet udmatter.

Kan det være derfor, at vi i alternative kredse er så tiltrukket af ideen om, at hvis vi bare giver slip, så sørger universet for os? Er det derfor, ashtanga yoga med det bedste salgsslogan i mands minde - ”Just do your practice, and all is coming” - tiltrak så mange åndeligt søgende i de første ti år af dette årtusinde? Fordi vi troede og håbede, at vores ønsker ville gå i opfyldelse, hvis bare vi lavede tilstrækkeligt mange hundestræk hovedet ned og ellers lod universet råde?

I begyndelsen af min åndelige søgen tilbragte jeg ti dage i stilhed på et tibetansk-buddhistisk retreatcenter for foden af Himalayabjergene i Indien. Her blev vi undervist i nogle af de mere intense meditationspraksisser, som f.eks. meditation på døden. Grundlæggeren af den organisation, der drev centret, blev igen og igen citeret for at have sagt, at man ikke for alvor var parat til en meningsfuld, åndelig praksis, før det man så, når man så på verden, var så uappetitligt som et tilstoppet toilet. Og rejste man under primitive forhold som backpacker i Indien på det tidspunkt, var det et meget, meget grafisk billede.

Men samtidig med at vi mediterede på vores væren i verden ud fra dette syn på tilværelsen, bagte den lokale hindukok kanelsnegle til os, og duften af hjemmebag og kanel kildede næseborene midt i al toiletsnakken. Det var virkelig svært ikke at spekulere på, som man sad der på sin pude, meditation efter meditation, om det ikke var kokken, der havde fat i den lange ende? Om ikke livet burde fejres frem for at vække afsky? Jeg dansede i hvert fald ned ad bakken med min rygsæk, da stilheden efter ti dage blev brudt og vi blev sat fri.

Den begejstring for livet i sin allermest enkle, velduftende form, som opholdet vækkede i mig, holdt jeg i det store og hele fast i siden. Og min tilgang til letting-go var, som den ofte undervises i vestlige, spirituelle settings: Hvis du formår at give slip, måske endda overgiver dig til det guddommelige – ishvara pranidhana – så har universet din ryg og sørger for at det, du arbejdede så hårdt for i vedholdenhedsfasen, sker helt af sig selv.

Men denne overbevisning om vairagyams næsten ulidelige lethed blev alvorligt sat på prøve, da jeg på et tidspunkt ramlede ind i et sted i mit liv, der bød på skuffelse efter skuffelse efter skuffelse.

Fra en forholdsvis tryg tilværelse i en lille kernefamilie, insisterede livet på at det var blevet tid til at jeg nu favnede en autenticitet, der bød mig at være alene. Jeg arbejdede mig igennem bruddet med alle de yogagreb, jeg havde lært, og var temmelig sikker på, at det umuligt kunne gå andet end godt fra nu af. Det var blevet tid til at høste alt det gode, som jeg med min uden tvivl fantastiske karma som medfølende, omsorgsgivende yogalærer, helt sikkert havde ret til. Ingen tvivl om, at universet havde min ryg, så snart jeg overgav mig til det.

Men universet var ikke enig. Faktisk tværtimod. Alt hvad jeg ønskede mig og håbede på blev mig igen og igen nægtet. Mit billede af livet, som jeg havde forventet, at det ville folde sig ud i denne fase, krakelerede. Og der stod jeg med alle mine talenter; kuldslået, håbløs og med følelsen af at være helt, helt alene.

En skræmmende indsigt begyndte at tage form: Letting-go er ikke nødvendigvis det samme som at lægge sig på ryggen på en varm solskinsdag i en mark af lavendler, mens universet bringer dig det, du længes allermest efter, på et sølvfad. Letting-go kan være voldsomt, rædselsfuldt og knuse dit hjerte på en måde, så det, når det efter lang tid trods alt endelig begynder at hele, gør det i en ny form, det kan være svært at genkende. En form hvor du har sluppet alt det, du nogensinde har håbet på, på en måde der næsten ligner opgivelse. Og det gør virkelig ondt at indse, at den eneste, der for alvor har din ryg, er dig selv. Og at universet har travlt med andre ting.

Med dit arrede hjerte bankende i brystet, har du to muligheder: Du kan vælge at blive liggende, hvor du er, slået omkuld af livet. Eller du kan give slip. På dit håb og dine drømme, der viste sig ikke at være i overensstemmelse med virkeligheden. Og du kan rejse dig med det eneste, du har tilbage: Din indånding, din udånding og øjeblikket nu og her. Og i det øjeblik favne livet, trods alt. Overgive dig til dets øjeblikke af skønhed trods alt. Gøre de ting, du skal gøre, fordi det er din pligt, din dharma, ikke fordi du forventer dig gaver for enden af dagen. Leve dit liv, kort sagt, med et koldt og ituslået ”Halleluja”.

Ann-Charlotte arbejder for tiden på en bog om, hvordan vi kan favne livet med vores yogapraksis på gode såvel som på svære dage. "Letting-go" er et afsnit fra bogen.