Sekvensering 101 (læses af alle)

Hvorfor sekvensere?

·      Fordi vi sjældent har tid (eller energi) til at ramme alle områder af kroppen lige meget i hver praksis

·      For ikke altid – som hvis vi kun praktiserer/underviser én fast praksis - at arbejde med de samme steder (både pga. af overbelastning og samskaras (som uddybes, når vi snakker bindevæv))

·      For at holde vores praksis levende og nysgerrig

·      For at kunne tilrettelægge en praksis, der passer med årstid, sindsstemning, mv. (kinesisk medicin, ayurveda. Uddybes, når vi snakker kinesisk medicin).

Sekvenseringens historie

Som vi kan læse om det i Mark Singletons Yoga Body har det, han kalder moderne, postural yoga (altså det vi praktiserer og underviser i dag), udviklet sig i to sideløbende retninger, der af og til bliver blandet sammen (hvilket kan medføre en  god portion forvirring…)

Hatha yoga (som i sin oprindelse ikke er en yogastilart, men simpelthen betegnelsen for al yoga, hvor vi bruger kroppen) blev i 17-1800-tallet brugt som en slags markedspladsunderholdning, hvor yogier side om side med fakirer underholdt det pænere borgerskab med deres mærkelige, fysiske kunster. Disse yogier blev anset for at være en slags freaks, så da modstandsbevægelsen i Indien i starten af det 20. århundrede tog yogaen til sig som en indfødt videnskab, blev den gjort stueren ved at man i stedet for at promovere de mere mærkelige sider af yogaen, forsøgte at videnskabeliggøre den og begyndte at undersøge (med en ikke altid helt overbevisende klinisk praksis), hvordan den kunne hjælpe på en række sygdomme.

”Videnskabelig” yoga

Det meste af en af de helt store yogapionerer B.K.S. Iyengars virke er bygget på denne tilgang, selvom man i hans Light on Yoga også finder spor af markedspladsyogaen i nogle af de mere vilde stillinger. Når vi går ind på yogajournal.com og læser om, hvad diverse yogastillinger gør fra et helsemæssigt perspektiv, kommer denne tilgang fra videnskabeliggørelsen af yoga, men vær altså opmærksom på at meget lidt af denne overleverede viden er baseret på undersøgelser, som virkelig kan kaldes videnskabelige. At hovedstand skulle være en god stilling mod mild depression eller ufrivillig barnløshed er for mig at se en påstand, man skal være ret forsigtig med at smide om sig… Meget af den yoga, man bliver undervist i i Indien i dag er også udsprunget af denne tilgang, og det er derfor vigtigt, at man bevarer sin kritiske sans her i lige så høj grad som man ville gøre det alle andre steder, selvom yoga i Indien måske føles mere autentisk.

Yoga i halvfemserne

Den mest toneangivende yogaform fra halvfemserne og frem til i dag er uden tvivl ashtanga yoga, som også vores vinyasa er udsprunget fra.

Selvom ashtanga yoga er kendt for sine radbrækkende yogastillinger og selvom det i hvert fald til dels var de mere performance-agtige aspekter, der gjorde denne yogaform populær, insisterer den også på at den præsenterer en helsemæssigt balanceret praksis, og kalder endda sin første serie for yoga chikitsa (yogaterapi), selvom den næppe vil føles særlig terapeutisk for en stiv kontorassistent…

Ashtangaen blev måske så populær fordi den passede godt ind i halvfemsernes tilgang til kroppen og dens popularitet (først i USA) blev startskuddet på den amerikanisering af yoga, som har spillet en stor rolle i moderne, postural yoga: Hele tiden at optimere, at nå næste niveau (mange yogalærere snakkede i 00’erne helt seriøst om at ”reach the next level in your practice” samtidig med at de citerede klassisk yogafilosofi uden at se det paradoksale i det), og at blive en yoga rockstjerne, som de guddommeligt smukke mennesker med en imponerende muskulatur der i meget lidt tøj promoverede den dynamiske yogapraksis uden på det tidspunkt helt at have indsigt i, hvilke blivende skader denne måde at bruge kroppen på kunne forårsage.

Yogaen i dag

Med #metoo blev en lang række guruer væltet ned af deres piedestaler og yoga som asanapraksis bevægede sig mod et sted, hvor den måske for første gang nogensinde virkelig matchede det, vi læser om i den klassiske filosofi: At finde stilheden; at være med det der er – også i kroppen uden at den skal ”optimeres”; at alt er energier, og at den hårdtpumpede, blærede praksis ikke i sin natur som energetisk udfoldelse er væsensforskellig fra den helt stille praksis.

Man har også lagt nogle af de mere vilde påstande om, hvad yogaen gør fra sig, og er begyndt at se på, hvordan yogaen bedst kan støtte de mennesker/kroppe, vi møder på yogamåtten. En undersøgelse af indre, mental såvel som fysisk balance har erstattet overmenneskelighed og optimering og det ses selvfølgelig også i den måde, vi sekvenserer på.

Vi ved nu også at ekstremt dybe stræk over en længere periode uden tilsvarende stabiliseringsarbejde kan have en eroderende effekt på leddene, og mange tidligere yoga-overmennesker døjer med blivende skader, selvom det sjældent er noget, der bliver offentligt diskuteret (Diane Bruni er en undtagelse:

https://www.youtube.com/watch?v=BLVb0klaris&feature=youtu.be&app=desktop)

Hvad skal vi have med i en god sekvens?

·      Ro til at lande i sindet og kroppen. Et simpelt fokus på det område, vi vil arbejde med i sekvensen, enten via et par enkle stræk eller lidt styrke

·      Bevægelse, der vækker forbindelserne i kroppen via bindevævet (Startflow)

·      Når kroppen er vågnet, kan vi fokusere på bevægelse (for cirkulation), styrke (særligt i form af stabilitet) og smidighed (særligt i lidt længere holdte stillinger.) Hvordan de forskellige dele doseres kommer an på både type af klasse (f.eks. yin flow vs. vinyasa 2.0) og gruppen af elever

·      Måske en sjov udfordring til sidst, der giver en fornemmelse af den kontakt, vi har skabt til kroppen, eller noget mere roligt, der lader os opleve kroppen og sindets foranderlighed fra et stille sted

·      Som afslutning (men også som små stille stunder i løbet af klassen) kan vi søge ind i stilheden og mærke hvordan det føles at lande i nuet midt i en travl verden

Det er selvfølgelig til en vis grad en smagssag, men det er min overbevisning, at udelukkende hårde eller udelukkende bløde klasser i mindre omfang skal spille en rolle i vores yogapraksis, og at vi alle – i hvert fald det meste af tiden – har brug for lidt af det hele.

Mulige temaer:

·      All-round velbehag i kroppen

·      Et specifikt anatomisk område

·      En specifik gruppe af stillinger

·      Sekvensering hen imod en peakpose, men vær opmærksom på om dette bliver gjort legende og undersøgende eller ”show off”-agtigt, som helt ærligt er en smule last decade

·      Et yogafilosofisk eller mentalt fokus

·      Et helsemæssigt og/eller energetisk fokus (f.eks. kinesisk medicin)

 Flere af disse temaer kan være repræsenteret i samme klasse.

 Mit ardha chandrasana-eksempel: En peak pose-klasse, hvor peak pose’n er ardha chandrasana. Der er et anatomisk fokus på de områder i kroppen, som skal vækkes, for at stillingen kan folde sig ud, og derudover er der et yogafilosofisk fokus på altings foranderlighed, oplevet igennem kroppen, samt et mentalt og energetisk fokus på fornemmelsen af konstant at finde små øjeblikke, man kan lande i, samt følelsen af at være groundet samtidig med at hjertet åbner sig mod verden, selv i en situation, der udfordrer vores balance. Selvom det er en peak pose-klasse handler det ikke så meget om at være sej til en stilling som om at opleve dig selv, når du er udfordret, og finde letheden og måske endda stilheden i det.