Nær dig selv
Congee er en traditionel, kinesisk ret, der bruges meget i kinesisk medicin. Det er en risgrød, der bruges som en grundret, man så tilsætter tilbehør alt efter ens individuelle behov.
I en dansk sammenhæng er havregrød et fantastisk alternativ til congee, og grød er også lidt hurtigere at lave (og en dejligt økonomisk ret, for øvrigt...) Jeg har selv i mange år brugt havregrød som min indgang til at inddrage en kinesisk kostforståelse i min måde at spise på, da der er nærmest endeløse muligheder for at variere.
Ris, som bruges i congee, er neutrale i deres energetiske aftryk, mens havre er varmende. Det giver derfor bedst mening at spise grød i de koldere måneder i Danmark, som der jo trods alt også er ret mange af… Om sommeren erstatter jeg grøden med græsk yogurt (kølende) med honning (nærer yin) og vandmelon (kølende). Er Milt qi xu (underskud af Milt qi) ens grundlæggende ubalancemønster, skal man selvfølgelig begrænse sit indtag af mælkeprodukter. Frugtgrød med god granola kan her være et alternativ om sommeren.
Grundgrød:
1,5 dl havregryn
1 dl vand
1 dl mælk/plantebaseret mælk
Lidt salt
Milt qi xu: Havremælk har et varmende aftryk, og vil derfor være et godt alternativ til komælk, da du gerne vil begrænse mælkeprodukter i din kost og samtidig give Milten noget varmende. Kog nogle æbler med lidt kardemomme, så du har noget æblegrød af blande i havregrøden. Det fungerer bedre ved Milt qi xu end kold frugt.
Topping: Kokos, dadler
Underskud af yin: Hvis du ikke samtidig lider af Milt qi xu, kan du sagtens bruge komælk i din grød. Det er faktisk bedre end havremælk, der er varmende. Da man ved et underskud af yin vil have en varmetilstand i kroppen, kan det være fint at tilsætte lidt kølende ting til grøden, som f.eks. rå æble og blåbær. Eller drikke et glas pebermyntete til. Hold igen med varmende krydderier som kanel, og brug dem kun, hvis du føler, at du er ved at blive syg. Drys din grød med sesam og hæld gerne lidt honning på.
Underskud af blod: Tilsæt dadler, gojibær eller abrikoser til din grød. Og meget gerne en håndfuld kirsebær, når de er i sæson, og du vil forkæle dig selv lidt.
Er du forkølet/hoster? Pærer og mandler er gode for lungerne, så tilsæt (gerne kogte med lidt kardemomme) pærer til din grød og brug mandelmælk og evt. lidt mandler som topping. Drys evt. med lidt kanel.