Fællesskab, selvomsorg og ny viden
300 timers videreuddannelse for yogalærere (Yoga Alliance-godkendt)
Uddannelsen er startet, men du kan stadig deltage på forårets moduler, inkl. overbygningen Yogaens klassiske aspekter (55 timer).
Det er ofte på én gang fantastisk og lidt af et antiklimaks at stå med sit 200-timers yogalærercertifikat i hånden. For det er vidunderligt at skulle i gang med at dele sin viden om og kærlighed til yogaen med andre, men man savner hurtigt muligheden for weekend efter weekend at fordybe sig, glæde sig over at lære nyt og sparre med yogavenner og –kolleger. Og tit går ens egen yogapraksis også lidt i glemmebogen, når man ikke længere er tilknyttet en uddannelse.
Prana Yoga Shala’s YA-godkendte 300-timers overbygningsuddannelse er skabt for at imødekomme behovet for fællesskab, fordybelse, sparring og viden i en sammenhængende form for uddannede yogalærere, der vil udmærke sig i en branche, hvor man kan blive yogainstruktør på en weekend.
Har du ikke mulighed for at deltage på hele uddannelsen på én gang, er det muligt at tilmelde sig et eller flere af de kortere videreuddannelser, som forløbet er bygget op af.
Læs mere om dem og om at tage uddannelsen som en helhed nedenfor.
50 timers overbygning i kinesisk medicin og yoga.
På første forløb af vores 300-timers uddannelse sætter hovedunderviser på uddannelsen, Ann-Charlotte Monrad (der udover 25 års erfaring som yogalærer også er akupunktør) den kinesiske medicin og i særdeleshed TCM (Traditional Chinese Medicine) ind i en yogasammenhæng, så du kan lære at skræddersy praksisser til både dine klasser og privatelever (samt selvfølgelig også dig selv), der kombinerer yogaen med en forståelse af de mest almindelige ubalancemønstre i kinesisk medicin. Du kan deltage uanset hvilken type yoga, du praktiserer og/eller underviser, men vær opmærksom på, at vores hovedfokus er på flow yoga, og at du både vil blive præsenteret for både mere dynamiske og mere stille praksisser, med en hovedvægt på det dynamiske. Læs mere her.
Datoer for 50-timers forløbet i yoga og kinesisk medicin:
Lørdag d. 14/9 kl. 10.00-18.00
Søndag d. 15/9 kl. 10.00-18.00
Lørdag d. 12/10 kl. 10-15: Fem timers undervisning i Prana + online materiale for at opsummere første weekend for alle, der var forhindrede i at deltage i den
Lørdag d. 19/10 kl. 10.00-18.00
Søndag d. 20/10 kl. 10.00-18.00
Lørdag d. 23/11 kl. 10.00-18.00
Søndag d. 24/11 kl. 10.00-18.00
Pris for 50-timers forløbet: 9500,-
Kontakt os, hvis du ikke kan deltage på første weekend, men gerne vil være med fra anden. Vi har nemlig en lille gruppe, der er i den samme situation, og vi kommer derfor til at tilbyde online-materiale samt nogle timers opsummering af weekendens indhold i Prana på et tidspunkt, som vi aftaler sammen.
Yoga og din holistiske sundhed - 75 timers overbygning
På anden del af vores 300-timers uddannelse kombinerer vi en viden om kroppen, der tager udgangspunkt i vestlig videnskab og forskning, med den holistiske tilgang til sundhed, som vi finder i yogaen og til dels også i den kinesiske medicin.
Kort fortalt fordyber vi os her i en viden om, hvordan vi ud fra den forståelse, vi har af kroppen i dag, kan bruge yogaens mange fantastiske metoder til at skabe og opretholde balance i krop og sind. Hver weekend vil have et specifikt tema, og det vil være muligt at deltage på hele forløbet eller på enkelte weekender.
Tilmelder du dig hele forløbet på én gang er prisen 12.500,-
Tilmelder du dig hele forløbet og betaler senest d. 1/12 er prisen 11.000,-
Første weekend: Nervesystemet
På denne weekend kortlægger vi nervesystemet og undersøger, hvordan vi arbejder med det i yoga. Igennem praksis, simple vejrtrækningsøvelser og oplæg lærer du at sekvensere med fokus på at understøtte nervesystemets evne til at genfinde homøostase.
Vi runder både den klassiske, restorative yoga, ser på yoga for de fysiske nerver, samt fordyber os i smertevidenskab, og vi tager også et kig på polyvagal-teorien, der, selvom dens videnskabelige validitet pt. diskuteres, har inspireret kropsbehandlere og terapeuter igennem mere end tyve år, og har givet os en hel ny måde at forstå og diskutere bl.a. traumereaktioner på.
I forlængelse af det vil vi også forbedre vores forståelse af, hvordan vi bedst muligt kan støtte elever, der er udfordret af PTSD.
Praktisk:
Lørdag d. 4/1 kl. 10.00-18.00
Søndag d. 5/1 kl. 10.00-18.00
Pris for weekenden: 2800,-
Anden weekend: Balance i kvindelivet
Det kan være både fysisk og mentalt udfordrende at bevæge sig igennem livets faser som kvinde. Det har vi måske altid vidst, men ikke desto mindre er det ikke længere tabu-belagt at diskutere det. Og det er godt.
Ofte mangler der dog en vigtig tilføjelse i diskussionen: Nemlig at det muligvis er normalt at opleve ubehag og endda kraftige gener i forbindelse med f.eks cyklus og overgangsalder. Men at det ikke behøver være sådan, fordi man som udgangspunkt sagtens kan have det fint igennem alle livets faser, også selvom man er født i en kvindekrop.
For det er ikke kroppen, der er designet forkert, det er snarere den virkelighed, hvor stress i højere grad er reglen end undtagelsen, der påvirker vores balance.
Og det er der råd for. Ikke quick-fixes såsom ting man kan købe på nettet i fine, pink plasticbøtter. Eller tre øvelser der gør alting godt igen med det samme. Eller fem minutters meditation, der giver langstidsholdbar sindsro.
Men råd baseret på en forståelse af, hvad der påvirker kroppen positivt. Og hvad der påvirker den negativt.
Den forståelse kan blive din på en weekend i februar, hvor vi både ud fra et hormonelt/endokrinologisk og et kinesisk medicinsk perspektiv sætter fokus på, hvad der skubber os ud af balance, hvordan det føles, og hvad vi kan gøre for at undgå det, både ift. vores kost, vores yogapraksis og - vigtigst af alt - vores måde at være i verden på.
Vi lover ikke nogen lette løsninger, men du vil ikke desto mindre få en masse dyrebar viden med dig - også som underviser - samt inspiration til at integrere den i dit liv, så du efterfølgende både kan stå stærkere i verden og i dig selv.
Praktisk:
Fredag d. 7/2 kl. 16.30-20.30
Lørdag d. 8/2 kl. 10.00-18.00
Søndag d. 9/2 kl. 10.00-18.00
Pris for weekenden: 3500,-
Tredje weekend: Bindevævet og lymfesystemet
Bindevævet har fyldt meget i yogaen igennem de seneste ca. 10 år, og på denne weekend går vi i dybden med de mange forskellige yogamodaliteter, der er gavnlige for vores bindevæv og dermed for vores almene velvære og bevægelighed.
Vi skal bl.a. undersøge, hvordan vi kan bruge myofascial release (MFR) som et supplement til vores yogapraksis og -undervisning, ikke bare med bolde, men med mange andre af de redskaber, vi som yogalærere har adgang til, ligesom vi vil kigge på, hvordan vi kan udvælge øvelser, der vil være særligt gavnlige for dem, vi arbejder med, både en-til-en og på åbne yogaklasser.
Vi vil også fordybe os i lymfesystemet, der har en i yoga ofte overset kæmpemæssig betydning for vores velvære, og som det er forholdvist let at sætte fokus på igennem velsekvenserede klasser, der også kan rumme en forståelse af på hvilke tidspunkter af året og livet, immunsystemet har brug for lidt ekstra fokus.
Praktisk:
Fredag d. 28/2 kl. 16.30-20.30
Lørdag d. 1/3 kl. 10.00-18.00
Søndag d. 2/3 kl. 10.00-18.00
Pris for weekenden: 3500,-
Pris ved tilmelding og betaling senest 1/12: 3000,-
Fjerde weekend: Styrketræning, terapeutisk flow og anatomi for yogalærere
Styrketræning er nu kommet på Sundhedsstyrelsens liste med anbefalinger over, hvordan vi holder os sunde, og i yogaen er det både let og sjovt at inddrage styrkemomenter, der i modsætning til det, vi måske kender fra fitnesscentret, i langt højere grad handler om glæden ved at mærke kroppen blive stærkere end det handler om at præstere.
På fjerde modul af Yoga og din holistiske sundhed er temaet, hvordan vi opbygger fokuseret og stabiliserende funktionel styrke med yoga, både når vi underviser f.eks. vinyasa/flow, men også i arbejdet med de elever, for hvem skader gør det uhensigtsmæssigt at deltage på almindelige yogaklasser, hvor der f.eks. er meget vægt på håndleddene.
I den forbindelse giver det god mening, at vi på dette modul genopfrisker vores yogaanatomi, så vi kan basere vores arbejde med at øge kroppens styrke på den.
Praktisk:
Fredag d. 4/4 kl. 16.30-20.30
Lørdag d. 5/4 kl. 10.00-18.00
Søndag d. 6/4 kl. 10.00-18.00
Pris for weekenden: 3500,-
Pris ved tilmelding og betaling senest 15/1: 3000,-
Yogaens klassiske aspekter - 55-timers forløb i pranayama, yogafilosofi og meditation
Vi sætter tre weekender af til de mere traditionelle og klassiske aspekter af yogaen, nemlig pranayama, yogafilosofi og meditation. Det vil være muligt at deltage på hele forløbet eller på enkelte weekender.
Tilmelder du dig hele forløbet på én gang er prisen 9000,-
Første weekend: Pranayama
På denne weekend vil du ud over en forståelse af vejrtrækningens anatomi og fysiologi også introduceres for, hvad nyere forskning siger om vejrtrækningen.
Vi vil perspektivere klassiske pranayama-teknikker til det, vi i dag ved om vejrtrækningen, og du vil blive introduceret for øvelser, der gør det muligt for dig at inddrage pranayama i alle slags undervisningssituationer og til at imødekomme en lang række af de behov, som moderne mennesker har i en hverdag med både stor travlhed og posturale udfordringer.
Praktisk:
Fredag d. 2/5 kl. 16.30-20.30
Lørdag d. 3/5 kl. 10.00-18.00
Søndag d. 4/5 kl. 10.00-18.00
Pris for weekenden: 3500,-
Anden weekend: Yogafilosofi
På dette modul indkredser vi igennem praksis, øvelser og oplæg, hvordan vi kan inddrage temaer fra yogafilosofien i vores asana-undervisning og vores virke som yogalærere, også uden at vi nødvendigvis underviser specifikt i filosofi.
Hver asana-klasse vil inddrage filosofitemaer, så vi får en fornemmelse af filosofi i praksis, inden vores diskussioner og gruppearbejde.
Der vil også blive tid til at undersøge, hvilken betydning Indiens moderne historie har haft for udviklingen af yoga, fra forrige århundrede og frem til i dag, ligesom vi vil kaste et blik på kommercialisering af yogaen i særligt USA, og hvordan den både synligt og usynligt har indflydelse på, hvordan vi deler yogaen med vores elever og selv går til den på.
Praktisk:
Fredag d. 5/6 kl. 16.30-20.30
Lørdag d. 6/6 kl. 10.00-18.00
Søndag d. 7/6 kl. 10.00-18.00
Pris for weekenden: 3500,-
Tredje weekend: Meditation
Vi bruger en weekend på at meditere sammen, og understøtter den primært siddende praksis med rolige og nærende yoga. Denne weekend handler først og fremmest om dig og de indsigter, som du finder i din praksis.
Vi tager udgangspunkt i mahayana buddhismen - bl.a. i teksten Hjerte Sutraen - og undersøger, hvad der sker, når vi giver os tid til at dykke ned i stilheden.
Henimod slutningen af weekenden sætter vi også tid af til at kigge på, hvordan og i hvilke kontekster vi kan dele meditation med vores elever.
Praktisk:
Lørdag d. 2/8 kl. 08.30-16.00
Søndag d. 3/8 kl. 08.30-16.00
Pris for weekenden: 2500,-
Afsluttende modul: Privatundervisning og afrunding af uddannelsen
Få ting er så tilfredsstillende for en seriøs yogalærer, som når man hjælper sine elever til af favne yogaen på en måde, der giver dem en fornemmelse af fysisk og mental balance i alle livets faser, og hjælper dem til at håndtere hverdagen på en bæredygtig måde.
Uanset om vi er midt i en periode, hvor vi har alt for meget om ørerne, arbejder med en skade eller er ramt af sygdom, er midt i en af livets overgangsfaser eller noget helt fjerde kan et skræddersyet yogaprogram sende os tilbage på det spor, hvor vi føler i hvert fald en grad af overskud og medbestemmelse.
På uddannelsens sidste undervisningsmodul vil vi inddrage al den viden, vi har tilegnet os på de foregående moduler for at fokusere på, hvordan vi kan skabe sekvenser til vores privatelever, der giver dem lige præcis, hvad de har brug for, uanset om det er det stille, det styrkende eller det dynamiske.
Denne weekend vil vi også inddrage erfaringer fra deltagernes praktikforløb (læs mere nedenfor).
Praktisk:
Fredag d. 29/8 kl. 16.30-20.30
Lørdag d. 30/8 kl. 10.00-18.00
Søndag d. 31/8 kl. 10.00-18.00
Prisen for weekenden er inkluderet i prisen for 300-timers uddannelsen. Man kan kun deltage på denne weekend, hvis man er tilmeldt hele uddannelsen
Praktik, egen praksis og online-undervisning
Deltager du på 300-timers forløbet, skal du i løbet af uddannelsen undervise både en online klasse, som nogle fra gruppen deltager i og giver feedback på, ligesom du skal deltage i og give feedback på deres.
Du skal også deltage i en lille gruppe, der underviser og giver feedback til hinanden i Prana. Som udgangspunkt lægges disse klasser i løbet af august inden den afsluttende weekend.
Ann-Charlotte giver feedback på både online-videoer og undervisningen i Magstræde.
Du skal derudover planlægge et 8-klasses forløb, der hvor du allerede underviser, eller for en privatelev (det kan også inddeles i to 4-klassers forløb), ud fra et eller flere af uddannelsens temaer. Du aftaler på forhånd forløb og tema med Ann-Charlotte. Som afslutning på uddannelsen skal du aflevere din beskrivelse af forløbet, dine sekvenser og de tanker, du gjorde dig undervejs. Du vil modtage skriftlig feedback.
Du skal derudover praktisere ugentligt i Prana, enten online eller i Magstræde, så længe uddannelsen varer. Det vil sige, at du skal komme til en klasse om ugen på skolen (i gennemsnit) fra vi starter til vi slutter eller tage 60 minutters online-undervisning om ugen (klasserne i Magstræde og online er inkluderet i uddannelsens pris).
Der vil også være ca. 20 timers øvrig online-undervisning, som du skal sætte tid af til at tage (dette inkluderer online anatomi-klasser).
Samlet pris for hele uddannelsen
Hele uddannelsen betalt ved tilmelding: 31.000,- eller opdelt i fire rater à 7750,- (ved tilmelding, 1/12, 1/2, 1/5).
Uddannelsen betalt i mindre rater: 3000,- i depositum ved tilmelding. De resterende 30.000,-: 3000,- om måneden i ti måneder.
Alle indbetalinger er til kontonr. 6737-1054791. Vi sender gerne en faktura til dig eller din arbejdsplads. Vi skal bare bruge et firmanavn og et cvr. nr.
Optagelse
Som udgangspunkt skal du undervise yoga fast for at blive optaget på uddannelsen, men du behøver ikke undervise på fuld tid. Kontakt os dog alligevel, hvis du ønsker at deltage, men ikke er aktivt undervisende.
For at komme i betragtning til en plads beder vi dig pr. mail beskrive dig selv og din yogabaggrund, samt hvorfor du ønsker at tage uddannelsen.
Vi forventer, at alle ansøgere som minimum har en 200-timers YA-godkendt uddannelse, men du kan få dispensation, hvis du har noget tilsvarende, så længe du er indforstået med, at vi ikke kan give dig en RYT-certificering.
Vi optager som udgangspunkt kun 14 deltagere på uddannelsen.