Will you let me teach you how to listen to yourself with kindness? 

Det er tankevækkende, at mange af de symptomer, som en længerevarende udskillelse af stresshormonet kortisol medfører, til forveksling ligner overgangsaldersymptomer hos kvinder. Og jeg ikke lade være med at tænke på, om den epidemi af voldsomme overgangsaldersymptomer, som mange, og i særdeleshed højt performende kvinder, i disse dage fortæller om, i højere grad skyldes stress end det faktum, at de er født som kvinder og har nået en vis alder. Og det spiller en rolle, hvordan ubehaget – selvom det vil opleves ens uanset hvad vi begrunder det med - er opstået.

For den ene grund kan, til dels i hvert fald, gøres personlig: ”Du har det skidt, fordi du er kvinde. Det er helt normalt. Det må du lære at leve med”.

Den anden grund er systemisk. Den skyldes den måde, vi skaber samfund på.

Og derfor kræver den, at vi i stedet for at lægge ansvaret på skuldrene af den enkelte kvinde som samfund tager en diskussion om, hvordan vi mindsker den stress, der gør kvinder syge. Og den understreger også, som feminister i den første bølge for snart mange år siden beskrev det, at det personlige ikke bare er personligt, når det kommer til kvinders rettigheder og i dette tilfælde sundhed. Det personlige er politisk.

Hvad beriger os med en fredfyldt fornemmelse af vedvarende tilfredshed? Og hvad gør det modsatte?

Som vi med forsigtige skridt bevæger os ind i et nyt år – mange af os stadigvæk lettere forslåede af det forgangne års udfordringer – er der forskellige måder at favne, og lade sig favne af, det nye på.

Vi kan være stålsatte i vores overbevisning om, at det er NU, de nye, gode vaner skal implementeres. Ud med det usunde, ind med det sunde og masser af hård træning. Men hvis det nye ikke støttes af en eller anden grad af tilfredshed og endda velbehag undervejs, har de nye vaner som regel trange kår. For kun de færreste af os finder vedvarende glæde i præstationen. Der skal også helst lidt nydelse til, og selvom dette muligvis skyldes min egen præference, så er jeg altså ikke sikker på, at vedvarende nydelse findes i hverken sellerijuice eller træning, hvor man føler, at man dør en lille smule hver gang. Ikke i så høj grad som den findes i et velsmagende måltid eller i træning, hvor man føler sig strålende og nærværende i live, i hvert fald.