Will you let me teach you how to listen to yourself with kindness? 

Hvad beriger os med en fredfyldt fornemmelse af vedvarende tilfredshed? Og hvad gør det modsatte?

Som vi med forsigtige skridt bevæger os ind i et nyt år – mange af os stadigvæk lettere forslåede af det forgangne års udfordringer – er der forskellige måder at favne, og lade sig favne af, det nye på.

Vi kan være stålsatte i vores overbevisning om, at det er NU, de nye, gode vaner skal implementeres. Ud med det usunde, ind med det sunde og masser af hård træning. Men hvis det nye ikke støttes af en eller anden grad af tilfredshed og endda velbehag undervejs, har de nye vaner som regel trange kår. For kun de færreste af os finder vedvarende glæde i præstationen. Der skal også helst lidt nydelse til, og selvom dette muligvis skyldes min egen præference, så er jeg altså ikke sikker på, at vedvarende nydelse findes i hverken sellerijuice eller træning, hvor man føler, at man dør en lille smule hver gang. Ikke i så høj grad som den findes i et velsmagende måltid eller i træning, hvor man føler sig strålende og nærværende i live, i hvert fald.

Ordet ”hjerte” bliver flittigt brugt i yoga. Næsten lige så flittigt, får man af og til fornemmelsen af, som på hjertekirurgiske afdelinger verden over. Her er man dog nok primært fokuseret på at få hjerter til at slå godt og stabilt. I yoga, derimod, vil vi gerne have dem til at åbne sig.

Som vi træder ind i den måned, vi ofte betegner som ”hjerternes fest”, har jeg funderet lidt over det åbne hjerte. Og spurgt mig selv, om det kan være for åbent.

Som både behandler og yogalærer ser jeg i disse dage klienter og elever, der bruger de ting, jeg tilbyder i Prana, som en måde at håndtere hjertet på. Ikke det hjertekirurgiske, selvfølgelig, men det åbne. For med det væld af familiære og sociale sammenkomster, som julen ofte byder på – og af og til også kræver et ikke sjældent smertefuldt fravalg af  – kan det åbne hjerte godt udfordres. At høre en yogalærer kvidre om det smukke i at holde hjertet åbent kan derfor opleves som en alt andet end glædesfuld påmindelse om, hvor ondt det gør, når hjertet bærer på smerte, særligt den smerte der er opstået, hvis det i sin åbenhed er blevet svigtet.