Will you let me teach you how to listen to yourself with kindness? 

Ordet ”hjerte” bliver flittigt brugt i yoga. Næsten lige så flittigt, får man af og til fornemmelsen af, som på hjertekirurgiske afdelinger verden over. Her er man dog nok primært fokuseret på at få hjerter til at slå godt og stabilt. I yoga, derimod, vil vi gerne have dem til at åbne sig.

Som vi træder ind i den måned, vi ofte betegner som ”hjerternes fest”, har jeg funderet lidt over det åbne hjerte. Og spurgt mig selv, om det kan være for åbent.

Som både behandler og yogalærer ser jeg i disse dage klienter og elever, der bruger de ting, jeg tilbyder i Prana, som en måde at håndtere hjertet på. Ikke det hjertekirurgiske, selvfølgelig, men det åbne. For med det væld af familiære og sociale sammenkomster, som julen ofte byder på – og af og til også kræver et ikke sjældent smertefuldt fravalg af  – kan det åbne hjerte godt udfordres. At høre en yogalærer kvidre om det smukke i at holde hjertet åbent kan derfor opleves som en alt andet end glædesfuld påmindelse om, hvor ondt det gør, når hjertet bærer på smerte, særligt den smerte der er opstået, hvis det i sin åbenhed er blevet svigtet.

Jeg har tilbragt mere tid sammen med de døde end stort set alle, jeg kender. (…) Og det jeg kan sige, på denne dag, hvor den keltiske tradition Samhain fejres som kristen Halloween (eller Allehelgensaften på dansk), og hvor grænsen mellem de levende og de døde siges at være allermest porøs er, at døden ikke som sådan skræmmer mig.

Det der skræmmer mig er at vi i snart fem år har levet med en ikke sjældent nærmest invaliderende grundangst, der har forringet og formindsket vores evne til fuldt og helt at favne livet.